Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Kriser. »Med nogle sange kan jeg godt tænke: Hvordan slap jeg i det hele taget igennem det, der skete dengang?«.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Steffen Brandt: Der ligger en kæmpestor belønning i at holde sig vågen

I anledning af tre udsolgte koncerter fortæller TV-2-frontmanden om bøger, musik og livet som 59 år.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er det Ingmar Bergman, der skriver om det væsentlige i at have en drift hen imod at gøre det umulige?

Det er en utrolig kreativ kraft. Med en indbygget mulighed for at falde ud over kanten.

Jeg kan godt lide, når det er en del af spillet. At det kan gå fuldstændig galt. Ikke fordi man gerne vil have, at det sker. Men man skal mærke det, når man har med kunst at gøre. At noget kan gå galt.

Med mine gendigtninger af Bob Dylan var det sådan. Jeg havde det, som enhver må have det, når man kommer tæt på en kunstner som lytter eller bruger. Der opstår et forhold, som gør det næsten helligt for en. Og så kan man ikke altid have, at nogen bryder ind i det rum, man har skabt sammen med sin kunstner.

LÆS ANMELDELSE

Nogle tænkte nok om mig, at »det skal han ikke begynde på, for det er slet ikke sådan, vi har læst Dylan«. Det forstår jeg udmærket. Men jeg tror nu, man godt kunne se, jeg havde gjort mig umage. Og at jeg ikke bare havde gjort mig fagligt umage, men at jeg også havde været inde i de rum, hvor det koster noget.

Alle teksterne blev sendt til New York, hvor der sidder en stab og læser oversættelser og gendigtninger igennem. De kom tilbage med det første ug+, jeg har fået i min karriere.

Dog var der en enkelt anmærkning. Jeg havde gendigtet ’With God on Your Side’ og i et vers ført den op til Irakkrigen. Af gode grunde slutter teksten jo ellers i 60’erne. Tilbage kom et lakonisk svar, som jeg har rammet ind. »Dylan never mentioned the war in Iraq«. Hvortil jeg tænkte: Okay, de har virkelig været nede i detaljerne.



Jeg tror, man skal vælge og også tage sine kampe. Ellers går man ned.

Musikalsk kan man sige: »Hvad så, Steffen B? Har du risikeret noget på det punkt?«. Det føler jeg ikke, at jeg har. Det risikable i mit projekt er det tekstmæssige. Der er konfrontationer med nogle dæmoner i en udvikling, der strækker sig over 30 år. Der er eksistentielle overvejelser, som er mere end velskrevne og dygtige. De er hentet fra steder, hvor det må have kostet nogle kampe. Der må jeg tage min del af et ansvar som moderne menneske, der er med til at fortælle vores tid.

Jeg har ikke en forestilling om at komme ud af det her liv på en måde, så alle, jeg har kendt, vil forstå, at jeg gjorde, som jeg gjorde. Det ville ikke være fair. Det kan jeg ikke bede om

I det mindste kan jeg lægge det frem til fortolkning, identifikation, afstandtagen eller uforståenhed, sådan som jeg synes, det har været. Også når det ikke har været særlig ... godt.

Når vi nu i TV-2 spiller vores sange fra de seneste 30 år, kan det aflæses, hvad der har været af kriser undervejs ikke bare for mig, men også i verden omkring os.

Man kan se, hvad det har haft af indflydelse på mig. Med nogle sange kan jeg godt tænke: Hvordan slap jeg i det hele taget igennem det, der skete dengang? Hvordan lod det sig gøre, uden at nogen sagde om mig: »Er han syg, den mand?«. Måske er det tegn på, at det fik en kunstnerisk form, så andre ikke læste det som et selvbiografisk indspark, men som et brev. Til dem selv.

MOGENSEN

Der er den barmhjertighed indbygget i et liv, at har man i øvrigt handlet ud fra en oprigtighed, venter der, uden at vi skal blive religiøse, en tilgivelse. Man foretager nogle gange valg, som ikke kan blive rene, fordi man handler forkert, uanset hvad man gør.

Men også da tror jeg, der venter tilgivelse. I situationen er det vanvittig hårdt, også for de mennesker, ens valg går ud over. Og jeg har ikke en forestilling om at komme ud af det her liv på en måde, så alle, jeg har kendt, vil forstå, at jeg gjorde, som jeg gjorde. Det ville ikke være fair. Det kan jeg ikke bede om. Men jeg har brug for selv at forstå baggrunden for mine handlinger.

Jeg tror, ideen er, at man med nogle ting må sige til sig selv: »Det skulle jeg ikke have gjort«. Og så leve med skylden og skammen. Som måske til gengæld betyder, at man bedre kan forstå andre. Hvis man endelig skal have den positive brille på, hvad jeg godt kan lide at have.

Der ligger en kæmpestor belønning i at holde sig vågen med alderen. Alle sanser er mere skærpede og har aldrig været mere tense, kan man næsten sige. Du har aldrig været mere påvirkelig, for nu kender du dine egne begrænsninger og virkemidler. Du kan aflæse alt, der passerer forbi. Og du kan også vælge bare at lukke af for det.



De sidste ti år har jeg lavet forskellige konstellationer.

Hvert år har jeg på Bornholm et projekt, der hedder ’Udenfor sæsonen’. Ideen kom, fordi jeg oplevede, at vi bliver inddelt i segmenter, alt efter hvor vi er socialt, karrieremæssigt og aldersmæssigt, og forventes at se og høre bestemte programmer. Jeg kunne ikke få det til at stemme med min virkelighed og tænkte, at man måske kunne vise, at det kan være anderledes.

Det er blevet til, at på papiret meget forskellige kunstnere mødes. Hidtil har ingen sagt nej. Vi har oplevet Oh Land fortolke Povl Dissing, og akkordeonspilleren Bjarke Mogensen har optrådt med et Kashmir-nummer. For 11 år siden var det ikke almindeligt med de her mash-ups.

At få en voksen og en ung kunstner til at samarbejde skaber dynamik og brudflader. Måske er det den måde, jeg kan lade noget gå videre på. At blive ved med at tage publikum alvorligt, også når det er blevet voksent, er ellers nærmest en form for subkultur nu. Selv om der er en sult efter at blive taget alvorligt.

Man ser det på lyrikoplæsningerne. Folk strømmer til. Det er bare ikke altid, en bevægelse opdages i de led, hvor formidlingen sker. Så det er her, det ledige standpunkt er i øjeblikket. Det tager jeg gerne.

Det her interview er lidt som Søren Ulrik Thomsens ’Det værste og det bedste’. Hans nyeste ’Rystet spejl’ er for resten rigtig god. Det er Lone Hørslevs ’La’os’ også. Kender du hende?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad med Stine Pilgaard? Hendes ’Min mor siger’ er velskrevet, morsom og så præcis i skildringen af forholdet til moren, faren, hende selv og hendes tid. Den beskriver alt det, jeg ikke rigtig synes, vi hører fra mine yngre kollegaer inden for sangskrivning.

Jo – fra Marie Key – hun er et lyspunkt med et sprog, der er levende og tør bruge humoren som virkemiddel. Og så har hun og hendes producer, Andreas, virkelig fået fat i tidens lyd og redefinerer den elegant.

LÆS ANMELDELSE

Karl Ove Knausgård har jeg læst med stor fornøjelse.

Han bruger det litterære greb at fremlægge sit liv 1:1. Han kender sin form, og man kender næsten ham og hans familie og hans omgangskreds. Og han opnår troværdighed, fordi så mange mellemregninger er med. Man tænker aldrig, at nu sker det eller det, fordi det skal gå op med noget i en romanteknisk dramaturgisk tilrettelæggelse.

Indimellem er der lange passager, hvor han bare trækker vejret. Det kan være en tur ned til bageren og tilbage igen, og det kan fylde et helt kapitel. Men sådan er livet jo også i virkeligheden. Nogle gange er det bare en tur ned til bageren og tilbage igen.



Nu er der ingen grund til, at disse en bestemt genre her i den bedste sendetid, men jeg har prøvet at læse de der meget populære bøger, som er filmatiseret. Da jeg nåede slutningen, følte jeg mig snydt. Fordi det viste sig, at det hele skyldtes en ligegyldig forbrydelse.

I samme åndedræt blev jeg så glad for at læse Josefine Klougart, som er fri for den form for dramaturgi. Hos hende sker det meste måske mellem linjerne, og det skal man selv tænke ind i det og leve videre på.

LÆS ANMELDELSE

Jeg havde fat i ’Den store Gatsby’ af Fitzgerald i morges og tænkte: »Skulle man?«. Nej. Ikke allerede igen. Det er for kort tid siden sidst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men de gode bøger skal man læse jævnligt. At genlæse Steinbeck, Martin A. Hansen og Johannes V. Jensen! Dét er godt. Måske var der dengang en anden opfattelse af det at skrive? Det er, som om det har en tyngde, når man spoler tilbage og læser.

I sine noveller var Johannes V. Jensen specialist i at skrive om kvinder. Og de var jo de stærke. Igen. Det er dem, der lever, og det er dem, der dør af deres valg i ’Himmerlandshistorier’. Hvordan er det, han skriver:

»Cecil tænkte ikke over, at menneskene kun har et liv, hun tænkte ikke videre klart, og hun forstod ingenting. Men forstod nogen hende?«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden