At hænge ud med vennerne på nogle kvadratmeter fortov ved de kommunale boligblokke i Clifton. Med for mange øl, for mange joints og for mange smøger.
Uden job, uden penge, uden noget rigtigt at stå op til om morgenen ud over det lort, man selv laver.
Skænderier oppe i lejligheden. Ballade i gaderne. Benene på nakken. Politiet i hælene. Hverken fuld eller skæv nok til at drømme sig langt væk.
Sådan så virkeligheden ud for Jake Bugg indtil for ganske nylig. I dag er den 19-årige singer-songwriter sluppet væk.
Væk fra betonbyggeriet. Væk fra gaden. Væk fra forstaden Clifton uden for Nottingham, hvor han er vokset op sammen med sin mor og lillesøster.
Midtenglands Bob Dylan
Nu bor Jake Bugg i en tourbus, der er i konstant fart mellem Europas storbyer.
Siden BBC i 2011 hyrede den dengang blot 17-årige teenager til at spille på deres talentscene på Glastonbury Festival, har først briterne, siden resten af Europa, sunget med på Jake Buggs folkrocksange om det hårde arbejderklasseliv i Clifton.
Da hans selvbetitlede debutalbum udkom sidste år, havde han allerede været lydspor til en tv-reklame for ølmærket Green King, spillet i det ansete musikprogram ’Later... with Jools Holland’ på BBC og været opvarmningsnavn for Noel Gallagher.
’Midtenglands Bob Dylan’, døbte musikmedierne ham snart, og da debuten udkom 15. oktober, gik den direkte ind på førstepladsen af den engelske albumhitliste.
Soundtrack til et kriseramt Storbriannien
Jake Bugg rammer tydeligvis bredt. Måske fordi han med sine akustiske arbejderklassehymner skriver sig ind i en stolt britisk rocktradition, der besynger livet på bunden af samfundet.
I 1960’erne sang The Kinks om ’Dead End Street’. I 1990’erne vrængede Manchestergadedrengen Liam Gallagher i front for Oasis »You could wait for a lifetime / To spend your days in the sunshine / You might as well do the white line« på det hedonistiske hit ’Cigarettes and Alcohol’.
Nu er det så Jake Bugg, som synger om det trøstesløse liv, mange briter lever lige nu i et kriseramt Storbritannien.
»Stuck in speed bump city / Where the only thing that’s pretty / Is the thought of getting out«, lyder det for eksempel på ’Trouble Town’, en af de mange sange på debutalbummet, som uden spor af romantik handler om den verden, som indtil for nylig var virkelighed for ham.
Fylder salen med sin tilstedeværelse
Da Ibyen møder Jake Bugg er han i gang med sin første egentlige turné, der bringer ham rundt i det meste af verden – fra Mallorca og Ibiza til Montreal og Tokyo.
Og til København, hvor han tirsdag spiller i et udsolgt Store Vega. Godt fyldt i den rummelige sal er der også denne aften i den hollandske by Utrecht, da Jake Bugg går på scenen sammen med en bassist, en trommeslager og sit arsenal af guitarer.
Med øjnene fikseret direkte på publikum gennem det halvlange, kraftige pandehår og en, i betragtning af fyrens lille størrelse, overraskende fyldig, varm og selvbevidst vokal fanger Storbritanniens nye stortalent alle i salen med en koncentreret tilstedeværelse og fuldkommen uspoleret lyst til at stå lige her på denne scene.
Så længe der er PlayStation
Nogle timer inden koncerten inviterer en – skal det vise sig – konstant rygende Jake Bugg inden for i sin store, sorte tourbus. ’Beat The Street’, står der skrevet på siden.
Hotelværelser bruger Jake Bugg ikke, mens han rejser med de andre unge musikere og en skotsk tourmanager, der sørger for at servere kaffe og andet uskyldigt for teenageren.
Jake Bugg befrier håret for en pelset øreklaphue, slår ud med højre arm og kigger rundt i bussens smalle og gennemført orange og brune dagligstue og siger:
»Det her er mit hjem. Her er meget rart, synes jeg. Hyggeligt. Vi har PlayStation, og vi har musik, så det er helt okay. I den næste lange tid skal jeg turnere så meget, at det ikke rigtig giver mening at bo andre steder. Her er alt, jeg har brug for«.
Barn i det sociale boligbyggeri
Inden Jake Bugg flyttede i bus, boede han hjemme hos sin mor i Clifton. Ikke et sted, man skal overveje at tage på ferie, fastslår han.
I det hele taget er det svært at få noget som helst godt om den by ud af ham. Det er familien og vennerne, han savner, når han er på turné. Ikke det sociale boligbyggeri.
Moren arbejder med it på kontor. Faren er social- og sundhedsassistent. Forældrene blev skilt, da lillesøsteren var helt ny, og britpoppen stadig var det store på den britiske musikscene i slutningen af 90’erne.
»Der er ikke noget romantisk over det sted, jeg kommer fra. Sådan er det bare«, siger han om sin hjemby.
Dårlige ting sker i Clifton
I ’Two Fingers’ synger du om slåskampe og skænderier mellem en mor og hendes kæreste i Clifton. Handler den tekst om din egen opvækst?
»Det, der sker i teksten, har været en del af mit liv. Min mors kæreste på et tidspunkt ... Lad mig bare sige det sådan, at dårlige ting sker i Clifton. I mange familier. Og blandt mine venner og jævnaldrende er det heller ikke ualmindeligt. Sandsynligvis er det mere almindeligt end sjældent«.
Jake Bugg tænker sig om, når han snakker om sig selv og sin baggrund. Måske cigaretterne hjælper ham med at samle tankerne.
I hvert fald holder han ingen pauser mellem dem under interviewet. Konstant trækker en tynd søjle af røg op gennem en lille rude i bussens tag, mens han snakker.
»Det er svært for mig at tale om mine tekster. Jeg synes ikke, det er nemt at snakke om følelser og om, hvordan jeg har det. For mig er musikken en måde at udtrykke alt det på. Når jeg skriver om det, føler jeg mig godt tilpas. Det er sådan, jeg undgår at undertrykke noget af det, jeg har kørende rundt i hovedet. Det virker ret terapeutisk. Det heler sjælen«.
Tingene skal være ordentlige
Du synger om druk og stoffer flere steder på dit debutalbum. Er du ikke bange for at blive afhængig af et stof, som så mange andre musikere er blevet det før dig?
»Nej. På den måde har jeg måske været meget heldig med det sted, jeg voksede op. For jeg har set, hvad afhængighed af stoffer og alkohol gør ved mennesker. Ikke noget godt. Jeg har også selv prøvet at eksperimentere en lille smule. Med andre stoffer end hash, du ved. Men det dur ikke for mig, så nysgerrigheden er der ikke længere, hvis jeg bliver tilbudt noget«, siger han og tilføjer:
»Jeg kan faktisk godt lide, at tingene er ordentlige, mens vi turnerer. Jeg deler jo den her bus med mit band og mit crew, og alle skal opføre sig civiliseret og sørge for at have det godt sammen. Den slags betyder meget for mig. Mens jeg voksede op, havde jeg ingenting. Da jeg gik ud af skolen som 15-årig, havde jeg hverken job eller penge. Det eneste, jeg ville, var at spille«.
Har altid været nysgerrig
Jake Buggs tidligste musikalske erindring er, at han som 3-årig så en optagelse med Jean Michel Jarre. Jarres ’Oxygene’ er han stadig glad for, selv om han ikke aner hvorfor.
»Sådan var det også, da jeg opdagede, det var det her, jeg ville. Jeg hørte sangen ’Vincent’ med Don McLean i et afsnit af ’The Simpsons’ og fattede ikke, hvorfor jeg var så vild med den. Men det var jeg«, siger han og fortsætter:
»Folk undrer sig nogle gange over, hvad jeg lytter til, og siger, at Johnny Cash, Dylan eller Led Zeppelin da ikke kan være noget for en fyr på min alder. Mange forventer, at man hører hiphop eller heavy metal, når man er så ung. Men sådan har jeg aldrig tænkt. Jeg har altid været nysgerrig på musik«.
Lever forældrenes drøm
Jake Bugg var 12 år, da han fandt ud af, at han ville leve af at spille musik. Hans onkel gav ham en guitar, og så blev skolen pludselig ret ligegyldig.
Nu var det musikken, det gjaldt – ligesom den havde gjort det for hans forældre, dengang de var unge og forsøgte at mave sig ind i popbranchen, uden dog nogensinde at drive det til mere end en hobby.
I dag har deres søn for længst opnået det, de drømte om. Rockkritikerne overdænger ham med gode anmeldelser, journalisterne står i kø for at få lov til at interviewe ham, og i sladderbladene kan man læse historier om unge Bugg og hans affære med Cara Delevingne, en af tidens absolut hotteste modeller.
Den britiske musikpresse har endda forsøgt at opfinde en rivalisering mellem ham og det nogenlunde jævnaldrende boyband One Direction.
Jake Bugg er med andre ord en af hjemlandets mest omtalte og omdiskuterede musikere lige nu. Men hypen er ikke rigtig trængt igennem endnu til mennesket i bussen. Han taler stadig om musikbranchen med en begynders åbenlyse begejstring.
Platinplade og pladespiller
»Den dag, jeg fyldte 19 år, fik jeg min platinplade af mit pladeselskab. For at have solgt en halv million plader på verdensplan. Det var et stort øjeblik. Pladeselskabet havde også købt en gave til mig. En pladespiller! Og en stak gamle vinylplader. Det var en meget smuk gave. Virkelig pænt af dem. Jeg har enkelte vinylplader i forvejen, men jeg har ikke haft noget at spille dem på. Nu vil jeg købe nogle flere og have pladespilleren stående backstage inden koncerterne«, siger han og spørger så:
»Kommer du egentlig til koncerten i aften? Eller skal du lave interview med nogle andre efter mig?«.
At stille op til det ene interview efter det andet er tydeligvis lige nu så normalt for Jake Bugg, at han tror, andre lever deres liv lige så hæsblæsende, som han gør.
Stadig en rod
Nogle timer senere er den forvaskede T-shirt fra interviewet skiftet ud med en skjorte. Pandehåret er på plads. Han klæder scenen, og den klæder ham.
Der er ingen tvivl om, at Jake Bugg er nået langt, langt væk fra Clifton nu. I sin omrejsende tourbus er han allerede i gang med at skrive nye numre – denne gang inspireret af helt andre gader end dem, han husker fra sit grå barndomskvarter.
Men Jake Bugg har ikke glemt Clifton. Han synger stadig om livet i boligblokken. Han er stadig en rod. Og han ved stadig, hvordan man slipper af sted med at stjæle.
Ved et vindue i bussen hænger der i hvert fald et backstagepas til dette års Brit Awards. Jeg spørger, om det er hans. Det er det ikke.
»Næh. Det var et, jeg lånte af Taylor Swift. Måske jeg hellere må aflevere det tilbage igen. På et tidspunkt«.
Ibyen var inviteret til Utrecht af Universal Music.
fortsæt med at læse
