Det hang ikke sammen for Jessie Ware, da hun tirsdag aften gav sin første koncert i Danmark.
For en sangerinde, der træder ind på scenen i bar mave og blazer for at forføre det udsolgte spillested med sensuel sovekammersoul, gjorde hun til at begynde med en overraskende genert entré.
Den 28-årige brite vinkede undseelig med albuerne stramt ind til kroppen og smilede næsten selvudslettende, da hun tog plads foran sit lille tremandsband af guitar, bas og trommer.
Med et gosperkors kraft
Da tonerne af ’Devotion’ rullede ud over salens blanding af veninder i pæne kjoler, mænd i nystrøgne skjorter og de mange nussende kærestepar, lukkede den bly englænder sine øjne og lod stemmen fylde rummet ud.
Og hvilken kontrast. Først tilbageholdt, men inden sangens fire stilfærdige minutter var passeret, sang Ware med et gospelkors kraft i de små hyl og dybe vibrationer, der i løbet af aftenen trak spor tilbage til 1980’er-forbilleder som Sade og Whitney Houston.
Jessie Ware skød sidste år op af Londons klubundergrund, hvor hendes mørke soulstemme gav basmusikere som Joker og SBTRKT bløde kurver, før hun meldte sig stærkt på banen som solist med sidste års fornemme albumdebut, ’Devotion’.
LÆS ANMELDELSE Smagfuld sirenesang vil få underbukser til falde til jorden
Her trådte hun i karakter som en diva, men nu stod den spinkle englænder statisk stille, og det knasede kraftigt på den linje, der forbinder person og stemme.
Under huden
Hun sang sig ind under huden på os, men lagde aldrig kroppen bag på en tirsdag aften, der trods sikkerhed i stemmen derfor endte som en usammenhængende affære.
Det kunne let have været så meget bedre, men endte med at udstille Ware som en forsigtig performer, der endnu ikke har fundet sig til rette på en scene.
Det var ellers en kort koncert, og Jessie Ware erkendte charmerende blankt, at mængden af hendes materiale ikke engang rakte til ekstranumre, »ikke på det her tidspunkt i kampen«.
Efter 45 minutter sluttede hun af med den blidt vuggende ’Running’, der blev endestation på en fin lille rundtur gennem debutalbummet tilsat Wares lystige og løse småkvidren om Peter Schmeichel og Noma.
Skrabet stil
Turen gik fra den fængende ’Night Life’ til de bønfaldende strofer på ’Taking in Water’, og det gik ikke hurtigt. Wares sange tager sig god tid og holder sig i balladernes sanselige zoner.
Det sidste er noget bedre på album end i koncertform. Den lille trio bag Ware gav spartanske versioner af sangene, hvor guitaren tilsatte for meget funk, trommerne manglede underspil, og den ellers smidige bas lå for tungt over et lydbillede, hvor man savnede den dybde, albummet besidder.
De oprindelige nuancer forsvandt, og bandets skrabede stil reducerede ellers fremragende sange som ’Sweet Talk’ til et tamt ekko.
Selv sangen druknede til tider i mixet, og det er det sidste, der må ske til koncert med Jessie Ware.
Afdæmpet erotik
Det søvnige hit ’Wildest Moment’ kunne dog ikke holdes nede, og selv om det var langt fra den oprindelige klang af bandet Soul II Soul på ’No to Love’ fungerede den funky guitar her for en gangs skyld, mens Ware gik fra linjerne »Who says no to love« over i Marvin Gayes ’I want you’.
Det var spændstigt og fuldt af den afdæmpede erotik, der smyger sig rundt i alle Wares sange, men som hun holdt på afstand med sine lidt for kokette bemærkninger, sit stive kropssprog og kantede band. Det hang dårligt sammen.
Talentet er åbenlyst, og de ofte subtile sange kan meget mere, men hvis Ware ikke skal ende som en musikalsk fodnote til 2012, må hun smide forsigtigheden af sig på en scene og komme ind i den kamp, hun talte om. Hendes stemme er der allerede.
fortsæt med at læse
