For bare to år siden gik teenageren Jake Bugg rundt i hjembyen, Nottingham, og betragtede det hårde liv i underetagen af den store midtengelske by.
Men i stedet for omsætte sine observationer til hiphop og grime som sine jævnaldrende, filtrerede han sine observationer gennem ældre amerikanske guitarhelte som Buddy Holly og den engang freewheelin' Bob Dylan samt landsmændenes The Beatles’ første spartansk rockende lyd.
Helt i 1960’ernes produktive ånd og bare et år efter debutalbummet, der med sin smægtende folk-blues og et højt energiniveau rystede støvet af det historiske vraggods, er nu 19-årige Jake Bugg klar med sit andet album.
LÆS OGSÅ Jake Bugg indtager tronen som ungdomsverdensmester i rock
Indspillet med udsigt til Stillehavet i det legendariske Shangri La-studie (jeps, deraf titlen) og under ledelse af den mindst lige så historiske producer Rick Rubin.
Den unge Bugg sjosker altså lystigt af sted videre i fodsporet fra de allerstørste. Indtil videre klarer han det lige præcis på sin ivrige tilgang, den sikre sangskriverhånd og en stemme, der på en gang er spinkel og insisterende.
Men i løbet af anden ombæring af Jake Buggs leg med fortidens ild, melder spørgsmålet sig: Hvor længe kan Bugg gemme sig i skygger af andre?
Fjeder på spring
Med en rødglødende akustisk guitar lægger Bugg ud i et forpustet tempo. Som 'Bringing It All Back Home' på 78 omdrejninger. Nasalt remser Bugg 'There's a Beast And We All Feed It' op, før intensiteten får et nøk til på 'Slumville Sunrise', og Rubins fornemmelse for hård rock for alvor rør på sig under 'What Doesn't Kill You'.
De her sange vil fremad, uden at de dog vælter nogen omkuld på vejen.
Igen har Bugg ofte sangskriver Iain Archer ved sin side. Sammen har de en evne til at finde den mest smittende melodiske vej gennem hver eneste sang. Hvad enten de er ude i traditionel amerikansk rockabilly på 'Kingpin' eller fingerspiller sig ind til en pastoral kerne på de ballader, der udgør den sidste halvdel af pladen.
Ikke mindst den porøse 'Pine Trees', hvor man kan møde et andet temperament i Buggs stemme. Den lyder ellers mest som en fjeder på spring, hele tiden parat til en nasal overhaling.
Mens Bugg som sanger leger med Nashvilles skælvende country på 'Storm passes away', skruer Rick Rubin til gengæld op for stadionlyden. Både der og ikke mindst på den storladne 'A Song About Love', som man kan skråle med på helt nede fra de bagerste rækker.
På den måde giver Rubin Bugg en strømlinet lyd til de brede masser, men forsømmer at skrabe Bugg selv ud af de spraglede musikalske referencer, den engelske knægt ellers jonglerer charmerende og begejstret rundt med.
Rockhistorisk attitude
Længslen efter autenticitet eller nerve i fortiden, både den engelske og amerikanske, er ikke nyt i britpop. Det er nærmere definition.
The Smiths havde sine pejlemærker, Oasis sine, det samme har Arctic Monkeys. Spørgsmålet er, om man er i stand til at træde i karakter over for historien.
Her er Bugg desværre kommet lidt længere væk fra sig selv på det andet album, hvor han egentlig burde have gjort det modsatte – og trådt ud af skyggerne.
LÆS OGSÅ 'Midtenglands Bob Dylan' synger sig ud af Nottinghams slum
Godt nok har han også i sine tekster forladt Nottingham og skriver fortsat med fødderne på jorden (eller bare på vej ud ad døren) om popularitetens lumske overflade, hjertekvaler ved køkkenbordet og overfaldsrøveri på gaden.
Men personen Jake Bugg brænder mindre igennem end den eminente musiker Jake Bugg. Det er nærmere blevet mere upersonligt.
Man kan nøjes med at kigge på de to pladeecovere. For et år siden stod en skuttende Bugg i sort-hvid på en gade i England, nu står han i stærke farver og imiterer rockhistorisk attitude i et studie.
Det er ikke sin egen, men andres skygger, han kaster. Den går nok ikke næste år.
Jake Bugg spiller i aften i Vega i København.
fortsæt med at læse
