Et af verdens bedste lydsystemer ryster Guldbergsgade

Kunstnerkollektiv. Lydsystemet Firehouse og Raske Penge varmer fra klokken 16 op for Jah Tubbys World System. Senere på aftenen vil dancehall-kunstnere som Klumben og TopGunn spille til efterfest på Rust.
Kunstnerkollektiv. Lydsystemet Firehouse og Raske Penge varmer fra klokken 16 op for Jah Tubbys World System. Senere på aftenen vil dancehall-kunstnere som Klumben og TopGunn spille til efterfest på Rust.
Lyt til artiklen

»Det er en dream come true«.

Sådan siger Jacob Graulund alias JG, der er en del af det populære danske lydsystem Firehouse. Sammen med Strøm Festival og Rust står de bag dagens gadefest, hvor reggae-kunstneren Jah Tubby spiller med sit lydsystem på Nørrebro.

Jah Tubbys World System har medbragt deres specialbyggede koncertanlæg. Det er blevet fragtet direkte fra London til Guldbergsgade, så det kan matche den lyd, som kunstnerkollektivet fra London repræsenterer.

»Der har aldrig været noget lignende arrangement i Skandinavien, hvor et så stort, klassisk og legendarisk lydsystem er blevet kørt helt fra England«, fortæller JG fra Firehouse.

Et lyd-ikon i fire årtier
Et lydsystem er en gruppe af musikere og DJ's, der sammen har et lydanlæg. Rasmus Poulsen alias Raske Penge har i mange år samarbejdet med det danske lydsystem Firehouse, og han har haft en stor del i at indføre reggae og dancehall-genren herhjemme til de danske fester.

LÆS ANMELDELSE

Så var der dybe dyt til 'Skanderbamsen'

Han fortæller, at Jah Tubbys World System kan beskrives som et af verdens bedste og ældste lydsystemer. Jah Tubbys World System har nu i fire årtier været stilskabende på den internationale reggae-scene.

»Jah Tubby har skabt en lyd inden for reggae, som er unik, og som man med det samme kan kende. Det har været en stor inspirationskilde for mig, men også for kunstnere som Klumben og producergruppen Maffi«, siger dancehall-musikeren.

Sammen med Firehouse varmer han i dag op for det engelsk-eksporterede lydsystem klokken 16 foran spillestedet Rust.

»Vi håber da, at folk vil komme og høre os varme op, men de skal specielt komme for at høre Jah Tubbys World System. Det er en fantastisk mulighed ikke kun at høre musikken, men også det verdenskendte højtalersystem«, fortæller Raske Penge og fortsætter:

»Det kan ikke gengives på plade, video eller lydfil. Det findes kun live, og det er lydsystemers kultur, at musikken netop skal spilles på deres egne anlæg«.

Parade med indbygget bas

Allerede to timer inden, der sættes strøm til den udendørs gadefest, mødes lyd-entusiaster på Vesterbro. Fra klokken 14 på Enghavevej 80 vil der være paneldebat og lydanlægnørderi for dem, der er interesserede i mobile lydanlæg og teknikken bag. Fra Vesterbro er der planlagt en parade gennem byen med rullende anlæg mod festen på Nørrebro, hvor alle er velkomne.

At Jah Tubbys World System ikke kun giver anledning til Guldbergsgadefest, men også paneldebat om lydforstærkere og højtalerteknik, er ikke tilfældigt.

»Deres anlæg er ret unikt. Jah Tubby er en mand, der har brugt fyrre på at bygge, tune og forfine et reggae sound system. Det vil få den techno, du hører til Distorition, til at blegne. Der er virkelig smæk på. Især på bassen«, fortæller JG fra Firehouse .

Klokken 22 fortsætter gadefesten indenfor på Rust. Her spiller dancehall-kunstnere som Maffi, TopGunn og Klumben.

Kristian Corfixen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her