En ram lugt af pis og blod kradser i næseborene. En ko brøler sit sidste rungende brøl, inden strømpistolen rammer den lige durk mellem de evigt dovne øjne. Man skulle tro, at vi er et landbrug et sted i det flade Jylland. Men vi er på Aarhus Havn, i indre by endda. Og vi er her ikke på grund af en kos sidste åndedræt på et gemt og glemt slagteri.
Opgør med lydporno
De gamle industribygninger, der engang var konservesfabrikker, pølsehaller og slagterier, huser nemlig også en stor del af Aarhus’ musikundergrund under navnet Lydhavnen.
Fotografen og jeg bliver mødt af musikeren og produceren Nicolai Absalon. Han lukker os ind i den gamle kødkonservesfabrik, ind til labyrintiske mørke gange, der ser lige så tomme ud, som da fabrikken i 1977 blev forladt og tømt for krebinetter og forloren skildpadde.
Vi går op ad en trappe, og pludselig befinder vi os ikke bare i en forladt fabrik, men i lydstudiet Rummed, hvor Nicolai Absalon og hans kæreste, grafiker og animator Ida Kiil, samarbejder med kunstnere musikalsk og visuelt.
