Hvorfor er det lige Barbara Moleko, du glæder dig til at opleve den kommende uge?
»Januar er så lang og trist og grå, og oven i al elendigheden er der ikke engang særlig mange gode tilbud at komme efter i koncertkalenderen. Men Barbara Moleko er en solstråle, og jeg har en idé om, at hun kan tø ethvert stivfrossent vinterhjerte op med sin sang«.
Hvad kan hun?
»Hun er en af de mere markante nye stemmer i dansk musik, og jeg kan virkelig godt lide hendes støvede, varme og soulede klang. Den slags stemmer er der ikke mange af herhjemme, så Moleko er en sjælden fugl«.
Barbara Moleko er især kendt for at synge duet med L.O.C. på hittet ’Helt min egen’ – hvordan klarer hun sig alene?
»Hun lød stjernegodt på L.O.C.-singlen, men klarer sig også glimrende på egen hånd. Jeg faldt ikke hovedkulds for hendes debutalbum, men jeg kan godt lide hendes lyd, og jeg har en forhåbning om, at hun er rigtig god live«.
Hvorfor ramte hun ikke helt plet med sin debut?
»Den lovede mere, end den kunne holde, synes jeg. Coveret var enormt smukt. Postkasserødt og sort med Molekos hoved i profil, imens alle hendes tanker hvirvlede rundt som ord i hendes hår. Men sangene kunne ikke helt matche magien. De handlede lidt for meget om småforelskelser og kriblen i maven. Frem og tilbage, kaffe og kage. Det blev for hyggeligt, og det var en skam, fordi hun netop har så meget drama i sin stemme. Så jeg håber, der er mere kraft og ballade i hendes udtryk, når hun spiller live«.
Hvad glæder du dig mest til ved koncerten?
»’Dum for dig’, hvor hun vrider sig lidt fri af det pæne og vikler noget klædelig selverkendelse ind i en virkelig catchy og god melodi, hvor koret, helt mekanisk, lyder »dum dum dum dum«. Det er så enkelt, men fungerer virkelig godt«.
Hvad skal man især lægge mærke til, hvis man aldrig har hørt om Barbara Moleko før?
»Hendes vokal! Der er så meget karakter, så meget sjæl og så meget levet liv i den i øvrigt ganske unge stemme. Hun lyder som sig selv. Og den slags går aldrig af mode«.
fortsæt med at læse
































