Ved indgangen til Vesterbro Ungdomsgård står en mand med en gylden guitar.
Det gør der også indenfor i gymnastiksalen. Manden udenfor er af stål og stivnet midt i en bevægelse. Manden indenfor hedder Bo Schiøler, er af kød og blod og dirigerer de omkring 35 børn og unge, der står i en halvcirkel foran ham. Begge er de vartegn for landets mest berømte ungdomsklub, der i midten af 1970’erne gjorde sig kendt med ’Kattejammerrock’ og ’Hjerteblod’. To plader, som siden har lagt lydspor til mange børns opvækst. Men inden længe vil det kun være skulpturen, der er tilbage på Vesterbro Ungdomsgård.






























