Pludselig var roen væk.
Og pludselig var der forventninger til, hvordan Ulige Numre skulle lyde.
På det tidspunkt var Carl Emil Petersen 21 år og arbejdede i en vuggestue, men ’København’ forvandlede ham over night til et af Danmarks mest lovende sangskrivertalenter.
LÆS OGSÅ Dansk rocks nye romantikere kan ikke holdes nede
Så lovende, at Statens Kunstfond tildelte ham det treårige arbejdslegat på i alt 855.000 kroner, hvilket ikke gik ubemærket hen hos mindre bemidlede, erfarne kollegaer i branchen.
Siden turnerede han og resten af Ulige Numre Danmark rundt med et liveset, der næsten var for kort til at bære en hel koncert.
Og imens voksede presset for at skrive nye sange. For var Ulige Numre bare et one hit wonder?
»Hvis du lader dig gå på af pres, legatsnak og forventninger, så bliver det sværere, men det er jo oppe i dit hoved, du skal deale med det. Det gælder om at finde det rigtige mindset«, siger Carl Emil Petersen.
Åbne dage
Den sindstilstand, der virker for ham, går helt tilbage, til da han var 13-14 år og begyndte at skrive sange. Det er den, han selv kalder ’trancetilstanden’.
»Det er ikke en buddhistisk trance, men mere en tilgang til det at skrive sange. Det handler om at slå bevidstheden fra og være modtagelig over for alle mulige tankestrømme«.
Det er i det mentale rum, at Carl Emil Petersen har hentet flere af de 11 sange, der på mandag udkommer på debutalbummet ’Nu til dags’. Et album, der blev til »lidt i 11. time«, fordi det tog tid at finde den rigtige ro.
»De gode sange kan man ikke forcere. De kommer lidt ud af ingenting, mens man sidder og nynner en melodi og synger noget volapyk hen over. Man skal være modtagelig, lidt fjollet, lidt flyvsk. Og alle de der overvejelser om, hvad man gerne vil sige, dem skal man slippe«.
Hvilket for Carl Emil Petersen også handler om at skabe et rum for sig selv, hvor dagene bliver åbne, tomme, begivenhedsløse.
At kede sig konstruktivt
Det rum har han fundet langt fra det København, han skriver sange om. Nemlig i Skagen.
Der har familien et sommerhus, hvor faren har bygget to små træskure på en lille betonsokkel ude i haven.
»Der er strøm, en seng og et skrivebord. Og så har jeg mit lille bærbare setup med, så jeg kan indspille demoer. I vinter var der enormt meget sne, og selv om der er isoleret, og vi har hængt nogle tæpper op, sad jeg med striktrøjer og prøvede at holde varmen«, siger Carl Emil Petersen.
Den lille hule er blevet et vigtigt tilflugtssted, efter at han har fået meget om ørerne i København.
»Herhjemme har du aftaler hver dag. Folk hiver og flår i dig, og man er beskæftiget hele tiden. Men nogle gange skal man kede sig, før sangene kommer. Så selv om jeg har masser af tid og mulighed for at skrive herhjemme, er de fleste skrevet deroppe«.
Derfor ved han nu, hvad der er vigtigt for ham, når han skal skrive.
»Jeg har brug for, at mit internet er slået fra, så jeg ikke hopper på Facebook hvert femte minut. At der ikke er noget tv, at folk ikke ringer hele tiden, og at der ikke er nogen fester, jeg skal til«, siger Carl Emil Petersen.
Starter med famlende ord
I træskuret har han siddet med en kop kaffe, en diktafon og en guitar. Det er sådan, det typisk begynder.
Hen over et par akkorder synger han teksten frem, i starten ofte bare tilfældige, famlende ord. Men ud af vrøvlesætningerne kommer der så pludselig nogle linjer med gods i:
’Måske usynlig tråd / ku’ bindes i dit hoved / så jeg ku’ trække tankerne ud / og lægge dem frem på bordet’, som det lyder på ’Usynlig tråd’, en tyst, nøgen klaverballade, der afslutter det nye album.
Det hele foregår i et fint parløb mellem tekst og musik, hvor ingen af de to kommer først.
»Det hænger sammen, for du har ikke nogen melodi, medmindre du kender ordlyden og ved, hvor mange stavelser der er i sætningen. For selve ordenes tryk og rytme er også melodi«.
Han beundrer forbillederne Bob Dylan og Ryan Adams for netop evnen til at finde den helt rigtige balance mellem ord og musik, så det hele smelter sammen til et samlet, integreret udtryk.
»Og de bedste ting opstår tit, når man ikke tænker på det. Hvis man på en eller anden måde kan slå filteret fra. Det er en trancetilstand, du ikke kan være i hele tiden. Så det gælder om at smede, mens jernet er varmt«.
Nerven i det umiddelbare
På den måde er opgaven den samme, selv om forventningerne udefra har ændret sig. Det gælder stadig om at finde ind til den enkle, gode sang, der virker, som om den er rystet ud af ærmet.
»Kunsten er jo et eller andet sted at abstrahere fra, at andre har forventninger til musikken, for deres holdninger kan aldrig være udgangspunktet. Det vil altid starte med en selv. Og så tror jeg også, musikken bliver bedst«, siger Carl Emil Petersen.
Oplever du som sangskriver den samme lethed, man kan mærke som lytter i din musik?
»De fleste af sangene på albummet er kommet temmelig let. Nogle af de der simple omkvæd, dem kan du jo skrive på to minutter. Og det bliver ofte bedre, end når man har siddet og nørklet med noget i flere uger«.
Carl Emil Petersens sange har fra starten været kendetegnet ved, at de er fængende og iørefaldende, samtidig med at de har lyrisk dybde og en langtidsholdbar melodi.
Og på ’Nu til dags’ har det igen været målet at gå efter den nerve, der ofte ligger i det umiddelbare.
»Man skal passe på med at gøre det meget kompliceret det hele, for det er tit, at det enkle fungerer rigtig godt. Det er jo ikke en jazzkvartet det her. Det er et rockband, som er drevet af energi og indlevelse mere end teknisk kunnen og kompleksitet«, siger Carl Emil Petersen.
»Det er også derfor, så mange kunstnere laver covers af Bob Dylan. Det er, fordi sangene er så smukke, at de kan få en hvilken som helst sanger til at lyde helt vildt godt«.
Videre i teksten
Mange forbinder Ulige Numre med lyden af ’København’. Hvordan har du arbejdet med at komme videre fra den sang uden at smide barnet ud med badevandet?
»Jeg tænker ikke så meget over det, når jeg skriver sangene. Men vi har arbejdet med det som band, og denne gang har vi haft flere muligheder i studiet. På ’Usynlig tråd’ indspillede Teis trommespor i dobbelt tempo, som vi pitchede ned i halvt tempo, og til sidst spillede jeg klaver til det. Så vi har været bevidste om, at man skal videre i teksten«, siger han.
»Men samtidig måtte det ikke blive højtravende. For kompleksitet med lange, instrumentale introstrykker og den slags er ikke i bandets ånd. Det ambitiøse for os ligger i at skrive nogle sange, som er holdbare og måske endda bedre end de gamle«.
At knække koden
Det vakte en del debat, da du fik Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat sidste år. Flere mente, at du havde skrevet for få sange til at gøre dig fortjent til det. Hvilken betydning har den kritik haft for din sangskrivning?
LÆS OGSÅ Ung legatmodtager har ikke leveret nok
»Det er ikke sjovt pludselig at være genstand for debat, men det har ikke påvirket min sangskrivning. Jeg var jo bare lykkelig over, at jeg blev vist den tillid, og ydmyg over for at skulle fortsætte med det, jeg godt kan lide. Selve debatten blandede jeg mig ikke i, og det gør jeg heller ikke nu«.
Hvor drømmer du om at bevæge dig hen som sangskriver?
»Jeg drømmer om at opbygge et repertoire, som folk holder af. Og blive ved at klø på. For uanset om man er en stor stjerne eller en lille fyr på Nørrebro, er man nødt til at sætte sig med en blyant og en guitar og knække koden«.
fortsæt med at læse
