Michael Cornfield er ekspert i amerikansk politik og kan frit fra hukommelsen citere fra en stribe af de taler, som præsidenter har holdt ved deres indsættelse.
Og som den politiske nørd, han er, var han selvfølgelig også til stede, da Barack Obama i 2009 blev indsat som USA’s 44. – og den første sorte – præsident.
Den dag glemmer Cornfield aldrig.
Men prøv lige at spørge ham, hvad Obama sagde i sin tale?
»Det kan jeg ikke huske. Ikke et eneste ord«, siger han.
Ifølge Michael Cornfield, der til daglig underviser på George Washington University, er der tre ingredienser i enhver indsættelse af en amerikansk præsident: Det er en næsten religiøs begivenhed i form af edsaflæggelsen, der sker med en hånd på Bibelen, fordi det var sådan, den allerførste præsident, George Washington, valgte at gøre det.
LÆS OGSÅ Washington varmer op til Obamas store fest
Det er en kendisfest i kraft af den store parade og de utallige baller, der holdes i hovedstaden, når præsidenten er indsat. Og det er en mulighed for at bedrive politik ved hjælp af indsættelsestalen, som folk i hele USA og resten af verden lytter med på.
For fire år siden var det de to første dele, der fyldte noget, påpeger han:
»Det var festen. Det var fejringen. Det var alle de mennesker, der aldrig havde troet, at de i deres egen livstid skulle opleve en sort amerikansk præsident, som stimlede sammen i metroen og foran Kongressen, og som gik til festerne. Glimmerfaktoren røg helt gennem loftet. De holdt store koncerter på trappen af mindesmærket for præsident Lincoln – der, hvor Martin Luther King i sin tid holdt sin berømte tale. Det er, hvad vi husker. Selve talen var et antiklimaks«, siger Michael Cornfield.
Ingen appetit på fest
Situationen er på mange måder omvendt, når Barack Obama i dag markerer sin genindsættelse og tager hul på sin anden periode som præsident:
Det helligste øjeblik – selve afsigelsen af eden – fandt nemlig allerede sted i går.
Forfatningen kræver, at den skal finde sted senest 20. januar, og derfor svor formanden for USA’s højesteret Obama ind ved en ceremoni i Det Hvide Hus i går. I den forstand er dagens ceremoni en genudsendelse.
LÆS MERE
Barack Obama er indsat til fire år mere som præsidentPå samme måde er fejringen i denne weekend en bleg skygge af den folkefest, der samlede USA og verden i en blanding af håb og begejstring for fire år siden. Ti officielle baller er reduceret til blot to, og der ventes færre end halvt så mange tilskuere i det centrale Washington i dag i forhold til sidste gang.
Oven på den dybeste økonomiske krise i et halvt århundrede – og senest en skudtragedie, hvor 20 skolebørn mistede livet – er der ingen appetit på at feste, som om det var 2004, eller på at lade Hollywood og den udskældte underholdningsindustri stjæle billedet.
Så tilbage står det politiske.
Og for Michael Cornfield er det store spørgsmål ved dagens begivenhed, hvordan Barack Obama vil tale om og til den del af Det Republikanske Parti, der med benhård blokpolitik har ledt USA ud i den værste politiske handlingslammelse i nyere tid, og som nu står i vejen for mange af de ting, Obama håber at opnå i sin anden periode:
»Hvad Obama siger til Tea Party-bevægelsen, bliver strategisk set den mest interessante del af hans tale«.
Obama studerer forgængerne
Gennem historien har amerikanske præsidenter brugt deres indsættelsestaler til at ramme samtiden ind og dermed også ramme sig selv ind i historien.
Det var i sin indsættelsestale, at John F. Kennedy sagde: »Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men spørg, hvad du kan gøre for dit land«.
Og det var i sin første indsættelsestale, at Franklin D. Roosevelt i 1933 mindede amerikanerne om, at »det eneste, vi har at frygte, er frygten selv«.
Netop Franklin D. Roosevelt er en af de præsidenter, som Barack Obama på det seneste har studeret grundigt i et forsøg på at forstå, hvordan tidligere præsidenter har håndteret deres anden periode. En af konklusionerne er, at mange har opnået langt mindre, end de havde håbet.
»Det er noget, vi har talt meget om«, siger Obamas toprådgiver, David Plouffe, som forlader Det Hvide Hus i denne uge, til New York Times.
»Vi har brugt megen tid på at forsøge at finde ud af, både hvad vi skulle satse på, men også måder at sikre, at vi fastholder samme energi og fokus som i første periode«, tilføjer han.
Historikere til privat middag
Som et udtryk for, hvor opmærksom Barack Obama er på sin egen plads i historiebøgerne, inviterede han forleden en gruppe af landets fremmeste historikere til en privat middag i Det Hvide Hus.
Her sammenlignede Obama ifølge flere deltagere sig selv med Dwight D. Eisenhower – den tidligere general og krigshelt, der som præsident forsøgte at begrænse militærindustriens magt i USA.
Flere af historikerne mindede venligt Obama om, hvordan mange præsidenters anden periode er endt med at handle om skandaler og krisestyring – tænk blot på Bill Clintons rigsretssag om utroskab, George W. Bushs mareridt med at håndtere en mislykket krig i Irak eller Richard Nixons afgang i utide på grund af Watergate-skandalen.
»Helt generelt giver historien ikke grund til meget håb«, siger Robert Dallek, en af historikerne, der deltog i middagen, til New York Times. »Han er helt bevidst om, hvor svært det bliver, men han er også ovenpå over det faktum, at han vandt, og at det skete så overbevisende«.
Barsk tilgang
Ifølge en af præsidentens nærmeste rådgivere, Valerie Jarrett, vil Obamas tale i dag handle om, hvordan politisk forandring ikke skabes i Washington alene.
»Amerikanerne skal blive ved med at råbe op, det er den bedste måde at påvirke Washington på«, siger Valerie Jarrett til Wall Street Journal.
Det ligger fint i tråd med den erkendelse, der synes at have indfundet sig hos Obama efter de første fire år, nemlig at hans oprindelige strategi om at finde den gyldne middelvej, der kan samle Amerika, er slået fejl.
LÆS OGSÅ Her er Obamas udfordringer de næste fire år
I stedet vil han langt mere direkte agitere for de forandringer, han selv brænder for.
Det så man forleden, da han højst utraditionelt lancerede et stort og kontroversielt våbeninitiativ kort før indsættelsen. Og det har man set i hans barske tilgang til forhandlingerne om en økonomisk redningspakke, hvor han har tvunget republikanerne til at gøre store indrømmelser.
For fire år siden skrev Obama sig ind i historien som den første sorte præsident.
I dag begynder han et nyt kapitel, der kommer til at definere hans omtale i historiebøgerne – og den bliver ikke afgjort af hans hudfarve, men af hans politik.
fortsæt med at læse
