Fra den 30. maj til 2. juni i år løb den 20. udgave af Skive Festival af stablen med navne som Robyn og Linkin Park øverst på plakaten. Festivalen solgte cirka 17.000 billetter, og selvom festivalarrangør Knud Bjerre i første omgang oplyste til GAFFA, at økonomien 'så fornuftig ud', så viser en nærmere opgørelse, at festivalen kommer ud med et underskud så stort, at den beder sine kreditorer om henstand med betaling. Det oplyser formand Henrik Kirketerp-Møller i et brev til festivalens kreditorer.
LÆS OGSÅ Danske sværvægtere spiller på jysk festival
Henrik Kirketerp-Møller skriver, at underskuddet skyldes et manglende billetsalg i maj - kun 300 solgte billetter i maj, hvilket er cirka 1500 mindre end i maj måned de sidste fire år - kombineret med en mindre omsætning på festivalpladsen, muligvis grundet det kolde og blæsende vejr. Han skriver desuden blandt andet følgende:
Stopper betalingen »Da der, som det ser ud nu, ikke er penge til at betale alle kreditorer, herunder beklageligvis jeres tilgodehavende, så bliver ingen regninger betalt, indtil der er en afklaring. Dette sker for at behandle og stille alle kreditorer lige. Derfor er vi desværre nødt til til at anmode om henstand med betaling af jeres tilgodehavende, indtil der ligger en afklaring.«




























