Prisfesten MTV Europe Music Awards plejer at være god for en kontroversiel episode eller to.
Tænk bare på U2's Bono, der i 1995 kaldte den franske præsident Jacques Chirac for en 'wanker' på grund af de franske atomprøvesprængninger i Stillehavet.
Vinderne
Op på så storpolitiske nagler kom 2010-udgaven af MTV-festen aldrig, men den bød dog på forbudte 'fuck'-ytringer fra sangerinderne Ke$ha og Katy Perry, en 'cunt'-t-shirt båret af guitaristen Slash og et nøgenindslag fra den 1,23 meter høje 'Jackass'-skuespiller Wee-Man, der smed boxershortsene og viste sin t-mand.
SE FOTOS FRA FESTEN MTV Europe Music Awards 2010
Årets prisfest foregik i Caja Mágica i Madrid, og med den pæne 'Desperate Housewives'-skuespiller Eva Longoria som styrmand var der en vis garanti for, at løjerne aldrig for alvor løb løbsk.
Gaga og Bieber tog priserne
Aftenens store vinder blev popprinsessen Lady Gaga, der sejrede i kategorierne bedste kvindelige kunstner, bedste popkunstner og bedste sang ('Bad Romance').
Gaga var ikke selv til stede, men takkede for priserne på et live-feed fra Budapest, hvor hun gav koncert.
»Det her betyder så meget for mig, Europa. Jeg elsker jer«, lød det fra sangerinden.
Den 16-årige canadiske popdreng Justin Bieber havde også en god aften, selv om han heller ikke var til stede i Madrid. Han vandt to priser, heriblandt årets mandlige kunstner:
»Det er en stor bedrift for mig, og jeg skylder en tak til mine fans og til Gud. Alle de andre kunstnere i denne kategori er inspirationskilder for mig«, sagde Bieber med henvisning til de mednominerede Eminem, Kanye West, Usher og Enrique Iglesias.
Perry optrådt i fyrværkeriregn
Popsilden Katy Perry var nomineret i fem kategorier ligesom Lady Gaga, men måtte nøjes med prisen for årets bedste video ('California Gurls' med Snoop Dogg).
Til gengæld leverede hun aftenens mest højeksplosive optræden, da hun sang 'Firework' i kaskader af fyrværkeri ved monumentet Puerta de Alcalá i Madrids centrum.
I særpris-kategorierne vandt rocklegenderne Bon Jovi den nyindstiftede pris 'Global Icon', mens colombianske Shakira vandt 'Free Your Mind'-prisen for sin dedikation til at sikre alverdens børn en uddannelse.
Rasmus Seebach tog prisen for bedste danske kunstner, men i den europæiske konkurrence blev den danske popsanger forbigået i nomineringerne. I stedet vandt italienske Marco Mengoni.
LÆS ARTIKEL MTV-seere: Rasmus Seebach er årets danske kunstner
fortsæt med at læse




























