Dansk band: »Vi laver dum musik for dumme mennesker«

Red Warszawa fandt ud af, hvad de syntes var sjovt i gymnasietiden. Og det synes de stadig.
Red Warszawa fandt ud af, hvad de syntes var sjovt i gymnasietiden. Og det synes de stadig.
Lyt til artiklen

Hvis man som musikelsker går til rockkoncert og forventer inderlighed, kulturel udfordring og store følelser afleveret med musikalsk seriøsitet, så skal man holde sig langt fra Loppen på lørdag. Men hvis man lige står og savner en anledning til at headbange, synge med på et omkvæd, der rimer på lort, og – måske – onanere på scenen, skal man fluks købe en billet til Red Warszawas koncert ’Temauge om lim’. For når Red Warszawas bandmedlemmer er sammen, findes der ingen anden verden end deres egen af episke drukture, klam sex og tarvelige lokaliteter som Aldi eller Løgstør trafikknudepunkt. Og den verden har rigtig mange publikummer gennem tiden været en del af. Derfor er det også umuligt at få Red Warszawa til at sige noget om, hvad de egentlig laver til daglig. Direkte adspurgt får man blot en historie som: »Vi optræder som mandlige mongolske strippere på Bellahøj Bodega«. Eller: »Da jeg var lille, drømte jeg om at bo i Bellahøj, have en stor hund og stå på min terrasse og drikke guldbajere«. Bellahøj At Bellahøj ofte kommer op, skyldes måske, at det ikke ligger så langt fra Red Warszawas øvelokale i en baggård i det dybe Nordvest. Der lugter stærkt af lim, der står stabler med ølkasser, og der er ingen stole, så vi sætter os på et par af kasserne.

IBYEN er taget herud for at møde forsangeren Jens Mondrup og guitaristen Henning Nymand, som byder på Underberg og Kongemandler. LÆS OGSÅHiphop-røvhuller takker af med »kællinger, våben og stoffer« Det er lidt ligesom at træde ind i en teltlejr af tyveårige, som har været sammen i ugevis på Roskilde Festivalen og derfor har udviklet deres helt egen boble. Men ’Heavy Henning’ og ’lækre’ Jens er en del ældre end de 20, og de har været sammen rigtig længe. Jens åbner en lunken øl og fortæller: »Næste år har vi vist sølvbryllup. Men vi kan ikke huske, om det var i ’87 eller ’88, vi dannede bandet, så vi bliver nødt til holde sølvbryllup to gange«. Fuldstændigt stillestående Det er cirka lige så lang tid, som DAD har eksisteret. Men hvor andre rockbands, der holder så længe, trods alt udvikler sig – gerne mod det mere populære – så er der stort set ingen udvikling at spore på de ni Red Warszawa-album, som de har udsendt siden cd-debuten ’Hævi mætal og hass’ fra 1996. Bandet har dog ikke været lige aktivt i alle årene, og en af bandets mange myter om sig selv er, at de to gange har smidt Jens ud for at synge for dårligt. Men Henning Nymand har været med hele vejen. Han understreger, at bandet altid har været fuldstændig stillestående. Det handler stadig om det samme, som det gjorde i starten på Borupgård Amtsgymnasium i Ballerup vest for København: At tage sin mors tøj på, drikke sig plørestiv og lave rim som »min pik den er så lang som Brøndby Strand«. »Man skal jo ikke ændre sig, så falder ens fans jo bare fra«, forklarer Henning. Det store spørgsmål er, om bandet selv synes, det stadig er sjovt, når de i morgen på Loppen spiller endnu en koncert, som Henning håber på vil udarte til »groteske onaniscener«. Anekdoter om litteratur Jens siger: »Det er HERRESJOVT. Vi har jo det hemmelige våben, at vi drikker os knaldstive«. Jeg nipper til min Underberg, og vi taler om deres musikalske inspiration i tidlig 80’er-metal som Accept og Iron Maiden. Jeg nævner punkrockeren GG Allin, der var kendt for at smide lort efter publikum, og får et mindre bifald. På et tidspunkt får jeg også Jens til at indrømme, at han engang har læst en bog. Men det må jeg endelig ikke skrive, beder han og griner højt. Der bliver i det hele taget grinet en del i øvelokalet. Især af det uendelige lager af anekdoter, som bandet har samlet sammen gennem årene. »En gang på The Rock var der for eksempel den her fyr, som tog alt tøjet af og væltede rundt på scenen. Senere stod han oppe i garderoben og kunne ikke finde sit tøj?! Og så kunne man se, at hans røvballer var vokset sammen. Det var det ulækreste, jeg nogensinde har set«, fortæller Henning med begejstring. Dum musikOplever publikum, at det er lige så sjovt, som I selv synes? Jens svarer ved at råbe: »Vi laver er dum musik for dumme mennesker. Til vores koncerter får folk lov til opføre sig dumt og drikke sig pattevisne«. Han fortsætter og beskriver Red Warszawa som en overtryksventil: »Der er ikke mange andre koncerter, hvor man kan opføre sig så grotesk, som man nu engang gør til et show med Red Warszawa«. 170 fans har allerede købt billet til showet i morgen. Fans, der med garanti får et tiltrængt frirum fra tidens øvrige presserende krav om at være klog, smart og med på noderne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her