Da jeg stod i foyeren inden koncerten med Sufjan Stevens, oplevede jeg et af disse små øjeblikke af ubegrundet glæde, der kan strejfe en som en uventet nådegave.
Efter koncerten var jeg i tvivl. Var dette løft i brystkassen nu også virkelig ubegrundet? Eller var glæden smuttet igennem et ormehul i tidens forhæng som et forvarsel om aftenens koncert?































