Tidligere grandprix-arrangør: Pengene kan hentes mange steder fra

Parken. Billede fra oprydningen i Parken efter showet i 2001, som var sidste gang, Danmark var vært. Pris: 65 millioner kroner.
Parken. Billede fra oprydningen i Parken efter showet i 2001, som var sidste gang, Danmark var vært. Pris: 65 millioner kroner.
Lyt til artiklen

Umiddelbart tegner det til at blive en stor udskrivning for Danmarks Radio, at Emmelie de Forest i går blev kåret som vinder af det europæiske Melodi Grand Prix.

For dermed er Danmark vært for næste års europæiske musikfest. Og at være vært koster penge. Mange penge.

LÆS OGSÅ Skuffede svenskere om Emmelie de Forest: Den bedste sang vandt

Men ifølge Jørgen Ramskov, der arrangerede showet i 2001, hvor Danmark ligeledes var værtsland, er der »mange tangenter at spille på«, når det kommer til det med pengene.

Dengang kostede showet omkring 65 millioner kroner, og omkring halvdelen af disse penge kom fra European Broadcasting Union, som er bindeleddet mellem de internationale aktører, der deltager i showet.

Nattefest efter pop-sejr: Danskere vil have grandprix til Legoland og Parken

Ville ikke bruge licenskroner
Siden da er grandprixet udvidet med to semifinaler og strækker sig over tre dage i stedet for en. Det vil derfor sandsynligvis blive en dyrere omgang end sidst – i Sverige kostede showet omkring 125 millioner kroner – men støtten fra EBU kan også være vokset, indvender Jørgen Ramskov.

»Der er også kommet flere lande med, så der er flere, der bidrager til festen«, siger han.

SE BILLEDER

Dengang, i år 2000, kom Brødrene Olsens sejr i Globen i Stockholm komplet bag på de danske arrangører, fortæller Jørgen Ramskov.

Ingen bookmakere havde forberedt Danmark på, at de skulle være værter året efter, så der måtte tænkes hurtigt.

»Vi besluttede så at gennemføre showet uden at bruge licenspenge, og derfor var vi tvunget til at tænke kreativt. For os var billetindtægterne meget vigtige. Det var inspireret af svenskerne, som løftede det op fra et VIP-arrangement til en folkefest. Så vi tænkte, at hvis de kan lave en folkefest, så kan vi også«, fortæller Jørgen Ramskov, der i dag er direktør for Radio 24syv.

DR forbereder allerede europæisk grandprix i Danmark

Dengang indhentede DR sin halvdel af pengene fra sponsorindtægter. Og der er også andre ting, man kan gøre, fortæller Jørgen Ramskov og nævner muligheden for at forhandle med værtskommunen om et tilskud.

Først visioner, så økonomi
Ifølge DR’s kulturdirektør Morten Hesseldahl er der endnu ikke truffet en beslutning om, hvordan næste års show skal finansieres.

»Nu sætter vi et hold sammen, som skal stå med ansvaret for at få det gennemført. Det gør vi hurtigt. Og så sætter vi os ned og definerer, hvordan vi ser det for os, og hvad vi har af forventninger«, siger han.

Ville det give mening at lave et finanskrise-grandprix, hvor man holder lidt igen på konfettien?

»I første række skal vi finde ud af, hvad vi har lyst til at lave. Så må vi se, hvad det koster. Og så må vi strikke økonomien sammen og se, hvad der er muligt. Det er ikke noget mål i sig selv at bruge hverken mange eller få penge. Det er et mål at bruge de midler, der kan lade sig gøre i forhold til de ambitioner, vi har«, siger kulturdirektøren.

Fyrværkeri og konfetti for millioner skydes af til popbrag i Malmø

»Den der rim-ting med værterne...«

Det er altså endnu ikke besluttet, hvem der skal være ankermand på næste års arrangement.

Selv om Jørgen Ramskov har erfaringerne fra sidste gang, Danmark var vært, er han ikke fristet til at sige ja tak til at arrangere endnu et grandprix, hvis han skulle blive spurgt, fortæller han.

»Det bjerg bestiger man kun én gang«, siger han.

Har du et godt råd til arrangørerne af næste års show?

»Find en vision, som man kan holde anstrengelserne op imod. Vi havde tre mål: Det skulle ikke koste licenskroner, det skulle bruges til at markedsføre Danmark, og det skulle bruges til at vise DR som en moderne virksomhed«, siger han.

»Og så skal de huske at nyde det. Det er også sjovt«.

LÆS OGSÅ DR's generaldirektør: »Det er et historisk øjeblik«

Når vi ser på grandprixet i 2001, er der så noget, du ville gøre anderledes?

»Ja, jeg ville ønske, vi havde tænkt os lidt bedre om med den der rim-ting med værterne«, siger Jørgen Ramskov.

Værtsparret i Parken, Natasja Crone og Søren Pilmark, introducerede grandprix-sangene på versefødder, hvilket efterfølgende fik stor kritik fra kommentatorer og seere.

»Den skulle vi lige have sovet på. Men - jeg behøver ikke give gode råd, for jeg er sikker på, at DR kommer til at lave det rigtig flot«.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her