Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Studietid. John Guldberg (tv.) og Tim Stahl, tilsammen Laid Back, i deres studie på Vesterbro i København. Foto: Peter Hove Olesen

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Henslængte popstjerner har kørt et 35 år langt og roligt parløb

Laid Back er en af dansk musiks største eksportsucceser.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er lavt til loftet i det lille københavnske baghus. En skrå trappe fører op til kvisten, hvor Tim Stahl står klar på gesimsen og tager imod.

»John er ikke kommet«, siger han som det første, lettere undskyldende.

»Nå, nå«, svarer jeg. Vi når det nok. Og går indenfor i Laid Backs berømte studie på Vesterbrogade i København.

Det er dette studie, som de har delt alle de 35 år, de har været en duo. Disse rum har været rammen omkring al deres musik gennem årene. Hundredvis af spolebånd, kassettebånd, dat-bånd, discs og mp3-filer. Skiftende musikformater og massevis af overspilninger, ja, endda bånd der er blevet bagt i ovnen for at hive gammel, glemt musik frem af gemmerne.

Faktisk optræder studiet, de fysiske rammer, i samtlige interview, Laid Back nogensinde har givet. Som en tavs tredje partner i bandet åbner det bugen og lukker med et par års mellemrum en ny spørgelysten journalist indenfor i sit indre.

Tiden er gået i stå Som gæst hos Laid Back, og hos studiet, studser man over, så stille her er. Væk er trafikken og hovedstadens støj. Der er helt tyst.

Tiden er gået i stå her, et sted omkring udgangen af 1980'erne. Det var sådan, det skulle være.

»John må være lige på trapperne nu«, siger Tim Stahl og slår blikket ned.

Han er tydeligvis lidt beklemt ved situationen, da den nysgerrige journalist går rundt og glor på falmede 'Støt Christiania'-plakater, støvede instrumenter, en reol med spolebånd, sangtekster klistret op på stolperne og grønne potteplanter, der holder dagslyset ude.

Der er røget mange smøger i de her rum. I luften svæver små støvpartikler og flimrer roligt rundt i rummet.

Hjertet i foretagendet er en slidt gammel grøn veloursofa. Den har lagt betræk til lidt af hvert. Men det var her, sommerhittet over alle sommerhits, 'Sunshine Reggae', blev jammet frem en solrig lørdag eftermiddag i 1982 over ordene gimme gimme og don't worry.

»Hej-heeej«, siger John Guldberg og træder ind ad døren med sorte Ray-Ban-solbriller på.

Han er kun kommet et sted mellem 2 og 5 minutter for sent, men Tim Stahl ånder lettet op. Så er alt godt igen. Vi kan gå i gang. De siamesiske tvillinger er samlet igen.

Vand til vin
»Vi har prøvet at indspille i New York, London og Tyskland, men har fundet ud af, at vi bliver sgu ikke bedre af det. Vi er fedest her«, griner John Guldberg, da jeg spørger til deres trofasthed over for studiet.

Hver formiddag møder de to ind som alle andre 9-4-kontornussere. Natteroderiet er de vokset fra. De spiller sig gennem dagen i stedet. De jammer, som de siger. De jammer, og der kan sagtens gå timer, uden at der bliver sagt et ord.

De to har nemlig et ordløst sprog imellem sig i musikken og improviserer alt frem og optager så, når de begynder at nærme sig noget.

»Vi taler ikke om det, vi gør. Det ligger ikke til os. Nogle gange, når vi har spillet i flere timer uden at sige noget, så spørger John mig lige pludselig: Hvilken toneart spillede du i? Fordi vi ikke tænker over det tekniske undervejs, men bare spiller«, siger Tim Stahl og skænker postevand til os. I langstilkede vinglas.

Små digte bliver til en sang
John Guldberg tager over. Det er mest ham, der taler på begges vegne.

»Vi giver os selv den frihed, at vi ikke aner, hvad vi laver, men bare jammer. Så kan vi sidde og spille noget instrumental. Og lige pludselig åbner jeg munden og synger. Og jeg ved sgu ikke, hvor teksten kommer fra. Det underbevidste er med. Der er en ubekendt faktor, der spiller sammen med os«.

Teksterne, der kommer frem i musikken, er ofte skrevet af deres gamle ven Arthur Stander.

Små digte, som så en dag dukker op i en sang. Eller også er det bare noget, de selv har gået og filosoferet over, og så får de nogen, der kan noget med ord, til at hjælpe dem med at få dem til at passe senere.

Laid Back er berømte for deres simple, naive og glade sange med linjer som don't worry, don't hurry, take it easy.

Den slags minimalisme deler vandene. Nogle bliver irriteret over repeterende omkvæd som bakerman is baking bread. Andre synes, det er nærmest meditativt i al sin simplicitet.

Det vakte i hvert fald opsigt, da Laid Back kom frem i starten af 80'erne. Det var international popmusik med masser synthesizer og på engelsk. Står udenfor det hele


Ni år har Laid Back brugt på næste kapitel i porteføljen. Albummet 'Uptimistic Music Vol. 1' udkommer på mandag med 10 nye numre.

Til efteråret kommer, efter planen, anden halvdel af dobbeltalbummet. Men man ved aldrig helt med Laid Back og deadlines. De er sådan ret så ... laid back, tilbagelænede i det.

»Vi lever nok rimelig meget i vores egen verden her. Man kan ikke mærke, at de alle sammen ræser rundt derude. Vi ved jo heller ikke rigtig, hvor vi hører til i musikmiljøet og er sådan lidt uden for det hele«, siger Tim Stahl.

Laid Back er naturligvis mest kendt for deres store hits fra 80'erne. Især den dobbelte trojanske hithest 'Sunshine Reggae' og 'White Horse' slog bandets navn fast ved udgivelsen i 1983.

Hvor 'Sunshine Reggae' var glad manana-ferie-stemning, var 'White Horse' beskidt og rå som graffiti på et lokumsbræt. To sider af samme sag dog - for Laid Back har begge sider i sig. Det ene nummer bider fra sig, det næste er sødt og uskyldigt som fregner på en skolepige.

»If you don’t wanna fuck«
Hvor størstedelen af de vestlige lande dengang sang med på sommerhittet 'Sunshine Reggae', så vendte amerikanerne singlepladen om og spillede B-siden med crossover postdisco-nummeret 'White Horse'.

Et nummer, som Prince ifølge legenden skulle være blevet helt forelsket i. Og som med sin tekst: If you wanna ride/ don't ride the white horse i en tid med ganske meget snak om 'the white horse' som slang for heroin fik et kontroversielt ry.

'White Horse' gik nummer 1 på den amerikanske Billboardliste i dance-disco-genren i 1983, hvilket betød, at Laid Backs hit var det mest efterspurgte på de amerikanske diskoteker.



Laid Back selv blev dog bedt om at holde sig væk, da det ellevilde amerikanske publikum troede, der måtte stå en flok cool sorte fyre bag det sexede dansehit. Ordet 'bitch' i teksten chokerede dog i USA.

»Den oprindelige tekst til 'White Horse' var faktisk endnu hårdere. Jeg syntes, den skulle hedde if you don’t wanna fuck, fuck off, men det kunne Tim sgu ikke rigtig lide. Så det blev if you wanna be rich, you got to be a bitch, siger Guldberg.

'White Horse' er siden, især af urban- og hiphopartister, blevet elsket og samplet, for eksempel af folk som 2 Live Crew, Den Gale Pose, Monifah, Justin Timberlake og Black Eyed Peas. Ikonisering og gyngetur


De senere år er Laid Back i stor stil blevet genopdaget af en ny musikscene, nemlig den elektroniske.

De er blevet remixet af folk som Trentemøller, Funkstar De Luxe og Soul Clap og har optrådt til chilloutfestivalen Stella Polaris. Det skabte også tumultagtige tilstande, da Laid Back spillede til Distortionfestivalen i de smalle gader i den københavnske Pisserende i 2011.

Derudover udkommer massevis af opsamlingsplader, hvor Laid Back medvirker. Der går faktisk ikke en sommer, uden at 'Sunshine Reggae' optræder på et par 'greatest sommerhits'-udgivelser.

De virker dog selv rimelig upåvirkede af ikoniseringen. Faktisk er det mest bare 'music as usual' for Laid Back.

»Vi er jo bare fortsat med at lave musik. Vi var ude for noget af en gyngetur dengang med vores store hits, og det var sjovt at prøve. Men vi behøver ikke prøve det igen«, griner John Guldberg.

Tim Stahl brummer med. Deres nærmest telepatiske kommunikationsform er fascinerende at betragte for en udefrakommende. Ofte starter Stahl en sætning med et ord, f.eks. 'glasvæv'. Og så fortsætter Guldberg: »Ja, vi fik aldrig sat glasvæv op her i studiet«.

Pladekontrakt i Tyskland
Det er et gammelt partnerskab, hvor samlivet naturligvis har haft bump undervejs på de 35 år. Men hvor ingen af dem nogensinde har haft lyst til at gå fra hinanden eller prøve med en ny konstellation.

De mødtes som medlemmer af Starbox Band i 1973, som spillede ret upopulær halvpunkrock. De blev blandt andet pebet ud som opvarmning til en The Kinks-koncert.

Nogle år senere var Stahl og Guldberg så begge hyret ind som studiemusikere til at lave musik for sangeren Jørgen Thomsen, der dog aldrig dukkede op til den aftalte tid. Og så gik de to i gang med at lave musik sammen, hvilket endte i den første Laid Back-sang, 'Walk On'.



Et par år senere fik Laid Back pladekontrakt i Tyskland og skulle udsende deres pladedebut 'Laid Back', som de drømte om at udsende med anonymt brunt papcover, så musikken kunne tale for sig selv.

»Nu må I se at komme op på dupperne og være popstjerner«, lød det fra pladeselskabet. Og coveret endte med, i bedste 80'er-stil, at være en mand, der springer ud i en blå swimmingpool, hvor en kvinde flyder på en luftmadras.

Aldrig drømt om at blive berømte
Men det der med at give den som popstjerner er faktisk noget, som Tim Stahl og John Guldberg aldrig har været særlig gode til. De er begge ret generete og tilbageholdende i det. Måske er de i virkeligheden stadig to studiemusikere uden en frontmand?

Jeg viser dem nogle gamle avisudklip fra dengang, da Laid Back bragede derudad og rejste verden rundt. I artiklen står der en masse om, hvordan de skal smugles ud ad bagdøre på deres hoteller, skrigende teenagere, og hvor mange tv-show de skal optræde i.

På billedet står de to musikere foran Triumfbuen i Paris og laver en thumbs up til fotografen, mens de smiler høfligt.

»Vi har aldrig drømt om at blive berømte. Vi er ikke de typer. Vi har aldrig gjort noget særligt for at komme i rampelyset. Vi er ikke udadvendte som f.eks. Kim Larsen. Vi betragter os mere som studiemusikere. Dem, der sørger for, at lyden er bedst mulig«, sagde Tim Stahl dengang i 1984 til Jyllands-Posten.

John Guldberg griner ad udklippet:

»Det er rigtigt. Hvis man kigger på et billede af det band, vi først var med i, Starbox Band, så ligner alle de andre potentielle stjerner, mens Tim og jeg bare er de generte i baggrunden. Det er sgu uforklarligt, at det var os, der endte på hitlisterne«.

Hunderæd for mikrofonen
De fortæller, at de begge er vokset op med »ret dominerende fædre«, der godt kunne lide at underholde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

John Guldbergs far var jord- og betonarbejder, og når han med et par kammesjukker havde drukket nogle øl, kunne han godt lide at hive mundharpen frem og spille.

Da sønnen som stor dreng begyndte at spille guitar, blev han hevet ind i stuen for at spille med. Om det var den ene eller den anden, der »nossede i det«, vides ikke, men galt gik det dengang, og unge John gik nedslået ud af stuen, mens faren sagde: »Årh, du bliver sgu aldrig til noget«.

Det bed sig fast, også i voksne John Guldberg. For det, faren mente, var, at sønnen ikke havde noget entertainergen. At han lod sig slå ud for hurtigt og ikke var hurtig nok i optrækket til bare at køre videre.



»Jeg fik mit waterloo der. Og tænkte, nå, det har han sgu nok ret i, så vil jeg bare spille guitar i baggrunden. I mange år stak jeg af, hver gang der var en mikrofon. Jeg var simpelthen hunderæd for at sige noget offentligt«.

Også Stahls far elskede at spille og optræde for familien og til private fester.

»Jeg stod meget i skyggen af min far, han kunne ikke give plads. Det var åndssvagt, men sådan var fædre jo dengang. Dominerende. Hvis man ikke lige gjorde, som de sagde, var man en tøsedreng eller en hattenål«, siger Tim Stahl, der husker som dreng at sidde som en »usynlig rytmeboks« nede under farens flygel og spille med på tamburin eller lilletromme.

McCartney-Lennon-stil
Det med ikke at søge rampelyset har forfulgt de to musikere. Der eksisterer for eksempel ikke en biografi om Laid Back, selv om de har solgt millioner af alting. Alene 'Sunshine Reggae' har solgt 20 millioner singler.

Tidligt i Laid Back-samarbejdet erkendte de, at ingen af dem havde albuer eller forsanger-ambitioner, og besluttede at udgive alt under fællessignaturen 'Stahl-Guldberg'.

»I bedste McCartney-Lennon-stil var det lige meget, hvem der gjorde hvad. Det var vores. Om så Tim spillede alle instrumenterne, og jeg måske slet ikke var med på et nummer. Det var overordnet befriende at slippe for diskussioner. Når vi ser andre bands skændes i medierne om, hvem der har skrevet et omkvæd eller en melodi, tænker vi: Hold kæft nogle småbørn!«, siger Guldberg.

Stahl nikker og supplerer:

»Mange af de store bands, vi mødte i 80'erne, mødtes jo kun på scenen. Nogle af dem kunne ikke bo på samme hotel. Og slet ikke på samme etage!«.

Slagsmålet
Der har dog også været kurrer på tråden i Laid Backs karriere, især i de travle år. I årevis rejste de rundt med deres store hits og skulle som regel spille playback, altså skuespil uden egentlig livemusik, til de store europæiske tv-show.

Det var en side af livet som popstjerne som Stahl-Guldberg ikke brød sig om. Og en periode i deres samliv, hvor der blev gået til den med stimulanser og smadrede hotelværelser.

En enkelt aften i Schweiz kulminerede det hele. De følte sig som stumme dukker, der bare skulle nikke og smile til kameraet, men aldrig fik lov at trykke den af.

I stedet lå de to på gulvet på et hotelværelse og tævede løs på hinanden i frustration over de endeløse rækker af interview, tv-show, radiooptrædener, jingleindspilninger og spørgsmål fra teenagemedier som Bravo i genren: Hvad er din livret?



Alt for meget gøgl. Presset og frustrationerne var blevet for store, og i en kæmpe brandert lå de to venner og forsøgte at kvæle hinanden.

»Vi blev skøre i hovedet af det«, siger Tim Stahl.

»Ja, der fløj noget inventar rundt. Vi har jo ikke gjort noget exceptionelt, som man ikke har hørt før. Vi var faktisk de rene spejderdrenge i forhold til folk som The Who og Rolling Stones. Men det er de samme ting i forskellig målestok. Frustrationer over, at man som musiker ikke bare kan få lov at spille musik. At man skal være en omvandrende plakatsøjle og flytte ting, der kan omsættes i penge«, fortæller Guldberg om de år, hvor de ikke kunne finde sig til rette i rollen som nikkedukker. En gaffel i røven


Sideløbende med at Laid Back kravlede op ad hitlisterne, havde Guldberg og Stahl almindelige job herhjemme.

De var voksne mænd over 30 og tog gennembruddet med ophøjet ro. De sagde først deres job på Tuborg og som musiklærer op, da de havde solgt 500.000 singler i Tyskland.

»En dag kom vores manager og sagde: »Tillykke drenge, nu er I sgu millionærer«. Der blev ikke bugseret millioner ind på vores konto, men vi lavede et firma og fik månedsløn. Faktisk har vi fået den samme løn altid, 30.000 kr. om måneden«, siger Guldberg.

Tim Stahl afbryder:

»Nej, vi fik 40.000 om måneden i starten, men så satte vi det ned til 30.000«, griner han.

Pengene kommer fra de gamle hits, så Laid Back har været forskånede for at have »en gaffel i røven«, økonomisk.

Da nedturen kom efter de heftige år – for sådan en kommer der jo altid – var det på mange måder en befrielse.

I slutningen af 80'erne tabte pladebranchen pusten. Og i 1987 ødelagde et skybrud med efterfølgende massiv vandskade hele Laid Backs studie. De stod selv i England og var midt i at optage en musikvideo og kunne intet gøre.

Alt deres udstyr til en værdi af 1,5 millioner kroner røg, og lokalerne skulle gennemrestaureres. Faktisk var der hverken tag eller gulv, kun de rå mure tilbage.

Nedturen
Laid Back var med ét hjemløse, udstyrsløse og derfor også pladekontraktløse. For deres danske selskab på det tidspunkt, Medley, havde skrevet kontrakt om, at de selv stod for studiearbejdet, og derfor blev de droppet.

Der havde også været en vis uenighed omkring, hvor hurtigt Laid Back skulle levere varen, og hvilken retning de skulle tage musikalsk. Så de røg ud.

»Opturen er jo altid sjovest. Men lige pludselig en dag holder ens telefon bare op med at ringe. Så tænker man: Nå, okay, det var så det. Vi røg ud af folks bevidsthed igen, og det er nok naturligt efter sådan en tur. Og med det oplevede vi så at få frihed til at gøre, som det passede os. Igen. Der var ikke nogen, der rykkede for at få en ny plade eller havde forventninger«, siger John Guldberg og smiler stort.

Nu må I se at komme op på dupperne og være pop-stjerner



Efter en lang periode med et kæmpe apparat omkring sig af selskaber, kontrakter, udenlandske agenter og managere, og folk, der hev og sled og ville have en bid af kagen, blev der altså stille. Guldberg og Stahl havde på det tidspunkt været presset længe, også af sig selv.

For når man har ligget nummer 1 i 22 lande, så er der pludselig ikke noget, der er godt nok længere. Rigtig mange glimrende numre blev skrottet i den periode, hvor sangene skulle poleres i det uendelige og have hitpotentiale frem for alt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fem år lang retssag
Laid Back havde været så dygtig en guldkalv, at de på et tidspunkt fik at vide, at deres pladesalg havde reddet hele deres tyske pladeselskab og alle dets ansatte.

»Vi havde været en god forretning. Og da vi så ikke rykkede mere, faldt der brænde ned. Det hedder ikke showbusiness for ingenting«, siger Guldberg.

Laid Back røg ud i en fem år lang retssag for at få erstatning fra deres forsikringsselskab. I perioden hvor studiet var ubrugeligt, forsøgte de at lave musik hos andre musikere.

De lånte Kim Larsens studie et par måneder, hvilket der kom countrymusik ud af. De prøvede også det berømte Pukstudie, der var for strømlinet. Og efter en koncert med Underworld kom de til at lave techno.

Under retssagen sled Laid Back tre advokater op, før de fik halvdelen af pengene, og de overvejede, om ikke de skulle gå fra hinanden.

»Vi syntes lidt, fuglen var fløjet. At når Vorherre straffede os så hårdt, så måtte vi have gjort et eller andet forkert«, siger John Guldberg.

De to musikere begyndte at tænke, at magien i Laid Back nok handlede om det rum, det studie, de trygge rammer i baggården på Vesterbrogade, og at de ikke kunne skabe deres bløde poplyd andre steder.

Vi er optimister

Da studiet efter over et år igen blev beboeligt, gik de langsomt i gang med at genopbygge deres band og deres musikalske tæthed. 90'erne blev et tilbagetrukket årti for Laid Back, hvor især tyggegummi-dancemusikken vandt frem på hitlisterne. Laid Back valgte ikke at bruge deres liv på rollen som 'one hit-wonders', hvilket de godt kunne have gjort med 'Sunshine Reggae' – have støvet den af med havemøblerne hvert forår og taget en tur rundt på festivalerne. I stedet har de lavet ny musik hver dag i nu 35 år. I stedet udgiver de nu 'uptimistic' musik, fortæller Guldberg: »Sådan er vi jo. Vi gider ikke brokke os. Heller ikke i krisetider, man kan altid finde noget positivt midt i lortet. Hvis man vil. Det lyder banalt, men vi er optimister«.





Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden