Hej, det er Djævlens Advokat. Har du fået sovet lidt? »Hvad?«. Har du fået sovet lidt? De sagde på pladeselskabet, at du var træt, og at det var derfor, vi skulle udskyde telefoninterviewet et par timer. »Nej, jeg var ikke træt. Det var bare en undskyldning«. Nå, o.k. Den bruger jeg også tit. Faktisk er jeg ret søvnig lige nu. » Whatsthat? Er du?«. Jeg er ret søvnig. Det er man vel altid lidt, ikke Louise? ... »...«. Louise? »Ja«. Jeg har lige fundet ud af, at dit virkelige navn er Louise. »Jamen, det er det også«. Jeg troede ellers, at du var en lille dreng med hestehale, som lige havde vundet tv-talentshowet ’Britain’s Got Talent’? »Ha, ha, ha. Jeg har ikke set det. Jeg ved godt, at det er der. Men jeg har ikke set det«. O.k., men det må være meget almindeligt, at folk tror, at du er en lille vred dreng med hestehale? Særlig når du bliver verdenskendt ved at rappe »I’m officially the biggest midget in the game«. »Altså, jeg er en lille vred tøs. Men det er længe siden, jeg prøvede at bilde folk ind, at jeg var en dreng. Det er en gammel historie«. Så i stedet synger du om at være en fattig lille pige fra Londons arbejderkvarterer, og så lader du, som om du er dværg. Kan du ikke få medlidenhed nok? »Kan jeg ikke få nok af hvad?«. Medlidenhed, for fanden. »Nej, jeg søger ikke efter medlidenhed«. Men du tager dig selv til indtægt for at tilhøre alle mulige former for minoriteter: Du er hvid kvindelig rapper og en fattig dværg, der altid er omgivet af rige, høje mænd. »Jamen, det sker da også en gang imellem«. Men er det ikke lige at overdrive lidt, synes du? »Det er ikke noget, jeg lader som om. Ja, jeg er hvid, jeg er kvinde, og jeg er ikke særlig høj. Men jeg er ikke fattig. Jeg har aldrig sagt, at jeg nogensinde har været det. Jeg er ikke fattig. Det har jeg aldrig sagt«. Nej, nej. Men det er, som om lige præcis de egenskaber er dem, du fremhæver som vigtige. » Whatsthat? Hvad?«. Er det ikke noget af en overdrivelse? »Næh, det er, hvad jeg vil sige om mig selv, really. Der er mange andre, der laver kærlighedssange. Det er ikke noget, jeg skriver om. For er der egentlig overhovedet noget nyt at sige om det? Er der? Jeg skriver om mig selv, og det er bare blevet en vane«. Taler du engelsk? »Ja. Gør du?«. Hvorfor taler du så ikke engelsk nu? Jeg kan slet ikke forstå, hvad du siger, og jeg er ellers en veluddannet person, der har studeret engelsk i mere end 11 år. »...«. Louise? »Dut ... dut ... dut ... dut«. Louise? Louise?
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Johanne Poulsen
Da min mor havde mest brug for os, havde vi ikke længere brug for hende
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview