Hvorfor er det lige Tame Impala, du vil høre i denne uge?
»Fordi de skuffede mig grumt og inderligt, da jeg hørte dem live for første gang. Det var på Roskilde Festival 2011, og jeg har stadig ikke rigtig tilgivet dem«.
Hvad var det, der gik galt?
»Jeg havde på forhånd hørt, at de tidligere havde skuffet live, så jeg var forberedt på lidt af hvert. Alligevel blev jeg overrasket over, hvor trætte de så ud. Og hvor sløje de lød. De fik slet ikke åbnet for det meget særegne univers, de har på deres plader. Men denne gang er deres tour lige startet, så der er ingen dårlige undskyldninger for at være træt. Nu er det knald eller fald«.
Hypede syrerockere lød som en dag i øvelokaletHvad er det, Tame Impala kan, når de ikke er trætte? »De har pustet nyt liv i psykedelisk rock på en måde, så man kan høre, vi skriver 2012 og ikke 1967. Bevares, der er elementer af genrens storhedstid i især produktionen, hvor det ikke sjældent lyder, som om der er blevet lagt en stor dyne ned over bandet i studiet. Samtidig er de ikke bange for at inkorporere nutidige effekter og elementer i deres musik, og derfor fremstår Tame Impala mest af alt nye og friske – ikke som nogen tam pasticheudgave af tidligere tiders syrerock«. De gode karakterer regnede ned over Tame Impala, da de debuterede med albummet ’Innerspeaker’ i 2010. Kan australierne stadig leve op til al den anmelderkærlighed på deres nye album, ’Lonerism’? »Ja, det lever på alle måder op til sin forgænger. Det er faktisk lige før, jeg synes, den nye er bedre end debuten. Den er vildere, mere nysgerrig og eksperimenterende, og det klæder bandet at skeje endnu mere ud«.
Australiere ophøjer lyden af et syret eventyrlandHvad glæder du dig mest til ved koncerten? »Jeg glæder mig til at høre dem syre fuldstændig sønder og sammen på den virkelig råt lydende ’Elephant’, hvor der nærmest går progrock i den på et tidspunkt«. Hvad skal man især lægge mærke til på Vega i aften, hvis man aldrig har hørt om Tame Impala før?
