Kritisk rapper blev kylet af scenen ved Obama-fest

Musik. Lupe Fiasco har vundet flere grammyer i sit hjemland og samtidig været ude med hård kritik af Barack Obama.
Musik. Lupe Fiasco har vundet flere grammyer i sit hjemland og samtidig været ude med hård kritik af Barack Obama.
Lyt til artiklen

Det skulle have været den store hyldest af den amerikanske præsident Barack Obama. Og en fejring af, at han skal sidde fire år mere i Det Hvide Hus.

Men da rapperen Lupe Fiasco natten til søndag trådte op på en scene i et koncertsted i Washington ved en indsættelsesfest for Obama, gik ikke alt efter planen.

Midt i sin koncert begyndte rapperen at råbe slagord mod Barack Obama ned i mikrofonen. Herefter spillede han i 30 minutter en anti-krigssang, hvorefter han igen begyndte at kritisere præsidenten.

Det fik et par hærdebrede sikkerhedsfolk til at entrere scenen og eskortere Lupe Fiasco væk. Til sidst blev han ført helt ud af bygningen.

LÆS OGSÅ Barack Obama er indsat til fire år mere som præsident

Stemte ikke på Obama
Lupe Fiasco var hovednavnet ved festen, som havde titlen 'Inauguration Celebration Party'. Men han nåede altså ikke at spille sin koncert til ende.

»Lupe Fiasco er lige blevet smidt ud scenen her på Hamilton Live, efter han gik i gang med et heftigt udfald mod Obama«, skrev en reporter, Josh Rogin fra Foreign Policy, på Twitter.

Han tilføjede.

»Lupe sagde, at han ikke havde stemt på Obama og fik at vide, at han skulle gå videre til den næste sang. Da han nægtede det, kom et team af sikkerhedsvagter på scenen og fortalte ham, at han skulle gå væk«.

Kritik Modigt og elegant udspil fra Lupe Fiasco

Obama indsættes i dag

Lupe Fiasco har vundet flere grammyer i sit hjemland og spillede i 2008 på Roskilde Festival i Danmark.

Rapperen, som har fødenavnet Wasalu Muhammad Jaco, har tidligere været ude med offentlig kritik af den siddende præsident.

Under et interview med CBS i 2011, kaldte han Barack Obama »den største terrorist i USA«.

»Den grundlæggende årsag til terrorisme er de ting, du som regering tillader at ske. Den udenrigspolitik, vi fører i flere lande, inspirerer folk til at blive terrorister«, sagde rapperen ved den lejlighed.

Alligevel blev Lupe Fiasco hyret til at spille ved indsættelsesfesten for Obama søndag nat.

USA's præsident holdt i går en lille indsættelsesceremoni i Det Hvide Hus. I dag bliver Obama formelt taget i ed for endnu en embedsperiode på Capitol Hill i Washington.

LÆS OGSÅ Washington varmer op til Obamas store fest

Anders Hjort

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her