Spørgsmålet er, hvem hun generer mest, når hun siger det: det klassiske hold, blues- eller rockfansene: »Men indierockmusikken ligger altså meget tættere på Mozart, end den gør på blues. Det siger jeg ikke for at være sjov, men reglerne for stilsikkerhed er lige strenge og skal overholdes lige nøje«. Og Renée Fleming kigger én direkte i øjnene. For at sikre sig, at man ikke tror, hun er frivol eller siger noget for opmærksomhedens skyld. Men nogle bliver altid sure, helt automatisk. Det er meget sjældent, at publikum deler den fordomsfrihed over for det, deres yndlingskunstnere præsterer, som kunstnerne selv føler. Popsangere skal synge pop, operadivaer opera, det må have stået i det ellevte bud, Moses tabte over fødderne på vej ned ad bjerget. Men Renée Fleming, en af verdens mest fejrede operasangere og så uden sammenligning USA’s mest celebre, er i Danmark i disse dage, hvor hun præsenterer et helt nyt koncertprogram, som hun endnu er lidt usikker på, men håber det bedste for. Hun har aldrig blandet kortene på den måde før, DR Koncerthuset søndag var første gang.
Rock var en læreproces
Midt imellem operararier af Massenet, Puccini, Strauss og Leoncavallo har hun levnet plads til tre rocksange, der er hentet fra hendes seneste album, ’Dark Hope’. Et album, der er kommet bag på de fleste, som er vant til at høre klassiske stemmer crosse over og synge pop med disse mægtige dessertanretning af nogle stemmer.
En operadivas cremede klang og sfærisk bårne toptoner i sange af indierock-sværvægtere som Arcade Fire og Death Cab for Cutie? For ikke at tale om Leonard Cohens ’Hallelujah’, som hun også har overtaget? »Al musik er et spørgsmål om at finde den korrekte stil«, siger hun, »og den her erfaring med ’Dark Hope’-sangene har virkelig overrasket mig. Produceren David Kahne, der har produceret plader for grupper som The Strokes og Linkin Park, var meget, meget specifik i sine krav til mig. Ét galt træk, og jeg ville ende i Las Vegas! Eller Broadway. Eller i et eller andet enormt cheesy og kitschet. Og da jeg forstod, at også denne musik har sine regler, blev det en læreproces for mig«. ’Gonna’ i stedet for ’going to’ Én ting vidste hun, at hun ikke ville, nemlig gøre rocken opblæst og højtsvungen operaagtig. Den har også hun ligesom hørt før og altid med tæerne sammenkrøllet i skoene. »Det er ekstremt sjældent, at den kombination spiller«, siger hun. »Det eneste register, jeg kunne bruge i denne musik, var min egen stemme, den jeg taler med. Jeg ville ikke risikere at gøre skade på min operastemme, det er trods alt der, jeg har mit dagjob, og den skulle ikke presses eller stresses«.
