Vi lever i de mange knopskydende genrebetegnelsers tid. Enhver ny lyd skal have sin egen lille kasse for klassificeringens skyld. Men i virkeligheden handler det nok så meget om at slå på tromme for nyheder, man kan skrive ny hype om. Giver et begreb som post-dubstep i virkeligheden megen mening? LÆS OGSÅThe XX: Generte superstjerner uden nykker Det er en af de mange opfindsomme genrebetegnelser, som er blevet hæftet på den unge britiske trio The xx, men når jeg hører deres andet album, 'Coexist', synes jeg egentlig mest, jeg bliver slået af, i hvor høj grad deres musik ligger i forlængelse af 1990'ernes triphop. Som skudt fra en kanon The xx blev dannet i 2008 og albumdebuterede allerede i 2009 med 'xx', som året efter vandt Mercury Award. En lynkarriere, som gav trioen fra London en placering på plakaten på flere af de største amerikanske festivaler fra Coachella til Lollapalooza. Den ualmindelig velbehagelige musik var ikke alene god, men også i usædvanlig grad anvendelig som smukt bagtæppe for folk med fingeren på pulsen. Så de unge briters musik blev brugt i tv-programmer, tv-serier, film, reklamer og sågar ved lanceringen af Karl Lagerfelds vinterkollektion i 2011. LÆS OGSÅMusikindustrien vælger debutant som årets bedste Det gik, som det går i vore dage: Enten går det hurtigt, eller også går det slet ikke. For The xx gik det hurtigt. Spørgsmålet er, hvor det efterlader The xx nu. Er The xx med 'Coexist' stadig et band med fremtiden foran sig, eller tilhører de allerede forfjors hastigt udviskede musikhorisonter? Tre år er der gået siden 'xx', og i mellemtiden har en ung landsmand ved navn James Blake skabt en mere dristig og nytænkende musik ud fra meget af den samme sensibilitet og de samme byggeklodser, som Romy Madley Croft, Oliver Sim og Jamie Smith benytter sig af.
'Coexist' minder ikke så lidt om det første album og minder om, at The xx måske nok er et stort fænomen, men består af unge mennesker med alle ungdommens urolige spørgsmålstegn i behold. Sårbare tosomhedssange halvvejs hvisket ind i dit øre med mere tvivl end tro på Amors pile. Sange om at smutte væk fra verden og bare være to i smug. Holde tæt om hinanden. Ignorere de halvt formulerede trusler om tiden, der går. Om illusioner, der slides, og hænder, der glider ud af hinandens fingre, væk fra hinanden. Små sange med små hjerteslag, forsigtige drømme om at tabe kontrollen og pludselige dristige erklæringer i trods: »Come real life/ Why do I refuse you/ Cause if my fear's right/ I risk to lose you« ('Fiction'). Sirligt formulerede poesibogsblade, som fungerer efter hensigten uden at forstyrre freden. Soundtracket til dit liv De 11 sange glider med rolig puls over i hinanden. En velafbalanceret kemi mellem beats og spartansk anvendt guitar og bas gør det til sæsonens mest velbehagelige soundtrack til dit liv, hvis det altså er det, du står og har brug for. The xx hævder denne gang at have ladet sig inspirere af clubstemning. I så fald er det en club præget af en seriøst tilbagelænet chilloutstemning. Et lækkerfølsomt lokale med teddybearfor på væggene. 'Missing' er et af de numre, hvor Oliver Sim skruer op for noget, der kan minde om et temperament i duet med Romy Madley Croft. Mere typisk er 'Unfold', hvor deres stemmer nærmest bare læner sig forsigtigt ind imod hinanden, mens Jamie Smith får hjerternes sart-desperate vingeslag til at knirke elektronisk. LÆS OGSÅInderlige ynglinge indtog Northside Det er duvende popmusik, der kun er en gradbøjning fra at falde i staver, så det er lige før, man skvatter ned af stolen, da nummeret 'Reunion' starter med lidt kattepoter på en olietønde. Steelpans er en god og anderledes musikalsk idé, og dem kunne The xx altså godt have brugt nogle flere af. Som det er nu, bliver de lydefri lydtapeter mere smagfulde og stemningsfulde end egentlig opsigtsvækkende eller medrivende. Et det popkunst eller følsom indretningsarkitektur? Lidt for meget det sidste, synes jeg. 'Swept Away' hedder albummets mest brusende nummer, hvor Jamie Smith lader sine beats stikke mere i dybden, så det suger og hiver diskret i bentøjet. Det sker for sjældent, at The xx tør slå benene væk under hinanden og lytteren.
