At interviewe The xx kan godt være lidt af en prøvelse. Ikke fordi de tre medlemmer Jamie Smith, Romy Madley Croft og Oliver Sim er ubehagelige at tale med. De virker tværtimod mægtig flinke. Men lydniveauet! Det er lavt. Så lavt, at min diktafon kun gav udslag på displayet to gange undervejs. Og det var kun, fordi jeg pustede på den for at tjekke, at den rent faktisk optog det, der blev sagt. The xx er lige så afdæmpede i virkeligheden, som deres musik er på plade. Og som de sidder side om side i en trepersoners sofa på et hotel i det indre København, ligner de lidt en hemmelig klub. LÆS OGSÅMusikindustrien vælger debutant som årets bedste De er sortklædte - med undtagelse af Smiths pangrøde sokker - og ligner nogle, der ikke får nok frisk luft. Men håndtrykkene er faste, de smiler og fremstår på ingen måde ekskluderende. Men generte, det er de. Og lavmælte som få. Barndomsvenner De har kendt hinanden, siden de var børn. De to forsangere Romy Madley Croft (guitar) og Oliver Sims (bas) forældre er venner, og siden de var 3, har de været hinandens bedste venner. De er 23 i dag og ser tilbage på deres barndom som en tid med masser af musik.
»Da jeg var 13, oplevede min mor en musikalsk opvågnen, hvor hun blev kæmpe fan af The White Stripes«, fortæller Oliver Sim. Året efter tog hun ham og Romy med på Reading Festivalen i England. Bagefter var de med til en Peaches-koncert, hvor den canadiske provokatør troppede op med backupdansere iført strap-on dildoer. De fniser, men er samtidig bevidste om, at forældrenes åbenhed over for ny musik var med til at drage dem i samme retning. Det samme skete for den et år ældre trommeslager og beatmager Jamie Smith, der stødte til de to venner, da de som 11-årige kom i samme klasse i hjembyen London. Smith var ligeledes vokset op i et hjem med kærlighed til musik, og allerede som barn var han fan af jazz og soul. Derefter tog hiphoppen over, fordi den netop videreførte hans kærlighed til soulmusikken via samples. Og som 12-årig begyndte han at interessere sig for elektronisk musik, som i dag er blevet hans levebrød. For ved siden af sit virke i The xx har Smith en solokarriere under navnet Jamie xx, hvor han dj'er og udgiver elektronisk musik. LÆS OGSÅInderlige ynglinge indtog Northside Som da han sidste år udgav remixalbummet 'We're New Here', hvor han fortolkede sit store idol, den nu afdøde spoken-word-mester Gil Scott Herons 'I'm New Here'. Men selve musikundervisningen har ingen af dem fået nogen særlig nytte af. »Jeg gik til musik, da jeg var lille, fordi mine forældre syntes, jeg skulle«, forklarer Smith, den mest sky af de tre. »Men det var ikke gennemtænkt, for jeg hader at få at vide, hvad jeg skal gøre. Til sidst lærte jeg mig selv at spille«. Sådan har de det alle tre. I det hele taget fungerer det ikke rigtig for dem, når de ikke får lov at gøre tingene på deres egen måde. Gerne i dyb hemmelighed uden for megen indblanding udefra. Det var i hvert fald sådan, debutalbummet blev til. Sang kun om natten »Det var en stor overraskelse for folk, der kendte os, da vi begyndte at synge«, forklarer Romy, der til at begynde med kun sang for sig selv om natten. Hun havde ikke lyst til, at hendes forældre skulle høre det, fordi hun var så genert. Af samme grund blev sangteksterne til det første album skrevet via mailkorrespondancer mellem de to sangere. Men på 'Coexist' er de åbnet mere op, mener Oliver Sim. Samtidig har de spillet et utal af koncerter. »Jeg kan se, hvor meget de andre har udviklet sig ved at spille live«, siger Sim. »Romys stemme er blevet meget stærkere. Og Jamie har jo spillet som dj over hele verden - alene. Hans viden om musik er tredoblet, og som performer kan jeg klart se en forskel. Han er blevet meget mere selvsikker«, lyder det fra bassisten, der drillende kalder sin bandkammerat for »superstar dj«, hvilket får Jamie Smith til at vride sine hænder nervøst, imens han kigger forlegent ned i jorden. LÆS OGSÅIndiedarlings gentager succesenFøler du dig mere selvsikker nu, Jamie? »Ja ... Det er rart at mærke, at jeg er kommet ud af min skal«, siger han stille: »Det handler også om at blive voksen«. The xx er faldet lidt mere på plads i sig selv. De er også flyttet hjemmefra alle tre, hvilket var en nødvendig konsekvens efter at have boet i en kuffert i næsten to år. Da de kom hjem fra turné, var deres venner begyndt på universitetet, og som Romy Madley Croft siger, så virkede det som det eneste rigtige at gøre, at forsøge at finde tilbage til at leve et normalt liv, hvor man laver aftensmad og går i byen med sine venner. De har intet pres følt i kølvandet på debutens store succes: »Vi har formået at finde tilbage til det sted, hvor vi kan lave musik sammen«, forklarer hun: »Det er det vigtigste«.





























