Chaz Bundick har det ikke godt. Han virker utilpas. »Heheheehee«, fniser han nervøst. Lader et par sekunders tavshed snegle sig pinefuldt af sted. »Det er virkelig svært at beskrive«, siger han så, »altså, du ved ... popmusik ... og nogle gange electronica ... eller ... du ved det jo nok ... pokkers, jeg ved det ikke ... det er svært at forklare«. Nervøs bannerfører Han holder en pause. Og afslutter sit svar på spørgsmålet om, hvordan han vil beskrive musikgenren chillwave, som han bliver beskrevet som bannerfører for, med endnu et nervøst fnis. Det er tydeligt, at han helst bare vil ud af røret, væk fra sin ende af den skrattende skypeforbindelse og interviewet med IBYEN. Man skulle ellers tro, at Chaz Bundick havde vænnet sig til at snakke om sig selv og sin musik.
LÆS OGSÅ Mere chillwave lover godt for sommerfesten
Amerikaneren, der laver musik under navnet Toro y Moi, bliver sammen med bands som Neon Indian og Washed Out fremhævet som et af de bedste eksempler på den uhyre hypede genre chillwave, som de seneste to år har givet verdens indiellectuals en anledning til at snakke begejstret om endnu en ny genre, som almindelige mennesker ikke forstår. Men Chaz Bundic har ikke rigtig noget at sige om chillwave. Og havde han det, ville han ikke sige det alligevel. Så ville han skrive det i en sang. Efter at den 24-årige musiker har grinet nervøst, stammet og øh’et sig gennem 25 minutter af det 40 minutter lange interview, når han endelig frem til, hvorfor han har så svært ved at lade sig interviewe. Solskin og nostalgi »Det er altid nemmere for mig at sige, hvordan jeg har det, i en sangtekst end til et andet menneske. Det er ikke sådan, at jeg ikke er fysisk i stand til at tale med andre mennesker, men det er nemmere at være oprigtig i sangtekster. Det er også derfor, mine tekster er så personlige og handler om mine forhold til venner og kærester. Det er en måde at få det ud på«, siger han. Chillwavegenren opstod i USA i 2009 og er kendetegnet ved masser af loops, samplings, vokaler, der fremstår støvede og lettere forvrængede, elektroniske effekter, enkle melodier og en nostalgisk lyd. Den amerikanske blogger Hipsterrunoff fandt på navnet og beskrev genren som »lyden af noget, der blev spillet i baggrunden af et gammelt VHS-bånd fra slutningen af 1980’erne«.
