Emmelie vil være mere end en døgnflue

Superstar. Pressen vil gerne vide, hvordan det føles at være kendt i hele Europa.
Superstar. Pressen vil gerne vide, hvordan det føles at være kendt i hele Europa.
Lyt til artiklen

Fotograferne flokkes om den nye 20-årige stjerne, Emmelie de Forrest, der er mødt op til pressemøde i Danmark.

Et vandglas vælter, og hænder flokkes i vejret: »Se herhen Emmelie. Venstre. Her, her«.

»Hvordan har du det med, at du nu er en superstar i hele Europa?«, spørger en journalist.

Krydsede Øresund
Danske Emmelie tog alle med storm, da hun lørdag aften vandt det europæiske Melodi Grand Prix 2013 med sangen 'Only Teardrops'.

I dag krydsede hun Øresund for at komme hjem og blive hyldet af sine danske fans, men først gik turen til pressemøde i DR's Koncerthus.

»Jeg er megatræt, men også meget glad og lettet. Det er slet ikke rigtig gået op for mig endnu, hvad det her betyder, men jeg har hele tiden troet på vores sang«, siger grandprixvinderen, som kun har sovet fire-fem timer.

Skuffede svenskere om Emmelie de Forest: Den bedste sang vandt

Da hun i nat skulle på scenen for at modtage sig trofæ, var den 20-årige nordjyde »meganervøs«.

»Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige, hvis værten spurgte mig om noget. Jeg var helt tom af ord på grund af lykke«.

Sms'ede med ven
På vej op på scenen i Malmø sms'ede hun til en ven for at spørge, hvad hun skulle sige.

»Bare sig, at du er glad for alle dem, der har stemt på dig, at du er stolt over at stille op for Danmark, og at du er glad for at være en del af holdet«, skrev vennen tilbage.

»Men altså, det var jo det oplagte svar - det vidste jeg godt«, griner Emmelie de Forest på pressemødet.

Spiller i Tivoli
Nu er det dagen derpå, men smilet er ligeså stort som i går. I aften, kl. 17.30, spiller hun i Tivoli for at møde sine danske fans, og ifølge hendes manager bliver den kommende tid ualmindelig travl.

»Men jeg elsker at lave musik, så jeg tager bare en dag af gangen. Fra jeg var 14, til jeg var 18, var jeg meget på landevejen. Jeg spillede hver weekend. Nu er det pludselig blevet endnu større, men det er bare fedt«, siger sangerinden.

6. maj udkom hendes første plade, og hun tror og håber på, at hun ikke bare bliver en »melodigrandprixdøgnflue«. Hun vil gerne leve af musikken.

Med sejren i går skal grandprixet næste år holdes på dansk grund, og det glæder blandt andre DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme:

»Jeg er måske en af de lykkeligste mænd lige nu. Et stort internationalt melodigrandprix kommer til Danmark. Jeg er så stolt og glad på Emmelies og hele holdets vegne, at jeg slet ikke kan være i min krop af bare fryd«.

Borgmestre i København og Herning melder sig klar som grandprix-byer

Hvor melodigrandprixet skal holdes er ikke besluttet endnu. Planlægningen begynder først tirsdag, forklarer DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.

»Det bliver en meget stor opgave at løfte, og det giver da lidt sved i håndfladerne. Nu må vi prøve at tænke ud af boksen, for det er jo helt op til os at bestemme, hvordan man fejrer melodigrandprix i Danmark«, siger hun.

Tidligere grandprix-arrangør: Pengene kan hentes mange steder fra

Af med skoene

Emmelie de Forrest selv krydser fingre for, at finalen holdes i Gigantium Arena i Aalborg.

»Det ville være helt vildt, hvis det blev holdt i Nordjylland. Det er der, jeg er vokset op, og Gigantium ligger kun en time fra, hvor jeg bor«, siger hun, inden hun rejser sig fra sofaen, tager de sorte højhælede af og stiller sig foran fotografmængden med trofæet.

Sofie Synnøve Herschend

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her