Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rolig. »Jeg bliver dum, når jeg drikker. Det kommer alt sammen af at være usikker, ikke bare usikker, men sådan rigtig fucking usikker. Jeg er stadig en idiot, en total narrøv. Jeg kommer meget let op at køre og bliver vildt hidsig, når jeg er fuld. Det er derfor, medierne hører om det. Men i øjeblikket går det godt, jeg er meget mere rolig. I aftes var jeg for eksempel skidefuld, uden at der skete noget ved det«. Sådan sagde Amy Winehouse, da Politiken interviewede hende i Berlin i 2006. Her ses hun på scenen i Parken i København året efter.
Foto: Linda Johansen

Rolig. »Jeg bliver dum, når jeg drikker. Det kommer alt sammen af at være usikker, ikke bare usikker, men sådan rigtig fucking usikker. Jeg er stadig en idiot, en total narrøv. Jeg kommer meget let op at køre og bliver vildt hidsig, når jeg er fuld. Det er derfor, medierne hører om det. Men i øjeblikket går det godt, jeg er meget mere rolig. I aftes var jeg for eksempel skidefuld, uden at der skete noget ved det«. Sådan sagde Amy Winehouse, da Politiken interviewede hende i Berlin i 2006. Her ses hun på scenen i Parken i København året efter.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Erik Jensen: Verdens måske længste druktur er slut

Amy Winehouse forvandlede sig fra lysende musikalsk håb til total tragedie. Politikens musikredaktør mødte hende i 2006.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hun havde lige fået serveret en kop te og kastet sine fødder i et par slidte gummisko op på det lave sofabord mellem os. Pludselig stillede Amy Winehouse ivrigt koppen fra sig og lænede sig frem i stolen.

»Vil du se dem? Jeg har mange flere«, spurgte hun.

Inden jeg nåede at svare, flåede hun sin bluse over hovedet og sad tilbage i bar overkrop, bortset fra en sort bh. Stolt udpegede hun hver enkelt tatovering på sin slanke, unge krop og fortalte, hvad de betød for hende.

Særligt en af hendes idol, en livskraftig tante i fuld figur, blev fremhævet.

»Hun var en sej dame, min tante. Hun havde masser af mænd og var helt ligeglad med, hvad folk tænkte om hende. Sådan vil jeg også gerne være«, erklærede Amy Winehouse.

Britney Spears, Lindsay Lohan og Paris Hilton blev medsøstre yderst i overhalingsbanen uden at have skyggen af Amy Winehouses talent

SE BILLEDSERIE

Uden for vinduerne på det store hotel Park Inn på Alexanderplatz i Berlin væltede sneen ned over den isnende kolde storby. Det var vinteren 2006, og Amy Winehouse var lige på nippet til det helt store gennembrud med sit andet album, ’Back To Black’.

Hele dagen havde jeg gået rundt i Berlins forfrosne gader med albummet i ørerne på min iPod og skiftevis varmet mig ved og undret mig over denne stilsikre, modne og vedkommende opdatering af soul og jazz.

Det lød, som om Amy Winehouse stod på de spinkle skuldre af Billie Holiday og sang de både sorte og storswingende sange om en trøstesløs verden af svigt og smerte.

Særegen og skrøbelig
Formfuldendte sange som ’Back To Black’, ’You Know I’m No Good’, ’Tears Dry On Their Own’, ’Love Is A Losing Game’, ’Wake Up Alone’ og de foruroligende ’Addicted’ og ’Rehab’ bugtede sig ind under huden på en hel verden.

Sunget som de var med saftspændt, ungdommelig styrke og med en efterklang af levet liv og en dyb, instinktiv fornemmelse for, hvor galt det kan gå. En helt igennem overrumplende selvsikkerhed, viden og formidling af menneskelig katastrofe fra så ungt et menneske.

Uden at ane det stod den unge sangerinde med den sjældne indsigt i menneskelige faldgruber selv på kanten af det store styrt.

»Jeg kan ikke så godt tillade mig at være udmattet allerede nu, kan jeg vel?«, spurgte hun, dødtræt, allerede dengang.

Hvor hun var på toppen af den korte karriere, der lige siden har formet sig som en lang, ekstremt veldokumenteret nedtur frem mod hendes ulykkelige død i hendes lejlighed i Camden i London lørdag eftermiddag.



Et sørgeligt ventet dødsfald, fordi hele verden har kunnet følge Amy Winehouses chokerende færd mod den ekstreme selvdestruktion gennem deroutens trofaste følgesvend, medierne.



Alt det var både Amy Winehouse og jeg lykkeligt uvidende om den eftermiddag på hotellet i Berlin, hvor en meget direkte, uforfærdet ærlig og ungdommelig sangerinde viste mig sine tatoveringer.

Og samtidig med den både usædvanlige og uventede blottelse viste Amy Winehouse, at hun var både en helt særegen og skrøbelig person.

Der meget let kunne være på vej mod en meget problematisk form for berømmelse.

»Jeg håber virkelig, at der er nogen, som kan passe godt på dig«, tænkte jeg, da jeg forlod hotelværelset med den på en gang fandenivoldske og forvirrede pige med navne, telefonnumre og andre ’notater’ skrevet på arme og hænder.

I et desperat forsøg på at holde kontrol med en hastigt accelererende vej ind i tidens uregerlige og hæslige dyrkelse af celebrity-kulten med dens glamour og nådesløse bagside.

Medlem af Club 27
Ulykkeligvis var der ingen, der tog sig af Amy. I hvert fald ikke godt nok. Derfor fik hun lov til at ende sit livs kulsorte spiral i weekenden.

Og dermed slutte sig til den sortrandede Club 27 af store rockstjerner, som døde i en alder af netop 27 år.

For musikere som Kurt Cobain (1994), Jimi Hendrix (1970), Jim Morrison (1971) og Janis Joplin ( 1970) var dødsfaldene relaterede til et misbrug, efter at de var blevet etablerede og feterede stjerner.

Umiddelbart med alle muligheder åbne, men også med krav, det var umuligt eller umenneskeligt at honorere, og et chok over at drøne rundt i blindgyder i så ung alder, at det er let naturligt at føle sig usårlig.

Tåger af sprut og cigaretrøg
Formentlig var dødsårsagen for Amy Winehouse en blanding af et daglangt, overdrevet misbrugsmiks af ecstasy og alkohol i kombination med svækkelse som følge af en lungesygdom.

Både Amy Winehouse, der talrige gange var i behandling for sit vedholdende, voldsomme misbrug, og hendes familie og venner var mildt sagt advaret.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alligevel mislykkedes alle forsøg på at redde hende fra den altædende selvdestruktion.

Uden at ville det blev hun æresmedlem af de unge party-prinsessers kulørte klub. Britney Spears, Lindsay Lohan og Paris Hilton blev medsøstre yderst i overhalingsbanen uden at have skyggen af Amy Winehouses talent.

De blev foregangskvinder for alle de unge, der havde lyst til at give fingeren til dagligdagens kontrol og forældregenerationens sunde livsstil med grøn salat, sushi og perlende frisk helsevand og bare glemme det i tåger af sprut og tåger bag et slør af cigaretrøg.

Koncerterne blev hurtigt elendige
Ud af destruktionen trådte Amy Winehouses sange.

De potente bomber af sanselighed og liv fra debuten ’Frank’ (2003) og ’Back To Black’, sunget med den dybe, mørke stemme, var overbevisende opdateringer af gamle genrer som jazz, soul og r’n’b.

Ene kvinde formåede Winehouse at trække især soulmusikken op til et gevaldigt comeback og gøre gennembruddet lettere for beslægtede sangerinder med øre for genrens klassiske dyder som briterne Duffy, Corinne Bailey Rae, Joss Stone og Adele samt amerikanske Sharon Jones.



Mens man endnu mest havde opmærksomhed på musikken, etablerede Amy Winehouse sig som en af sin generations væsentligste sangskrivere og sangerinder. Men den omsiggribende tragedie lod ikke vente længe på sig. Allerede ved koncerten i Vega i København i oktober 2007 efterlod hun et skræmmende indtryk.

»De store øjne, der er indrammet af enorme mængder mascara, stirrer tomt ud i luften eller lukkes i. Winehouse er i sin egen verden, og vi er for længst reduceret til mere eller mindre sensationslystne tilskuere til et trist forfald«, skrev overtegnede i koncertanmeldelsen.

Bedre blev det aldrig.

Da Amy Winehouse for nylig efter nogle år med nærmest total inaktivitet forsøgte at gøre comeback på en europaturne med start i Beograd i Jugoslavien, blev en synligt påvirket sangerinde buhet ud.

Man kan undre sig over, at den stadigt mere usikre og spinkle sangerinde absolut skulle stables op på en scene, når det nu var så tydeligt, at koncerterne ikke fungerede og tilsyneladende skræmte hende ind i yderligere misbrug.

Druk og depression

Turneen blev aflyst, og Winehouse kunne returnere til London og de sidste uger af sit liv med endnu en omgang heftigt misbrug, vekslende med sporadiske forsøg på afvænning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Endnu en gang ramt af den ulykkelige kærlighed, der åbenbart var umulig for hende at overvinde. Især hendes korte og turbulente ægteskab med en anden misbruger, Blake Fielder-Civil, satte sit præg på hendes liv. Som hun selv sagde allerede i 2006 på hotelværelset i Berlin: »Der er sket meget i mit liv. Min første seriøse kæreste, Chris, ville jeg give alt, men han kunne ikke tage imod det. Det var den frustration, jeg skrev min første plade på. Min anden kæreste, Blake, fik nærmest et moderligt instinkt op i mig. Jeg mødte ham en dag, så, at her var en, som havde brug for, at nogen behandlede ham godt, og jeg puttede ham nærmest bogstaveligt talt ned i min taske og tog ham med hjem. Men desværre kom jeg så senere til at være ham utro, og det handler den nye plade om«.



LÆS OGSÅ Med en naiv åbenhed og en skævvredet indsigt talte Amy Winehouse om sit liv og sine kærester, som om hun sad og sludrede med en veninde på pubben. Inden jeg kunne nå at advare hende om den stil, fortalte hun om baggrunden for hittet ’Rehab’. »Min far og mit pladeselskab ville have mig på afvænning. Men det var simpelthen for dumt. På klinikken sagde de, at mit druk var symptom på en depression. Jeg sagde: »Ja, selvfølgelig, jeg drak, blev deprimeret, og så drak jeg endnu mere«. Men jeg er ikke alkoholiker. Jeg kan bare godt lide sange, man kan synge ned i en flaske whisky«. Hvorfor?»Fordi jeg ikke havde andet at lave. Eller kunne finde ud af noget. Hvis man vil skrive en virkelig ulykkelig sang, er alkohol en glimrende inspirationskilde, som også lægger lidt afstand til begivenhederne. Men alkohol har vel egentlig ikke lært mig andet, end at jeg er en ret dum person. Heldigvis er jeg ikke en person, der har det med at fortryde«. At sidde i en taxa Sagde hun dengang. Nu er det under alle omstændigheder for sent at fortryde. Vi kan kun håbe på, at Amy Winehouse undervejs i ødelæggelsen af sig selv var i stand til at nyde sin »fest«. At musikken vil stå stærkere end skandalerne og nedturen i hendes eftermæle, og sidst, men ikke mindst, at denne dragende kunstners triste skæbne vil stå som en advarsel mod hæmningsløs dyrkelse af såvel den uhæmmede rus som berømmelsen. For mig vil det smukkeste minde om Amy Winehouse altid være, da hun i sofaen på hotellet i Berlin fortalte om en af gode ting ved at tjene lidt penge. »Min far er taxachauffør, men jeg har aldrig selv haft råd til at køre i taxa. Det har jeg fået nu. Og det har forandret mit syn på den by, jeg er vokset op i og bor i. Det bedste, jeg ved, er at tage en taxa hjem fra byen med mine venner og bare læne mig tilbage i sædet for at kigge ud og op på London. Husene, gaderne, himlen over dem. Det får helt nye dimensioner på bagsædet af en taxa og er det smukkeste, jeg ved«.














Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden