»Jeg er mere end 30 nu, velkommen til Nik & Jay-show«. Nik spreder armene ud til siden og træder et skridt tilbage på et tykt gulvtæppe. Ved siden af ham nikker makkeren Jay i takt med en sort hættetrøje oppe om ørerne og sorte læderbukser stukket ned i basketskoene. Rundt om dem står fire musikere. En spiller på en stor upright bas, en anden klimprer på et lillebitte fingerklaver, mens rytmen bliver slået an på en trækasse. Et stort mørkt rum omgiver de seks mand på scenen, der er opslugt af deres øvesession. Der er ingen dunkende beats. Intet »lækker-lækker«, »boing-boing« eller »hot-hot«-kor. Ingen fængende produktioner eller lækre dansepiger. Det er Nik & Jay i version 2011 på den absolut nedbarberede måde. LÆS KONCERTANMELDELSENik & Jay i strømpebukser rystede Koncerthuset Vi er i Københavns Nordvestkvarter. Derude hvor bygningerne er slidte, og der engang lå en rockerborg. I et musikstudie er Nik & Jay i gang med at omarrangere og indøve deres store bagkatalog fra de sidste ti års lydtæppe af radiopop. De skal afholde tre ambitiøse koncerter i en af landets helligste musikhaller, DR’s koncertsal. For at tilpasse sig det amfiteaterlignende rum og den stemning, et rum fuld af blankt træ og akustik i verdensklasse forpligter til, skruer Nik & Jay ned for blusset. Set-listen lyder på over 30 numre, og koncerten skal leveres i tre ’akter’ som en helaftensforestilling. Først 40 minutter med nedtonede ballader, hvor fire strygere er hyret ind til at ledsage de rolige numre. Efter pausen kommer der lidt mere tempo på, og i tredje halvleg omdanner Nik & Jay foyeren til en klubscene med en række af deres største partyhits. Fanatiske med kroppen Her to uger inden den første koncert er programmet endnu ikke fastlagt, og det er tydeligt, at Nik & Jay er på udebane. Og kan lide det. »Vi skal lave lektier i meget høj grad. Det bliver en lyttekoncert på en måde, vi slet ikke er vant til. Folk sidder ned. Jeg synger. Jay synger. Og vi aner ikke, hvad vi laver, men det må briste eller bære«, siger Nik, alias Niclas Genkel Petersen. Jay, hvis fulde navn er Jannik Brandt Thomsen, tager ordet: »Det er meget mere farligt for os at synge end at rappe, som vi plejer. Jeg har altid vidst, at jeg ikke har en stor stemme, men til gengæld synger jeg med hjertet, så folk kan høre, at jeg mener det. Men når man står foran et live band, og det hele er barberet ned uden backing track eller kor, er man rimelig eksponeret og nøgen«. Det er nye toner fra popmusikerne fra Værløse, som brugte 00’erne til at ekspandere, holde fest og fortælle, hvor fede de var, hvor mange penge de tjente, og hvor mange piger der var vilde med dem. Nu prøver de noget nyt. »Vi ved godt, at det her ikke er vores stærkeste felt, men vi har lyst til det. Vi har lyst til at prøve det, og det betyder meget for os. Vi vil gerne derhen, hvor vi flytter os«, siger Nik. LÆS OGSÅNik og Jay inviterer til landsdækkende halbal Han hælder løs gun powder-te fra et lille brev fra bukselommen op i et glas. Havde vi mødtes under andre omstændigheder, kunne man have forvekslet pulverbrevet med en mere rock’n’roll-agtig opfrisker. Men det er altså fintmalet grøn te for feinschmeckere. På et langt bord i øvelokalet står forladt takeaway. Ikke pizza, burgere eller hvad man nu kunne forestille sig af fedtet hurtigmad, men fornuftige salatbakker med kyllingestykker, hummus, bulgur og masser af kildevand. Nik & Jay er blevet nærmest fanatiske med deres kroppe. De træner hver dag, har droppet sukker, brød og så videre. Det har banket de to fyres fedtprocent helt i bund, samtidig med at de har hevet og løftet sig til imponerende muskler. Hvorfor er det vigtigt? Det er vigtigt, fordi træningen, kuren, kroppen og omhuen i det har været Nik & Jays vej ud af den krise, der ramte som et godstogn på afveje, da finanskrisen buldrede hen over dem i 2008. Og tømmermændene, angsten, misbruget og afmagten tog over. Lyden af et opsving Der er sket nogle afgørende skift i 31-årige Nik og 30-årige Jays liv. Skift som har sat sig i musikken og i deres fjerde album, ’Engle eller dæmoner’, der har et halvt år på bagen og har solgt over 50.000 eksemplarer. Hvis man har fulgt de to musikeres karriere, ved man, at de sammen med deres producere, Jon & Jules, har fremavlet en helt særlig Nik & Jay-lyd. Lyden af et opsving, de gode tider. Friværdi og forbrugslån. Champagne og VIP-fester. Nik & Jay lavede lyden til de år, 00’erne, hvor det hele bare skulle være større, vildere, hurtigere, dyrere og flottere. Informations lederskribent Rune Lykkeberg formulerede det sådan her i en analyse for tre år siden, hvor han sammenkædede samfundsudviklingen med Nik & Jays tekster: »Det mest karakteristiske ved sangene var måske skamløsheden. De sang om sig selv uden at skamme sig over det. De fejrede sig selv og dyrkede deres egen succes uden protestantiske fornemmelser for skyld eller venstreorienterede anfægtelser over forbrugskulturen. Det var nydelse uden dårlig samvittighed og fornøjelser helt uden omkostninger. Det var slet ikke nødvendigt med metaforer. Lykken ved at bære bestemte logoer blev beskrevet direkte. Seksuelle seancer blev gengivet bogstaveligt, og de andres beundrende blikke refereredes som selvfølgelige momenter i en selvfejringskult«. Nik & Jay blev ganske uventet det største popfænomen i nyere dansk musikhistorie. Deres plader solgte langt over 100.000 hver gang. De spillede overalt, hvor man kunne komme til det i det ganske land, på festivaler, til Grøn Koncert, i kongrescentre, på plænen i Tivoli.
»Vi er i en situation, hvor vi godt kan finde på at sige nej til et job til 200.000 for 20 minutter«, udtalte Jay til B.T. i 2007. Nik & Jay brød alle jantelovens paragraffer og kørte rundt i hver sin Jaguar. De blev spillet på landets natklubber og de kommercielle radiostationer og var folkekære på en måde, som det ikke var set siden Kim Schumacher. Altid sjove at se på, i skrigfarver, store hatte, pels og bar mave, overdimensioneret hiphoptøj og solbriller på indenfor. Med den der ukuelige tro på egne evner og værd, som kendetegner en vinder. Og så blev det mandag morgen Skiftet kom i 2008, da finanskrisen ramte, hvor det gjorde nas herhjemme: på det oppustede boligmarked. Boblen sprang, netop som Nik & Jay havde investeret en masse penge i at købe en nedlagt skole på Vesterbro og indrettet luksuslejligheder på de mange kvadratmeter.
