»Av, den ramte plet«, siger forsanger i Band of Horses’ Ben Bridwell.
Jeg har lige konfronteret ham med min fornemmelsen af en stalker på Band of Horses nyeste album’ ’Infinite Arms’.
De sukkersøde vokalharmonier varsler intet ondt, men så dukker små uhyggelige sætninger op om usund længsel, der fører til, at den kvindelige hovedperson i en af sangene eksempelvis skærer sig selv i ansigtet med en køkkenkniv.
»Der findes helt klart en stalker, og hun spiller faktisk en nøglerolle for mig, når jeg skriver musik«, forklarer Ben Bridwell.
Høje forventninger
Stalkeren, som nærer en inspirerende paranoia for Ben Bridwell, kommer vi tilbage til. Historien om hende – og om ’Infinite Arms’ – må Ben Bridwell fortælle over telefonen, for en vis askesky forhindrede Band of Horses i at komme til Danmark. Den planlagte koncert i Vega og de tilhørende interview 18. april blev skubbet til side, fordi bandet i stedet valgte at køre under asken fra Göteborg til London, hvorfra Band of Horses havde bedre chancer for at komme tilbage til USA.
»Du må endelig ikke tro, at det var en let beslutning. Roskilde 2008 er en af de bedste koncerter, vi nogensinde har spillet, så vi havde rigtig store forventninger til Danmark«, undskylder Ben Bridwell.
Nu er Band of Horses klar igen og spiller på torsdag i Falconer Salen, og de danske forventninger er også høje.
Siden Band of Horses i 2006 brød igennem med nummeret ’Funeral’, har bandet haft en trofast fanskare, som tog det lange skæg og vokalharmonierne til sig. Faktisk ligner de mest hardcore fans Ben Bridwell så meget, at han selv flere gange er blevet tilbudt at købe Band of Horses-billetter uden for spillesteder.
De skriver også til ham, og de er, som han selv engang var: handikaphjælpere og bartendere, der elsker guitarer og drømmer om at leve af musik. Men det er ikke sine fans, Ben Bridwell taler om, når han snakker om den stalker, der optræder på ’Infinite Arms’.
Paranoia i en bjerghytte
Umiddelbart er Band of Horses’ seneste album endnu et overflødighedshorn af vokal honning fra Ben Bridwell. Som på Band of Horses to tidligere album, ’Everything All the Time’ og ’Cease to Begin’, trækker ’Infinite Arms’ på referencer fra Neil Young, The Beach Boys og Bob Dylan. Det hele bliver blandet i flerstemmigt kor og vokalharmonier over poppet rock som endnu et soundtrack til en sorgløs sommer. Men så stikker stalkeren hovedet frem fra busken med ord som:
»I put a bullet in my Kia Lorenzo, a kitchen knife fucked in my face«.
Ben Bridwell fremkalder selv sin stalker. For to år siden drog han som en anden Moses op i Minnesotas bjerge for at finde 13 bud til Band of Horses nye plade, og mens han ventede på sin åbenbaring, isolerede han sig i en lille hytte.
»Jeg er som alle andre. Jeg er genert og kan ikke lide at spille sange, før jeg har dem helt på plads, så jeg har brug for at isolere mig for at skrive musik«, fortæller Ben Bridwell.
»Så jeg tog op i en lille hytte med en vognfuld guitarer, og efter en lille uge kom det. Jeg havde været vågen 24 timer i træk, så jeg sov lidt, og så kom paranoiaen. Hvis nogen så mig i den hytte, ville jeg være til grin. Der var madrester overalt, jeg var usoigneret, og jeg snakkede med mig selv. Og hvordan kunne jeg egentlig vide, om nogen holdt øje med mig?«.
Besat af sin stalker
I en tilstand mellem drømme og virkelighed dukkede Ben Bridwells muse op. En stalker, der observerede alt, hvad den langskæggede hyttemand foretog sig.
»Jeg drak ikke, men det var en rus. Lige så stille begyndte jeg at identificere mig med min stalker, og så kunne jeg skrive musik. Faktisk er de fleste af sangene oprindeligt skrevet fra stalkerens synspunkt«, fortæller Ben Bridwell.
I sagens natur vidste han ikke, hvordan stalkeren så ud, men han blev hurtigt besat af tanken. Hvad driver en stalker? Hvor kommer besættelsen fra? En selvpinende tvangstanke, som bekæmper forløsningen af den længsel, som vel et eller andet sted driver forfølgelsen. Ben Bridwells hjerne kværnede ud af kontrol, men heldigvis viste hans imaginære stalker sig at være bundloyal og drevet af en ekstrem længsel.
