Musikhistorien er fuld af dem. Umage par, der på tværs af både genrer, alder og fornuft trodser al logik og finder sammen i nye musikalske konstellationer.
Tænk bare på dengang, Nick Cave inviterede popprinsessen Kylie Minogue på visit i sin dødsballade 'Where The Wild Roses Grow'. Eller da Aerosmith slog de labert lasede pjalter sammen med hiphopperne Run DMC i videoen til 80'er-hittet 'Walk This Way'. Et hjemligt eksempel slog rod i efteråret 2011, da det elektroniske poporkester When Saints Go Machine kontaktede den danske sanger Xander på det sociale medie Twitter, fordi de godt kunne tænke sig at bytte sange. Nysgerrige I dag sidder de så side om side i en stor sofa hos When Saints Go Machines pladeselskab. Den 23-årige popsanger Alexander Theo Linnet, der under aliasset Xander debuterede med albummet 'Over skyer, under vand' sidste år, og den lidt ældre forsanger i When Saints Go Machine, Nikolaj Vonsild, der sammen med resten af bandet for nylig fik den prestigefulde P3 Pris og 100.000 kroner for deres eksperimenterende elektroniske popmusik.




























