Lady Gaga brød sammen under MTV-prisfest

Reprise. Ligesom sidste år blev Lady Gaga den store vinder ved MTV Europe Music Awards, der i år blev afviklet i Belfast. Fire priser blev det til.
Reprise. Ligesom sidste år blev Lady Gaga den store vinder ved MTV Europe Music Awards, der i år blev afviklet i Belfast. Fire priser blev det til.
Lyt til artiklen

Hun burde efterhånden være vant til at tackle prisuddelinger, som hun oftest forlader med favnen fuld af trofæer.

Men tidens største musikikon, Lady Gaga, kan åbenbart stadig bevæges. Da hun i aftes modtog prisen for bedste sang ('Born This Way') ved MTV Europe Music Awards, kunne hun ikke holde tårerne tilbage.

Eller sådan så det i hvert fald ud, for Gaga var iført en kæmpemæssig, tubalignende guldhat, der dækkede det meste af hendes ansigt. Den grådkvalte stemme kunne dog ikke kamufleres.

»Jeg vidste, at den her sang var noget helt specielt, da jeg skrev den, og jeg anede slet ikke, hvor meget I alle sammen ville betyde for mig, da jeg begyndte min karriere«, sagde Lady'en med klar adresse til fanbasen, hendes Little Monsters.

LÆS OGSÅ Lady Gaga er verdens mest magtfulde kendis

Forudsigeligt nok vandt Gaga også i kategorien bedste fans samt bedste kvindelige kunstner og bedste video ('Born This Way').

Bieber: I did not have sex with that woman

Pussenussedrengen Justin Bieber satte også sit præg på prisfesten, der i år blev afviklet i Odyssey-arenaen i nordirske Belfast.

Bieber vandt priserne som bedste mandlige kunstner og bedste popkunstner. Da han modtog popprisen, takkede han sine fans, de såkaldte Beliebers, fordi de ikke tror på, alt det »lort, der står på internettet«.

Her hentydede han formentlig til en af tidens største tabloidhistorier: At Bieber skulle have været kæresten utro med en fan, som angiveligt blev gravid, og nu gladeligt viser elskovsbarnet frem.

Afvisningen af den historie glædede uden tvivl aftenens vært, Selena Gomez, alias Biebers kæreste.

LÆS OGSÅ Teenageidoler foreviges i pornografisk bronzefigur

To priser blev det også til for Bruno Mars, nemlig for bedste nye kunstner og bedste 'Push Act' - to kategorier, der dækker over nogenlunde det samme.

Andre prisvindere: Eminem (bedste hiphop-kunstner), 30 Seconds to Mars (bedste alternative band), Linkin Park (bedste rockband), Katy Perry (bedste livenavn) og Queen (pris for at være globalt ikon).

FACEBOOK

Tommy Grøn

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her