Det mørkeste sorte.
Det foruroligende, det grimme, det forfærdelige. Alt det, vi ikke vil vide af, det, vi ikke kan bære.
Folkemordet i Rwanda, svinehunde i dansk politik, nyrige festaber der indtager Tisvilde. Eller mere basalt, at jeg skal dø, og hun skal dø. Alle de ubekvemme sandheder, der først bliver til at leve med, når vi tør gå i dialog med dem.
LÆS OGSÅ De underjordiske cisterner er Københavns nye selskabslokale
Det var udgangspunktet onsdag aften i Cisternerne, da Strøm, den københavnske festival for elektronisk musik, gennemførte en af sine mest spektakulære iscenesættelser.
Død og dans
I kun 10 grader med fugten drivende ned ad væggene og med en rumklang på 17 sekunder havde The Haxan Cloak indtaget det gamle underjordiske vandreservoir med sin desorienterende basdroner, der kværnede under det tordenekko, som de massive mure forlængede tusindfoldigt i et infernalsk bud på efterlivet, som er det tematiske snit på hans seneste album, ’Excavation’.
Ubønhørligt.
Her var langt til exitskiltet, helt præcist 120 meter mellem røgindhyllede stenstatuer og dryppende klaustrofobi.
Barneliget i kisten var måske en lidt plat effekt i forhold til den suggestive undergangsfortælling, der i passager nåede sublime højder med subbassens fysiske greb om struben og diskante helvedeshvepse i ørerne.
LÆS MERE
Kroppen ryster efter voldsom koncert under SøndermarkenEnsomme stroboskopblink understregede kun det mellemliggende mørke, men desværre lagde den britiske musiker for mange beats og for mange lyseffekter under showet, så det af og til blot føltes som et halvkedeligt dj-set i en kælder. Og danse, det gad man ikke. Nu hvor vi lige var indstillet på dødsmesse.
Dansen var til gengæld det hedonistiske imperativ fredag nat på Culture Box, da et af de seneste års sensationer på technoscenen, britiske Blawan, viste, hvordan man med komplekse mønstre af percussion, dissonanser og samplede vokalbidder kan skabe techno, hvor den evindelige bastromme ikke er hovedelementet.
Så der gik aldrig automatik i dansen, som fortsatte langt ud på morgenen.
Kø foran lattergassen
Lørdag aften er traditionelt den store Strøm-fest i Enghaveparken, og for en gangs skyld var lyden fremragende her på asfaltpladsen.
Aftenen startede med Major Notes fra London, der leverede et veloplagt set af simpel bastung klubmusik med UK funky-genrens afsæt i afrikansk og latinamerikansk percussion, og MC Dappa dikterede aerobictime i mikrofonen: »Left to the right. Go left to the right«, kulminerende i stammedans til hittet ’March to the Tribal’.
Tyske Isolée indvarslede tusmørket med sin minimalhouse, hvor en alt for tung bas ikke var tilpasset en musiker med så fint et gehør for brud, synkoper, ambiente flader og piblende melodilinjer, der på en og samme tid er stramt orkestreret og slingrende desorienterende.
Raffinementet druknede i bassens taktfaste bedøvelse, så der var snart kø ved boderne, der solgte balloner med lattergas for 20 kr. stykket.
LÆS ANMELDELSE
Tietgenkollegiet lyste som Billie Jean ved høflig festivalåbningOg den kø blev længere under koncerten med britiske Pinch, der leverede et kedeligt, tilbageskuende dubstepset, hvor bassens konturløse monotoni lød som en mudret morsekode over samme søvndyssende sætning. For meget krop og for lidt fantasi.
Bedste elektroniske koncert i Danmark
Men my, oh my, hvor skulle vi vågne op af døsen, da scenen blev indtaget af den splejsede brite Thomas Green kl. 23.
Under navnet Rockwell er han et af øjeblikkets mest interessante navne på den britiske scene, hvor hans kommende debutalbum ventes med spænding.
Han lagde ud i en næsten rocket stil med forvrænget synth og aggressiv dubstep, der vækkede publikum som flaksende lussinger. »We’re taking no prisoners tonight!«, lød det, og herfra eksploderede pladsen i sitrende hænder som sorte græsstrå i lynstormens modlys.
Fjedrende dubstepbas med et effektivt hiphopbeat i boom bap-stilen. Så gungrende 808’er-bas med drum’n’bass-rytmen speedende under. Der var trap, hvor bassen kildes af sitrende highhat, og smukke melodiske elementer som den forvrængede synthesizer, der strålede mod himlen som et stykke Bach på cembalo. Hele tiden uforudsigeligt, med temposkift, rytmiske variationer og overlegne genreblandinger.
LÆS OGSÅ Et af verdens bedste lydsystemer ryster Guldbergsgade
Og lyden var fremragende. Hver et valg fra pulten, hver et knæk, hver en drejet knap, hver en minimal knasen kunne høres.
Stor musikalitet, stor sans for præcis orkestrering af lag og effekter i en elastisk og overrumplende koncert. Kropsligt forførende, kunstnerisk interessant og håndværksmæssigt sindssygt imponerende.
Måske en af de bedste elektroniske koncerter, jeg har hørt på dansk grund.
fortsæt med at læse
