teenager.  Anne Linnets søn driller hende tit  med, at hendes mentale udvikling må  være stoppet, da hun var 20. »Som en  anden teenager har hun ikke nogen skam i livet. Hun er simpelt hen blottet for det«, siger han.
Foto: Finn Frandsen

teenager. Anne Linnets søn driller hende tit med, at hendes mentale udvikling må være stoppet, da hun var 20. »Som en anden teenager har hun ikke nogen skam i livet. Hun er simpelt hen blottet for det«, siger han.

Musik

Anne Linnet: Jeg føler mig åben for livet!

Fra kirkesang og S/M, til healing og pop. Anne Linnet har prøvet det meste.

Musik

Anne Linnet siger, hun kan heale andre mennesker med sine hænder.

Evnen kommer, mener hun, fra hendes far, der var hospitalslæge i Århus. Da hun var lille, lagde hun mærke til, at hans patienter tit sendte ham breve, hvor de takkede ham for, at han havde taget dem i hånden.

Det er sådan, hun fortæller om det. Helt enkelt. Og lige efter at hun har fortalt om dengang, hun i 80’erne eksperimenterede med sadomasochisme.

LÆS OGSÅ

Som barn led hun af tarmslyng, siger hun, og på skolen plejede de at ringe efter hendes mor, når hun havde ondt i maven. Men en dag kunne hendes mor ikke komme, og Anne Linnets far kom i stedet fra hospitalet for at hente hende.

»Jeg gik helt krumbøjet og holdt på min mave, fordi det gjorde så nas. Vi skulle ned ad en stor stentrappe på skolen. Min far havde min skoletaske i den ene hånd, og så tog han mig i den anden. Så gik der en strøm igennem mig. Det sagde bare VRROOOUM hele vejen igennem kroppen, og så var det væk«.

»Der var en strøm rundt om mig«
Hun laver et knips med fingrene.

»Han havde helt tydeligt noget i sine hænder«.

Mange år efter, da Anne Linnet var 28, opdagede hun det i sine egne hænder, som hun mener, hendes far også havde i sine.

»Jeg holdt mine hænder ud for min krop, og pludselig låste de ligesom fast. Når jeg bevægede dem, kunne jeg mærke, at det var, fordi der var en strøm rundt om mig, som de var i kontakt med. Så begyndte jeg at mærke andre menneskers strøm. Hvis de havde ondt i hovedet, kunne jeg få det til at forsvinde«, siger Anne Linnet.

Jeg er jo altid blevet spurgt, om jeg er lesbisk, og jeg har altid sagt, at jeg aldrig har følt mig som lesbisk



Hun bevæger hænderne langsomt mod en usynlig mur i luften foran sig for at illustrere.

»Det er nærmest, som om der er en hinde af energi, der omgiver mennesker, som jeg kan mærke og ændre på«.

Energi
Efter sin opdagelse begyndte Anne Linnet at læse en masse om »energi og æteriske ting og sager«.

»Jeg havde en årrække, hvor jeg udforskede det meget. Og jeg tænkte: Det her er et tegn til, at jeg skal være healer. Men så besluttede jeg mig for, at – nej – musik er min måde at gøre det på. Jeg synger«, siger hun. »Når jeg synger, kan jeg nogle gange mærke noget i stemmen, der er godt«.

... der er godt?

»Det er et eller andet, der pludselig kommer i klangen«.

Som har samme effekt som dine hænder?

»Ja«.

Nitter og kirkesang
Og nu har hun så udgivet en juleplade. Afslutningsnummeret – det otte et halvt minut lange ’Vinternat’ – begynder med ordene: »Vintermørke dage, kulde man kan smage«.

Det er præcis så koldt, det er nu.

Anne Linnet tager et stød af frost med sig ind, da hun åbner havedøren til køkkenet i sit hjemmestudie og stamper indenfor i nittestøvler. Med det lange hvide hår – signaturfrisuren, som den også så ud i 70’erne, 80’erne og 90’erne – ligner hun både en troldmand og en snedronning, der ankommer et sted ude fra alt det hvide, som har totaldækket Holmen i København, hvor hun bor.

»Jeg har klejner med«, siger hun og holder en papirpose fra Lagkagehuset på Christianshavn op foran sig.

Stor familie
Studiet ligger i den ene ende af det store bindingsværkshus, som Anne Linnet købte, længe før Operaen, de vinkelrette etageejendomme og den velassorterede Netto rykkede ind på det tidligere flådebaseområde; privaten med plads til en hel del af Anne Linnets seks børn ligger i den anden ende.

»Og et rugbrød til dig«, siger hun og kigger på sin søn Marcus Linnet, der også er Anne Linnets faste producer og tøffer rundt i studiet, hvor han er i gang med at mikse noget af sin lillebror Xander Linnets musik.

Anne Linnets ældste barn, Evamaria, er 37 år. Den yngste, Isolde, fik hun for fire måneder siden med sin nye kone Tessa, hvilket har trukket en del opmærksomhed til sig i formiddagspressen – ikke så meget, fordi sangerinden, der også er mormor og farmor, er blevet mor igen i en alder af 57 år, men mere fordi Tessa med sine 23 år er indtil flere generationer yngre end hende.

Sin egen
Den slags rører ikke Anne Linnet. Faktisk ligner hun en, som slet ikke har registreret, at den store aldersforskel kan forekomme bemærkelsesværdig.

Gennem hele sit liv og sin karriere har Anne Linnet bevæget sig ind og ud af de bokse og kategorier, vi andre plejer at sortere verden i, så vi tror, der er styr på den. Hun lavede Danmarks første pigeband, før nogen vidste, hvad den slags egentlig ville sige; hun blev den første kvinde, der fik diplomuddannelsen som klassisk komponist fra konservatoriet, hun har sunget rene harmonier i kirkerum og vrænget krasse sange fra scenekanten klædt i nittebesatte læderoutfits.

LÆS OGSÅ Hun er blevet omfavnet af kvindebevægelsen – og bandlyst af den igen. Hun kan forelske sig i både mænd og kvinder. Hun er forretningskvinde, men fremstår samtidig som en, for hvem profit og markedsmekanismer er ligegyldige.

Hun mener at kunne heale andre mennesker og fortæller om det med samme langsomme selvfølgelighed, som når hun fortæller om sin første Roland Jupiter 8-synthesizer.

Ingen kasser
»Jeg har aldrig haft behov for at putte mig selv i nogen kasse. Hverken seksuelt eller musikalsk«, som hun siger.

»Det ville være det samme som at indspille den samme plade hele livet. Rent pengemæssigt ville man kunne leve af det. Men åndeligt ville man dø lidt«.



Har du aldrig været bange for at fejle eller skuffe, når du har fulgt en ny kurs?

»Nej«, siger Anne Linnet. Og sidder rent faktisk som en søjle af ro i rummet. »Jeg har følt det som en nødvendighed«.

Spørger man Marcus, Anne Linnets 33-årige søn, er han overbevist om, hvorfor hans mor så ubesværet kan glide ind og ud af forskellige roller:

»Jeg plejer at drille hende med, at hendes mentale udvikling stoppede, da hun var 20. Hun er et legebarn. Som en anden teenager har hun jo ingen skam i livet«.

»Altså, os almindelige mennesker kan jo godt finde på ting, hun kunne skamme sig over – at have en så ung kæreste og så videre. Men sådan har hun det ikke. Det er hun simpelthen blottet for. Jeg tror ikke engang, hun tænker over, at hun ikke skammer sig«, siger han.

80'er-historie
Det mest markante – og måske brutale – skift i Anne Linnets karriere skete, da hun dannede Marquis de Sade i 1983.

På det tidspunkt havde hun tre bands bag sig: Først var hun forsanger i sin mand Holger Laumanns århusianske gruppe Tears, der foruden hende kun bestod af mænd. Derefter stiftede hun det stilskabende Shit & Chanel, der som det første band i Danmark nogensinde satte ord og lyd til et ganske almindeligt kvindeliv – og derfor blev stormelsket af rødstrømperne, der skrålede med på den ikoniske kærlighedssang, Linnet skrev til en anden kvinde, ’Du er så smuk og dejlig’.

Efter at Anne Linnet indspillede solopladen ’Kvindesind’ med sin musik til Tove Ditlevsens digte, lakkede Shit & Chanels tid mod enden, og sammen med Lis Sørensen og Sanne Salomonsen dannede hun i 1981 Anne Linnet-band, der trods navnet var et foretagende med en totalt flad struktur.

LÆS OGSÅ

»Det var et meget demokratisk orkester. Vi var ni mennesker, og når vi var i studiet, bestemte vi alle sammen lige meget«, siger Anne Linnet. »Det tog en krig«.

Bandet skrev 80’er-historie og fyrede op under festen med sange som ’Det er ikke det, du siger’, ’Måne, sol og stjerner’ og ’Cha cha cha’. Men i Anne Linnets privatliv klingede harmonierne knap så rent. Hendes fars pludselige død i 1979 katapulterede den første altoverskyggende følelse af sorg ind i hendes liv nogensinde. Og samtidig begyndte ægteskabet med Holger Laumann også »at være lidt shaky«, som hun siger.

En ny lyd i hovedet
»Min far var virkelig familiens klippe. At han døde, rystede fuldstændig opfattelsen af, hvad der er konstant i livet. Og da mit ægteskab – som jeg også opfattede som en konstant – begyndte at vakle, begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved alt, der var stabilt. Lyden i mit hoved skiftede på en eller anden led. Jeg blev træt af alt, hvad der var forudsigeligt. Jeg kunne slet ikke holde det pæne trestemmige ud – jeg blev nødt til at gøre noget drastisk«.

Så Anne Linnet flyttede til New York og købte sin Jupiter 8-synthesizer, som hun stadig har stående i sit studie i dag.

»Det fik stor betydning for mig. Det har været mit hovedkeyboard lige siden. Man kan selv lave lydene på det – og gemme dem, men det gjorde jeg ikke, så det blev aldrig helt det samme fra gang til gang. Derfor blev musikken meget innovativ, og jeg fik den her ide om en helt ny lyd. Det var det, Marquis de Sade blev skabt på«.

»En tilstand«
Hjemme igen samlede hun en flok musikere om sig, som hun bad om at være med til at forløse det, der trængte sig på i hendes hoved.

»Jeg sagde til dem, at jeg havde behov for at bestemme. Jeg havde behov for, at lydene var, som jeg kunne høre dem«.

LÆS OGSÅ

Anne Linnet bad trommeslageren Kent Richard om at spille på noget så moderne som elektriske trommer. Og de andre musikere instruerede hun også nøje:

»Bassisten skulle ikke spille almindelig bas, han skulle slå på den. Guitarspilleren skulle ikke bare spille almindelige akkorder, han skulle hyle. Det var vigtigt for mig, at man skulle kunne høre, hvordan man havde det, når man spillede. Det var ikke bare en sang, man gik ind og spillede. Det var en tilstand«, siger hun.

Sceneshow
Marquis de Sade eksperimenterede også som nogle af de første på den danske musikscene med et regulært sceneshow – de malede sig i ansigterne og akkompagnerede de kantede sange med fetich-læder og S/M-udstyr.

»Det fantastiske ved Elo – vores danser, som også var stripper – var, at han også dansede, som han havde det. Han kunne ikke finde ud af andet. Korpigerne var nogle gange rædselsslagne, for hvis han var vred eller ked af det, kunne han godt finde på at gå hen og tage fat i dem. Det kunne godt være ret voldsomt. Når vi gik på scenen, kunne der ske hvad som helst«, siger hun.

»Det var super vildt intenst«.

Anne Linnet trækker vokalerne ud. Suuuper. Viiildt.

Intens periode
»Det var en meget stærk periode«, siger hun så. »De fleste har perioder, hvor de synes, de virkelig lever, fordi man mærker ting meget, meget intenst. Sådan en periode var Marquis de Sade for mig«.

Men det var ikke alene en intens tid. Det var også en turbulent tid. Anne Linnet blev skilt og flyttede til København i samme periode. Og akkompagneret af en massiv væg til væg-dækning i medierne rasede rødstrømperne mod Marquis de Sade og anklagede Anne Linnet for at gå ind for hustruvold.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stormstyrker fra kvindebevægelsen barrikaderede indgangene til flere af koncerterne, så publikum ikke kunne få adgang – og så bandet ikke tjente nogen penge.

»Der gik næsten et helt år, før folk fattede, hvad der egentlig foregik, og så begyndte de at strømme til. Men inden da kan jeg huske, vi sad og havde møder om, at – hold da op – nu havde vi spillet en måned og ikke tjent en klejne. Vi var sådan på røven og skyldte pladeselskabet en masse penge«, siger Anne Linnet.

»Men vi blev enige om: Nej, det er sgu det her, vi vil, det er den måde, vi vil spille på. Alt andet er løgn!«.

Omkostninger
Hun piller lidt ved sin underlæbe.

Men længere kommer vi så heller ikke. Konsekvenserne ved at leve Anne Linnets liv står mildest talt ikke i kø for at blive nævnt. Man mistænker hende næsten for ikke at kende dem. At det der regneark med plusser og minusser bare ikke findes på hendes harddisk.

Men over telefonen, senere, siger Marcus Linnet, at selvfølgelig findes de – omkostningerne:

»Det koster da noget at være sådan. Det er ikke gratis, når nogle somme tider synes, man er for meget«.

Der er bare det ved hende, at alternativet ikke eksisterer, fortæller han: »Hvis hun havde rendt rundt og spekuleret over, hvad folk tænkte om hende, så var hun blevet fanget i sig selv«.

»Mor kan bare bedre lide piger i øjeblikket«
For Anne Linnets børn har det imidlertid været en anelse udfordrende at have en mor, der – for bare at tage et eksempel – stod bag pladecovers med et billede af en bagbunden, hætteklædt, smækker kvinde hængende ned fra en kæde i loftet.

»I den periode, hvor Marquis de Sade var allerstørst, gik jeg i 3. til 7. klasse, og der blev jeg relativt ofte konfronteret med spørgsmål i skolegården fra venner, der synes, jeg skulle forsvare hende: »Hey, er din mor lebbe eller hvad?««, siger Marcus.

»Men jeg har altid nægtet hverken at be- eller afkræfte den slags. For hun har aldrig selv følt, hun skulle forsvare sig. Det gjorde det nemmere for mig. Hvis hun havde gået rundt derhjemme og været en stor undskyldning, så havde jeg nok også taget hendes svar med i skole. Men når hun sagde: »Mor kan bare bedre lide piger i øjeblikket«, så behøvede jeg ikke gå ind i det og forsvare hende«.

Ham den rødhårede
Anne Linnet tager en rød Prince fra pakken og åbner havedøren, trækker ørerne op til skuldrene og holder om sig selv, mens hun ryger. Marcus kommer også ud og får ild på en cigaret.

»Hooooooold nu kæft, hvor er det koldt«, siger Anne Linnet.

Marcus banker støvlerne mod hinanden.

Hun fortæller ham om DR’s juleshow, som hun lige har været i Aalborg for at medvirke i, og siger, at hun i modsætning til sidste år ikke skulle »styrte af sted til et job, men bare kunne være i ro med at være der og gå og chille«. Der er noget næsten glubsk begejstret over hende, når hun fortæller om, hvor fedt det var at møde alle de andre fra musikbranchen, især de unge musikere, »der var Alphabeat – kæft, hun synger godt! – og Medina og ham der den norske ... ham den rødhårede, skøn, skøn, skøn«.

Tro på mennesket
Fra sit barndomshjem fik Anne Linnet en helt grundlæggende tro på, at alle mennesker rummer noget godt. Og måske er det præcis den teori omsat til hverdagspraksis, der kommer til syne nu. I Aalborg var der »fede dansere«, »Anja havde lavet de fedeste kostumer«, og det var »så hyggeligt« og »super sjovt«, og hun skulle i øvrigt hilse Marcus fra chefen.

» Fed fyr«.

Hvad gør man, når ens mor kommer hjem med en ung kæreste? Det, man plejer: ingenting



Anne Linnet slår kulden af sig og sætter sig tilbage ved det runde bord midt i køkkenet. Tager en klejne.

De andre skift i hendes liv har ikke været lige så bratte og konsekvente som overgangen fra Anne Linnet Band til Marquis de Sade, fortæller hun. Der har mere været tale om glidende overgange. Johannes Møllehave-musik. Kammeroperaen Thorvaldsen. 90’er-bandet Bitch Boys. Den nye juleplade. I nogle perioder har hun haft brug for at indgå som del af et band. I andre har hun villet bestemme helt selv.

»I gymnasiet blev jeg kaldt Kris«
»Jeg hedder jo faktisk Anne Kristine Linnet. Og i gymnasiet blev jeg kaldt Kris. Så jeg er blevet kaldt Anne i en periode, så Kris og så Anne igen. Og jeg har tænkt meget over den der dualisme. Det er et faktum, at alle kvinder indeholder noget mandligt, og alle mænd indeholder noget kvindeligt. Det er den balance, man skal agere med hele livet«, siger hun.

»I nogle perioder har mennesker brug for at være dominerende og i andre at blive domineret. Det er et sindssygt spændende spil. Det var meget det, det handlede om for mig i Marquis de Sade – for sat på spidsen hedder det sadomasochisme«.

Men det er ikke kun i et sadomasochistisk forhold, at spillet mellem den stærke og svage udspiller sig. I ethvert forhold – og i ethvert menneske – ligger de to sider og kæmper med hinanden, mener hun.

»Hos alle par er der en magtfordeling. Alle par vælger områder, hvor den ene er dominerende og den anden recessiv. Den måde, magtforholdet er på, bliver kendetegnende for, hvordan det par fungerer«.

»Det kan fungere super fint, indtil den ene bliver træt af altid at være den dominerende inden for et område. Så må man skifte roller. Og hvis ikke man kan finde ud af det, så går forholdet i skuddermudder. Det ligger i alle mennesker, tror jeg. Man kan ikke holde ud altid at være den, der bliver domineret – så gør man oprør. Og man kan heller ikke holde ud hele tiden at være den, der dominerer – så har man for meget ansvar«, siger hun.

Indeholder en dualisme
Hun bevæger hænderne foran sig som to vægte.

»Jeg føler, jeg har været den samme hele vejen igennem livet, men jeg føler også, at jeg indeholder en dualisme. Og det er vel det, der kaldes udvikling. At man i nogle perioder vægter nogle sider af sig selv mere end andre«.

»Jeg er jo altid blevet spurgt, om jeg er lesbisk, og jeg har altid sagt, at jeg aldrig har følt mig som lesbisk. Altså jeg føler mig åben for livet! Jeg erkender, at jeg indeholder begge sider. Ligesom at jeg i nogle perioder har haft behov for at bestemme det hele og dominere scenen, som jeg gjorde i Marquis de Sade, mens jeg i andre perioder har indgået i et stort demokratisk orkester, hvor man accepterer, at her er der ingen, der dominerer«.

LÆS OGSÅ

Hvad ville der ske, hvis man kun udlevede den ene side?

»Det ville være unaturligt. Dybt unaturligt«.

Men er det ikke præcis det, mange mennesker gør?

»Jo. Muligvis ... Men når man taler om, at folk kommer i kriser, så er det måske lige præcis det, de kommer i krise med. At de ikke giver sig selv lov til at udvikle sig. Jeg synes jo, det er helt naturligt. At den der evolution er nødvendig«.

Kropsligt
Udlevede du i Marquis de Sade-perioden også den sadistiske side helt fysisk?

»Altså. Jeg kan sige, at vi oplevede nogle ting, der var nødvendige for os med det orkester«.

... At leve det ud kropsligt?

»I hvert fald en del af det«.

Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved alt, der var stabilt. Lyden i mit hoved skiftede på en eller anden led. Jeg blev træt af alt, hvad der var forudsigeligt



Men kan du sætte nogle billeder på ...

»Dem tror jeg ikke, du har lyst til at se«.

Det ler i hele Anne Linnets krop.

»Anne er en hulefis«
Havedøren går op igen, et sug af vinter trækker med Xander Linnet ind, da han i kasket og pink hættetrøje kommer ind i køkkenet og giver sin mor en krammer. Han lusker ind til Marcus i det keyboardpakkede studie ved siden af.

Lidt efter kan man høre noget lyd af en bas.

Anne Linnets gode veninde, instruktøren og DR-produceren Piv Bernth, siger, at sangerinden er temmelig magelig privat og svær at flytte rundt med, fordi hun egentlig bare helst vil være hjemme hos sig selv.

LÆS OGSÅ

»Anne er en hulefis«.

Hun siger også, at selv om Anne Linnet har en stor bekendtskabskreds, er det forholdsvis få, hun er helt nære venner med – men at dem, hun lukker helt ind, til gengæld har fri adgang på alle hylder.

Nødvendig isolation
Lige undtagen, når hun komponerer. Så isolerer hun sig.

»Når jeg sidder og laver en sang, kan jeg ikke have, at der er andre i nærheden. Det er helt klart, at i den periode er jeg sårbar. Jeg kan ikke have, at der er nogen, der hører det, før jeg føler, det er færdigt. Det er nødvendigt for mig at afskærme mig«, siger Anne Linnet.

»Altså det gælder ikke familien. Børnene må gerne være der. Det er jeg tryg ved. Mine børn kan fløjte om ørerne på mig, se fjernsyn eller sidde ude i køkkenet og snakke, mens jeg skriver, det er fuldstændig ligegyldigt«.

90’erne var mærkelige
Det var Marcus Linnet, der gav Anne Linnet et mål og en retning igen, efter at hun op gennem 90’erne ikke havde nogen fast grund under karrieren. Ud over at det årti – hvor man helst skulle være enten Kurt Cobain eller ironisk – nok bare ikke var den mest oplagte hjemmebane for Anne Linnets ligefremme tekster, skøjtede hun også lidt rundt mellem forskellige udenlandske producere og pladeprojekter.

»’90’erne var mærkelige for mig. Jeg lavede en plade i Stockholm med en svensk producer, boede i Rom, kom hjem og lavede Bitch Boys, indspillede en soloplade i London med en engelsk producer. Jeg havde ikke nogen base. Og der synes jeg først, jeg er kommet hjem igen, efter Marcus tog over ved roret«.

Da Anne Linnets ældste søn blev hendes faste producer, var han samtidig med til at tømre et fast hold af musikere sammen, som siden har fungeret som Anne Linnets base – keyboardspilleren Jesper Bo Hansen og korpigen Engelina Larsen. Er hun i tvivl om noget, udliciterer hun tvivlen til Marcus.

Godfather
»Jeg kan tillade mig at lade være med at tvivle på, om det, jeg har lavet, er godt nok. Jeg laver en demo, så giver jeg den til Marcus, og så lader jeg ham vurdere det. Det er nok der, jeg føler mig mest aflastet. Jeg kommer med fem sange til ham, så gider han lave tre af dem, og så skal jeg ikke spekulere over det«.

Marcus er også, siger Anne Linnet, blevet familiens Godfather, ham, der bevarer overblikket, når alle andre har tabt tråden eller mælet. Og ham, der – ifølge ham selv – synes, det var »en anelse mærkeligt«, da hans mor troppede op med en kæreste, der var et tiår yngre end ham selv.

»Men der er jo en grund til, at hun er forelsket«, som han siger. »Så hvad gør man, når ens mor kommer hjem med en ung kæreste? Det, man plejer: ingenting. Når hun er helt derude, hvor hun somme tider er, så er man nødt til bare at sige: Lad dog barnet. Hun har været så mange steder før, både i sin kunst og personligt, så det ville nærmest skuffe mig, hvis ikke der kom en ny variant til«.

»Nu er jeg Mammy«
Anne Linnet er blevet mor på tre forskellige måder, siden hun blev det første gang som 20-årig. Hun har selv født de tre ældste børn, Evamaria, Marcus og Xander, som hun har med to forskellige mænd; Peter og Maria adopterede hun fra Rumænien, da de var syv og 11 år, og den fire måneder gamle Isolde var det Tessa, der var gravid med.

»Denne gang har jeg oplevet, at det ikke er mig selv, der har født, og det er klart, at især i starten, hvor der bliver ammet, er det væsentligt anderledes, fordi man ikke er den, der har den helt tætte, nære kontakt. På den måde har jeg prøvet at stå i en situation, mange mænd står i. Og det er helt klart, at det var rarere for mig, da vi gik over til flaske, for så kunne jeg være en lige så stor del af det«, siger hun.

»Men jeg er også klar over, at det er Tessa, der er moren. Jeg er Mammy. Jeg er blevet nummer to i rækken, og det er altså noget andet end at være moren, der ammer«.

LÆS OGSÅ

Hvordan?

»Jeg har bare oplevet den lille forskel, der trods alt er. Og oplevet, hvor vigtigt det er i starten, at moren er god til at lade faren deltage så meget som muligt i at skifte ble og alle de andre ting, hvor han kan få den der kontakt«, siger hun.

Hvidt lys

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi spiser flere klejner. Marcus kommer ud og tager en cola zero fra køleskabet. Xander fortæller med øjenbrynene helt oppe i panden om det sindssyge snevejr, han havnede i, da han skulle spille en koncert i Frederikshavn, og viser sin mor den snetilføgede vej på et billede, han har taget med sin iPhone. På køkkenbordet ligger en skriggrøn cykelhjem. På stuebordet en bog om pileflet. I gangen står en autostol, et sammenpakket sæt trommer og et skateboard. Det ligner jo et almindeligt liv. Anne Linnet siger, hun blev ret forskrækket, dengang hun opdagede, at hun kunne heale. Hun kontaktede en ven, som »vidste noget om den slags«, og han sendte hende over til det, Anne Linnet kalder en klog dame i Silkeborg. LÆS OGSÅ »Hun lærte mig noget, jeg nogle gange har brugt: På det tidspunkt havde jeg rigtig mange store koncerter i fri luft om sommeren, og hun sagde, at i den situation kunne jeg være så åben, at jeg også var modtagelig for dårlig energi. Man kan jo ikke altid gå ud fra, at de 10.000 mennesker foran en alle sammen har god energi. Så derfor kunne jeg bruge hvidt lys, der sørgede for, at man ikke blev ramt af dårlig energi«. Hvidt lys?»Man kan visualisere hvidt lys. Jeg gjorde det i en periode for at beskytte mig selv«, siger hun. Tænker lidt. »Men nu føler jeg egentlig, at der er en naturlig form for beskyttelse. Jeg har ikke brug for det længere«. Så spiser vi nogle flere klejner.

















Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce