Lisa Ekdahl ligner i sin væne, blonde skrøbelighed stadig så meget den lillepigede trubadur, der slog igennem ud af intet i 1994, at det er svært at fatte, at hun nu fylder 40.
Men skinnet har altid bedraget, når det gælder Lisa Ekdahl. Det kan godt være, hun lignede og lød som enhver guitarspillelærers betagende drøm, da hun takket være sin egen sang ’Vem vet?’ fra den ene dag til den næste solgte hen ved en halv million eksemplarer af sit debutalbum, men fra begyndelsen var hendes sange ikke kun Laura Ashley-designede poesibogsblade.






























