Pernille Jensen anbefaler
Christopher Owens, Jazzhouse, 2. marts
Han ligner en, der ikke får D-vitamin nok. Faktisk er han nærmest gennemsigtig at se på. Men når han åbner munden og begynder at synge, forvandler amerikanske Christopher Owens sig til en delikat palet af sarte pasteller viklet ind i fingerspillet guitar og melodier, der er svære at slippe igen. Han er tidligere frontmand i duoen Girls, men debuterer som solist 14. januar med albummet ’Lysandre’. Af en eller anden grund har han aldrig gæstet Danmark før, så jeg glæder mig meget.
Peter Sommer, Parkeringskælderen under Hotel Danmark, 15. februar
Peter Sommer-koncert i en parkeringskælder i februar måned? Det lyder sgu koldt! Men man skal nok kunne holde varmen. For den danske sanger har sin helt egen lune facon i sin musik, og mon ikke den får lov at skinne igennem på Sommers fjerde soloalbum? Det håber jeg. Albummet hedder ’Alt forladt’, det udkommer 28. januar, og Sommer selv har kaldt lyden på albummet for ’dagen derpå-dance’, hvilket lyder lige dele forrygende og foruroligende. Med andre ord: Den er jeg spændt på.
Manowar, Store Vega, 4. februar
Det er næsten ærgerligt, at det efterhånden sagnomspundne Mega Vega ikke nåede at blive opført, inden det amerikanske heavy metal-band Manowar kom forbi. For her fornemmer jeg, at størrelsen betyder en hel del. Bandet har eksisteret i 30 år og har tidligere kørt en virkelig gennemført stil med lædertrusser, olieret maveskind og touperet hår. Den går vist ikke helt længere, men Manowar er et fænomen, som jeg er nødt til at se live. Hvordan kan man ignorere et band med mottoet ’Other Bands Play, Manowar Kills’? Vi ses, Manowarriors!«.
Simon Lund anbefaler
Miguel, Store Vega, 31. januar
Mens Usher og Chris Brown forsøger at holde fast i videovirkelighedens svedglinsende R’n’B, går californiske Miguel anderledes radikalt til makronerne. Uden at blinke spørger han »Do you like drugs?«, og svarer begejstret: »Me too, baby«, med en soul-croon, der kan få de fleste andre af genrens mandlige stemmeakrobater til at fingere en fibersprængning. Af ren og skær præstationsangst. Marvin Gaye groover med i graven, når Miguel folder sig ud, og dermed har vi fået endnu en grund til, at R’n’B ikke er, hvad den har været. Heldigvis.
Kendrick Lamar, Store Vega, 10. februar
I det talentfulde kuld af nye unge amerikanske rappere hæver Kendrick Lamar sig over alle andre. Hans vildt facetterede rapteknik kan både spytte kompakte rim ud som Eminem og glide melankolsk med på beatet som Snoop Dogg. Tilsætter du en halvsyret produktion og et unikt fortælletalent, har du den overlegne debut ’good kid, m.A.A.d city’, hvor Lamar beretter om en opvækst med dyrtkøbte erfaringer i Los Angeles-bydelen Compton. Lige så dyster som Lamars fremtid synes lys.
Jessie Ware, Lille Vega, 26. februar
Efter i nogle år at have lagt stemme til SBTRKT’s produktioner foldede 28-årige Jessie Ware sig i år ud som en dubstepdiva i sin egen ret. Med lige dele tunge baslinjer og vibrerende R’n’B-sensitivitet giver Ware begge genrer modspil, samtidig med at hun hæver sig over det hele med det naturligt reserverede træk i sin dybe stemme. Det er dét, der får alt til at stråle af eksklusivitet, når Ware er i nærheden.
Kim Skotte anbefaler
SUNNO))), Den Grå Hal 2. februar
Den Grå Hal bliver lavet om til en Dømkirke, når det amerikanske ekstratungmetalband SunnO))) giver koncert. Livealbummet ’Dømkirke’ er kun en af mange udgivelser fra de eksperimenterede metallurgikere fra Seattle. Gruppens kerne har siden starten i 1998 bestået af Stephen O’Malley og Greg Anderson, som fra gang til gang arbejder med mange forskellige musikere. Dog ikke trommeslagere. Lidt usædvanligt for et metalband benytter SunnO))) sig nemlig stort set kun af guitarer og feedback. Med disse enkle midler skaber de ikke desto mindre så massiv og langsomt slæbende en tung drønende dronen, at albummet ’White1’ i 2007 blev udvalgt til nr. 18 på Q’s liste over alle tiders mest øredøvende skiver. På scenen er de langhårede guitarmystikere altid klædt i lange ’Grimmrober’ og hyllet i tåge. Det bør blive en tungtvejende aften.
Conor Oberst, Bremen, 25. januar
Vidunderbarnet Conor Oberst begyndte allerede sin musikalske karriere som 13-årig. Det var dengang, et kassettebånd stadig kunne være vejen frem. Nu er den lille Oberst blevet 32-årig veteran og har i en årrække haft travlt med sin dobbeltkarriere som soloartisten Conor Oberst og med bandet Bright Eyes, hvor han har fejret sine største triumfer. Conor Oberst er en af sin generations betydelige sangskrivere. Det seneste album, ’Team Love Records’, har ikke haft den helt store effekt på den overordnede vurdering af ham, men Conor Oberst har så snurrig en personlighed og så stort et materiale at plukke fra, at kun sort uheld burde kunne udelukke en interessant koncert.
Love Shop, København 3. maj
Selv om kun Jens Unmack er tilbage fra det oprindelige Love Shop, er formen stadig fin. ’Skandinavisk lyst’ har haft næsten samme gennemslagskraft som det stærke comebackalbum ’Frelsens Hær’, og live fortsætter Love Shop med at være en af landets store attraktioner. Ja, for ikke at sige traditioner. Som pionerer i dansksproget rock ’part 2’ er Love Shop et lyslevende klenodie, og Jens Unmack fortsætter tilsyneladende ubesværet med at ryste sin danske poppoesi om billeder af verden ud af ærmet. Københavner-koncerten (det er endnu ikke fastlagt præcis hvor, red.) er altid noget særligt, og det vil den også blive denne gang.
Stefan Klercke Mathiesen anbefaler
Helm, Huset, 29. januar
2012 var et godt år for den mere eksperimenterende ende af den elektroniske musikscene. Ikke mindst takket være græske Bill Kouligas’ pladeselskab PAN. En af deres og årets mest vellykkede udgivelser kom fra engelske Luke Younger, der udgør halvdelen af drone-noise-duoen Birds of Delay, men på PAN udkom med en soloplade under navnet Helm. Over fem lange numre udforsker ’Impossible Symmetry’ en sælsom, dyster og smukt meditativ side af noise-genren med tydelig inspiration fra industrial-ikoner som Carbaret Voltaire og Coil.
Vatican Shadow, Roskilde Festival, 29. juni-7. juli
Selv om de tidlige technoproducere i Detroit havde klare samfundsundergravende tendenser, er det i dag ikke en genre, man forbinder med en storslået politisk dagsorden. Det er ikke tilfældet med Los Angeles-baserede Dominick Fernow, der med Vatican Shadow-projektet laver industrial techno med titler som ’Ghosts of Chechnya’ og ’Mural Of Saddam’ og åbenlyse referencer til konflikterne i Mellemøsten og krigen mod terror og et aggressivt og truende lydbillede til at bakke missionen op.
Louise Skov Andersen anbefaler
Jake Bugg, Lille Vega, 13. marts
Han ligner en, som kunne være lavet af noget Keith Richards-dna engang i midten af 1960’erne. Han spiller guitar som en ung Bob Dylan. Og når han åbner kæften, er det med samme flabethed, som man kunne høre i Liam Gallagher dengang, da Oasis sloges med Blur. Jake Bugg trækker tråde tilbage til både 1960’ernes og 1990’ernes musikalske guldaldre. Alligevel er der noget forfriskende nyt over det blot 18-årige stortalent, som i efteråret sendte sin selvbetitlede debut på gaden. Jeg forelskede mig i Buggs små fængende fortællinger fra et gråt Nottingham, da han i foråret stjal showet fra Michael Kiwanuka, som han spillede opvarmning for i Vega. I marts er det heldigvis den nordengelske teenager selv, som står i front på den scene.
Mariam The Believer, Koncertkirken Blågårds Plads, 28. februar
Mariam Wallentins stemme får mig altid til at tænke på de utæmmede kvinder, som ifølge landsbymyten bor ude blandt bøgetræerne og primalskriger af skovens dybe, stille ro. For der er en feminin urkraft over den svenske sangerinde. Jeg overgav mig aldrig helt til hendes Wildbirds & Peacedrums-projekt, men som Mariam The Believer forener hun på bedste vis det skæve og det poppede. Ikke ulig landskvinden Jenny Wilson. Men med mere vildskab i stemmen. Det kommer til at lyde godt i Koncertkirken.
Hästpojken, Debaser, Malmø, 23. marts
Ingen koncertsæson uden svensk indie med Göteborg-accent. I hvert fald ikke for mig. En stor del af min pladesamling har rødder i den gamle industriby, som i dag er skandinavisk indies vel nok vigtigste epicenter. For eksempel Hästpojken. Duoen, der er klar med nyt materiale i februar, har alt det, der kendetegner lyden af Göteborg for mig: energiske melodier, underfundige tekster og en forsanger, som egentlig ikke kan synge. Så charmerende, at det er værd at smutte en tur over Sundet for.
fortsæt med at læse
