Laibach, Blixa Bargeld, John Waters, Patti Smith og Kenneth Anger. Det er nogle af de kunstnere, den forhenværende Sort Sol-guitarist Lars Top-Galia gennem de senere år har hentet til København. Det er ikke navne, alle og enhver kender.
Og begivenhederne bliver ofte sat i scene i lokaliteter, der normalt ikke bruges til rockkoncerter. Statens Museum For Kunst, Marmorkirken, Operaen og Glyptoteket er nogle af de steder, der har lagt rum til de internationale musik- og kunstbegivenheder, 45-årige Lars Top-Galia arrangerer under navnet Artfreq.
»Egentlig kan jeg ikke fordrage ordet ’event’, men jeg har måttet lære at bruge det i denne her forbindelse. For det er mere end koncerter, det vi laver. Det er sgu events«.
Britisk industrialgruppe
Fredag aften er det den britiske industrialgruppe Throbbing Gristle, som Artrfreq har hentet til byen. I Statens Museum for Kunst stiller gruppen op med en performance, der er helt unik i skandinavisk sammenhæng, for Throbbing Gristle er mildt sagt ikke noget navn, vi er vant til at høre herhjemme.
Bandet har blot optrådt 15 gange uden for England i løbet af de seneste 35 år. Artfreqs kunstneriske leder ved, hvad han vil, og det vil sige, at der skal være kunstnerisk tyngde bag de navne, han hyrer.
»Min ambition er hele tiden at være med til at rykke grænserne for, hvad der er avantgarde. At ændre præmisserne for, hvad der måtte opfattes som normen. Det, der driver mig, er oplevelsen af virkelig at flytte på begreberne. For eksempel som da vi sidste år tog Rechenzentrum, som normalt ville have spillet i en lille klub for 100 mennesker.
Vi satte dem op i Radiohusets Koncertsal. Jeg prøver at bringe undergrunden til det yderste og se, hvor langt den kan komme. Hvor langt man kan nå ved at gøre plads til avantgarden i det kommercielle. Det handler dybest set om at give folk nogle oplevelser. Men dér, hvor folk ønsker tryghed, vil jeg gerne skabe utryghed«, siger Lars Top-Galia.
Dyrt og langsommeligt
At få folk som de legendariske amerikanske filmmænd John Waters og Kenneth Anger til landet, kræver en meget lang research, og at Lars Top-Galia kan tilbyde dem nogle særlige venues – eller nærmere nogle ophøjede rum.
»Nogle af kunstnerne er jeg nødt til selv at opsøge for at få dem med på ideen. For eksempel Kenneth Anger, som optrådte på Statens Museum for Kunst i november. Jeg havde hørt, at han var i Østrig, og så tog jeg simpelt hen ned for at snakke med ham.
Andre gange får jeg også kontakt helt regulært gennem en agent. Men oftest er der jo tale om en alternativ facon, hvor det ikke er den sædvanlige bureausnak. Kunstnerne bliver i de fleste tilfælde hentet specielt til Danmark uden for en almindelig turnévirksomhed. For den slags kunstnere er ligesom ikke rigtig på turné«, siger Lars Top-Galia.
Bag Nosferatu-festivaler
Men det giver så også en anden udgiftsramme. Og hvordan får man overhovedet avantgarde-arrangementer til at løbe rundt i København?
»Det er selvfølgelig dyrere – det fordrer konceptet jo. For at det løber rundt, er der selvfølgelig billetindtægterne, funding og så samarbejdspartnere, som er en forudsætning for, at det overhovedet kan lade sig gøre.
Det har jeg for eksempel haft med de events, vi har lavet i forbindelse med filmfestivalerne CPH:PIX og CPH:DOX«, siger Lars Top-Galia, der allerede i sine tidlige punkdage, da han var en del af bandet Ads, eksperimenterede med rollen som arrangør.
Blandt andet var han i begyndelsen af 1980’erne en af hovedkræfterne bag de to , der for alvor fik sat dansk punk og new wave i scene som en magtfaktor i dansk rock. Sin fortid som guitarist, ikke mindst de mange år i Sort Sol, er eventmageren bevidst om, er lidt af en fordel, når han skal bevæge sig rundt i artisternes verden, hvad enten det nu er på de bonede gulve eller i den avantgardistiske undergrund.
Gør paranoide kunstnere trygge
»Mit navn og fortid betyder, at jeg kan få sat et møde op med de fleste i Danmark. Men det er mere på det erfaringsmæssige plan, at min fortid i Sort Sol er en fordel for mig. Jeg kender til de rent praktiske forudsætninger for sådan en begivenhed.
Jeg ved hvilke energier, der kører, hvilken nervøsitet det indebærer. Og det gør, at jeg rimelig hurtigt kommer på bølgelængde med de folk. De bliver simpelthen mere trygge ved situationen. Nogle af artisterne er jo mildest talt lidt paranoidt anlagt.
De er i det for kunstens skyld. Når der er tale om pionerer på kunstscenen, så sniger der sig helt forståeligt en paranoia ind over for, om deres kunstneriske udtryk bliver præsenteret forkert«, siger han.
Og foreløbig er det da gået meget godt. Kunstnerne stiller mere eller mindre villigt op, hver gang Lars Top-Galia får en ny gal idé. Selv om de eksklusive koncerter og events ligger i den dyrere ende, har Artfreqs begivenheder indtil nu været udsolgt. Hver gang. Således også med Throbbing Gristles optræden i aften.
Throbbing Gristle optræder på Statens Museum For Kunst fredag aften kl. 22. Koncerten er udsolgt.
LÆS ARTIKELIndustrielle sample-pionerer fra helvede
fortsæt med at læse




























