Den dinglede lystigt og nærmest rytmisk, lige under hendes højre øre, kakerlakken.
Begejstringen var til at forstå. Det er næppe hver dag, at det normalt ikke just populære insekt bliver slæbt med til koncert.
Og da slet ikke en så eksklusiv en af slagsen som den med amerikanske The Postal Service på åbningsaftenen af Spaniens største musikfestival, Primavera Sound, i Barcelona.
LÆS OGSÅ Oplev livlige Barcelona, som kun de lokale kender den
Arrangementet i de arkitektonisk syrede omgivelser i Parc Forum på kysten i udkanten af Barcelona udgør på alle måder en forlængelse af storbyens spraglede landskab og befolkning.
Mellem højhuse og hav, abrupte flader af sten og cement, kolossale parkeringspladser, åbne strande, træer, enorme reklameskilte og platforme, der stejler mod himlen, spiller et par hundrede bands i denne weekend.
For et opmærksomt og intenst lyttende publikum, der uden sejlads på festivalernes ellers så udbredte farvande af fadøl (de er formentlig for dyre for de fleste lokale på festivalpladsen) mest dyrker musikken.
Den forgyldte kakerlak
Som den tog sig ud på åbningsaftenen, torsdag, fra eksempelvis The Postal Service.
I anledning af, at det er ti år siden, at den elektroniske duos første og hidtil eneste album, ’Give Up’, udkom, har sangeren Ben Gibbard (Death Cab for Cutie) og produceren Jimmy Tamborello (Dntel og Headset) fundet sammen igen og har indforskrevet deres gamle turnémakker Jenny Lewis (Rilo Kiley) som sangerinde og på keyboards.
Med et par nye sange i rejsetasken fra Californien, hvor bandet i sidste måned spillede en af de i alt fire koncerter, som udgør deres såkaldt udvidede verdensturné i år, indtog The Postal Service festivalen i Barcelona.
Og satte sig straks igennem over for et talstærkt fremmødt publikum med deres ubesværet svævende popsange, der med afsæt i 1980’ernes new wave og synthesizerpop har både hooks og kanter nok til at hæfte sig fast i ørerne.
Som den forgyldte kakerlak, den korthårede pige foran mig havde taget på som ørering.
Nyder at være tilbage
Det var tydeligt, at The Postal Service nyder at være tilbage og præsentere de gamle sange med ny kraft.
Elektroniske sange, hvoraf de fleste kredser om kuldsejlet kærlighed, sparkes ud på dansegulvet af et velspillende liveband, som gav numre som ’We Will Become Silhouettes’ og ’Sleeping In’ en ny power i koncerten.
»I can’t accept that it’s over«, sang Ben Gibbard i den på én gang sentimentale og heftige ’Nothing Better’.
Det lyder, som om han og Jimmy Tamborello har langt mere post fra de knuste hjerter at dele ud. På Primavera var alle postkasser åbne, og man kan kun håbe, at et på alle måder usædvanligt band holder fast i den genopstandne energi og måske ligefrem får udgivet det andet album, som egentlig skulle have været ude for fem år siden.
Forhåbentlig ringer disse postbude virkelig to gange.
Uforskammet blændende musikere
Inden vi kom så langt, havde de australske rødder i Tame Impala demonstreret, hvordan man kan føje nyt liv til en ellers så gammel og stenet størrelse som psykedelisk rock.
Med store smil og veloplagt legesyge hældte ungersvendene, der er behageligt befriet fra attitude og manerer, skønhed i stride strømme på den store skare foran scenen.
Man skal ikke forveksle den hvalpede venlighed med tandløshed. Liveudgaverne af sangene fra bandets to album, ’Innerspeaker’ (2010) og ’Lonerism’ (2012), viste, at Tame Impala slet ikke er tamme.
Australske batikrockere gav drømmekoncertTil gengæld er kvintetten så uforskammet blændende musikere, at der ubesværet hoppes fra jazzede improvisationer til en knusende tyngde med et fokus, der ville være Black Sabbath i storhedstiden værdigt.
’Feels Like We Only Go Backwards’ er en ironisk titel fra et band, der i den grad hopper rundt i rockens tidsmaskine. Men det passer ikke, for der er så meget fremdrift i de fyre, at Tame Impala bliver et univers helt for sig selv ude i galakserne.
En magnet på musikken
Når man tør give en blidt glidende sang en titel som ’Nothing That Has Happened So Far Has Been Anything We Could Control’, har man selvfølgelig masser af selvtillid, men også kontrol over de fornemme virkemidler.
Popøret er stort som hos amerikanske MGMT, men trangen til at opleve og udforske musik i alle sindets kulører og fra alle kemiske sammensætninger har australierne snarere til fælles med britiske Spiritualized.
Anført af den lyslokkede guitarist, sanger og keyboardspiller Kevin Parker, der uden at skilte med sin karisma virker som en magnet på musikken og dens publikum, kommer Tame Impala vidt omkring.
Med sin lyse stemme får Parker indimellem bandet til at fremstå som Smølfernes version af Primal Scream med en tilpas cheasy lyd fra synthesizerne. Men de spøjse associationer skydes hastigt ned på tonernes vilde trappestige.
Den psykedeliske solnedgang
Bandet viste sig at være helt rigtigt placeret i den på enhver festival magiske time, hvor solen går ned.
Her farvede de døende stråler himlen over havet og byen i flere nuancer, end man kan finde i en gennemsnitlig pose med vingummi.
Ugens koncert: Australske syrehoveder puster liv i den psykedeliske rockSelv de karakteristiske spir på kirken Temple de Sagrat Cor oppe på bjerget Tibidabo langt væk i horisonten tog sig eventyrlige ud i den psykedeliske solnedgang, da Tame Impalas musik i sjælden grad indhyllede Barcelona.
Der er god grund til at have høje forventninger til Tame Impalas andet besøg i Vega i København, hvor bandet vil sprede sine underlige aftenlyde 19. august.
Takten blev en anelse traurig
Høje håb var der også til den amerikanske singer/songwriter Neko Case, der med sit band havde fået til opgave at åbne den store hovedscene.
En opgave, hun og et vellydende band gik til med en knusende ro, der signalerede, at på Primavera er det musikken, som tæller, og hverken festen eller manererne.
Koncerten var den første på Neko Cases europaturné, og det var desværre lidt for tydeligt.
Den robust rockende country fra Neko Case, der har været sanger i det canadiske band The New Pornographers, spankulerede ujævnt af sted fra et band, der ikke helt havde fundet samklangen eller evnede at udfordre sig selv.
Snart blev takten en anelse traurig, og man fik lyst til at tage en lille siesta i bassistens enorme skægpragt. »I’m a man man man eater«, sang rødhårede Neko Case. Men hun lød nu mere velnæret end sulten og farlig af den grund i en meget stueren musik.
Kommer godt rundt på paletten
»Skal vi ikke tage til Mallorca«, spurgte sangerinden pludselig, som om hun havde mere lyst til et lille smut over på ferieøen. Da havde hun og bandet for længst losset countryrocken op i hængekøjen.
Hvorfra hun dog nu og da fløj op for lige at demonstrere sine enorme vokale evner med problemfri spring hen over to-tre oktaver. Dygtigt og imponerende, men musikalsk for sødt og stillestående til at få en festival ud af starthullerne.
LÆS OGSÅ Australiere ophøjer lyden af et syret eventyrland
Det kom Primavera senere på aftenen med sit stilsikre program, der med afsæt i det fortærskede begreb indie rock kommer godt rundt på paletten uden at miste sit fokus.
I et land, hvis befolkning og kulturliv er martret af den dybe finanskrise, er det en imponerende bedrift at afvikle en af Europas bedste og klarest profilerede festivaler, der aldrig har været så internationalt stærkt som i år.
Der er absolut ingen grund til at stoppe kakerlakker i ørerne.
De – og vi – kan roligt danse videre.
fortsæt med at læse
