Der var længe et mediebillede af Rasmus Nøhr som det lidt for runde krammedyr, der ikke overholdt de gængse atletiske idolmål, men kompenserede for det ved at skrive naive, elskelige sange om det at elske og ikke blive elsket nok tilbage. I dag fylder sangeren og sangskriveren 40 år, og billedet har vist sig ikke at holde til den virkelighed, nørrebrodrengen altid har befundet sig lige midt i. Hans fjerde album, ’Fra kæreste til grin’, handlede i 2010 om at blive forsmået og forladt, om troskab og mangel på samme, og viste, at nok råder Nøhr ikke over uanede melodiske ressourcer, men han kan synge sig ind til der, hvor det ikke kun gør ondt på ham selv.
LÆS OGSÅ Rasmus Nøhr: »Vodkasauna er lige mig«
Sådan forholdt det sig faktisk allerede fra de første plader i 2004 og 2006, men (lalle)glade landeplager som ’Det glade pizzabud’, ’Kysse under stjernerne’ og ’Sommer i Europa’ overdøvede de bevægende sange om bl.a. sangerens afdøde far.
Og Nøhr tillod sig en sprogbrug, der er sjælden i pop, hvor det ikke er hver dag, natteravne flyver på hjemves vinger. Andre gange lød han, som hvis Steen Kaaløs debutdigte, ’Med hud og hår’, var blevet tonesat.
