1983 »Gimme gimme« og »don't worry« er sjovt at sige, så de ord havde Tim Stahl og John Guldberg klistret op i en slags ordkollage ude på toilettet i deres baggårdsstudie.
En solrig lørdag i 1982 skulle de ord sammen med fire akkorder vokse til Laid Backs ørehængende sommerhit 'Sunshine Reggae', der stadig kan henføre enhver regntræt dansker til strand, varme himmelstrøg og tilbagelænet stemning.
Fremtidens synthesizermusik
I 22 lande gik nummeret til tops på hitlisterne. Det er det, der sker, når det tredje bandmedlem i forløberen Starbox ikke møder op, så de to andre selv finder på noget ved at vise, hvordan fremtidens synthesizermusik skal skæres.
I USA var det dog ikke 'Sunshine Reggae', der løb med opmærksomheden, men derimod b-siden: 'White Horse'. Den blev nummer 1 på den amerikanske dance-hitliste.
LÆS OGSÅVenstre opgiver kampen: Betaler 100.000 kr. for 'Sunshine Reggae'
Alligevel bad pladeselskabet Laid Back om at blive væk. »Folk tror, I er sorte«, forklarede de. Tim Stahl og John Guldberg valgte at tage det som en kompliment. Men selv i dag kan man støde på den misforståelse, at det er reggaekongen Bob Marley, der står bag hittet.
Alle tiders bedste sommerhit
Nummeret har snart 30 års patina, men danskerne flokkes stadig om det: Da Laid Back sidste år spillede til Distortion skabte det tumultagtige tilstande i de smalle gader i Indre By, og i maj kårede P3's lyttere 'Sunshine Reggae' til alle tiders bedste sommerhit.
Nummeret er blevet remikset et utal af gange, mest succesfuldt af Funkstar Deluxe. Mindre succesfuldt var det for partiet Venstre, da det brugte sangen i en valgvideo til det seneste kommunalvalg uden at have fået lov. For det måtte de bøde 100.000 kroner og betale sagens omkostninger.
Triplealbum på vej
Tim Stahl og John Guldberg møder stadig op i studiet hver dag. De har fundet materialet fra 80'erne frem, opdateret det en smule og udsendte i maj minialbummet 'Cosyland', hvor hovedsinglen ifølge deres Facebook hitter på en radiostation i Alaska.
LÆS OGSÅ V-kampagne misbrugte 'Sunshine Reggae'
Rygtet siger, at et triplealbum er på vej næste år. Laid Back spiller på chill-out-festivalen Stella Polaris i Odense, Aalborg, Aarhus og København 2.-5. august.
fortsæt med at læse




























