Vi er på Refshaleøen. Den sidste halvanden time har det københavnske band Less Win fået taget billeder.
Op ad en turkisfarvet væg, liggende på en trappe og siddende på en affaldscontainer med et påmalet Andy Warhol-citat til lyden af en paintballkamp, der udspillede sig i en stor hal ved siden af.
Nu er vi på vej tilbage mod deres øvelokale på øen. Men inden vi når dertil, lyder en trompet og et orgel bag et vindue. De tre drenge går derhen, og vinduet lukker op. To fyre kigger ud. Der bliver uddelt kram.
»Det var duoen Battle, som vi har turneret og udgivet en split med«, siger Casper Morilla, guitarist i Less Win, da vi lidt efter fortsætter mod øvelokalet.
Støjrocket bande?
Både Less Win og Battle udgiver på det uafhængige pladeselskab Big Oil. Det er blandt andet derfor, jeg skal snakke med dem.
For at fortælle historien om et band, der er en del af en musikalsk bande af alternative rockbands, der foruden Battle og Less Win tæller Shiny Darkly og Ocean View.
En støjrocket pendant til den gruppe af bands, der indeholder punkbands som Iceage og Lower, der holder til omkring spillestedet Mayhem på Nørrebro, hvor de danner nye bands på kryds og tværs af hinanden.
Grupperinger er kedelige
Men inden jeg når at spørge, tager Casper Morilla det selv op.
»Vi ser ikke og vil ikke se os selv som en del af en gruppe. Vi er Less Win. Det er kun os. Vi vil kun være os. Vi har ikke brug for at være en del af en sammensmeltning af bands«, siger han og slår fast, at de dog respekterer de andre bands og er venner med nogle af dem.
Og Less Win hjælper gerne venner. Derfor har gruppens bassist, Patrick Kociszewski, en høj, sortklædt fyr med et mørkt overskæg, mastereret for Ocean View og mixet Battles plade.
Han bakker op om guitaristens afstandtagen til forestillingen om én samlet gruppe.
»Grupperinger bliver tit kedelige, for det kommer hurtigt til at handle mere om, at man er en del af et musikkollektiv, end hvad fanden man egentlig spiller og synger om«, siger han.
Makrelsalat i vindueskarmen
Men hvad er Less Win så?
Et rockband, et trekløver, et venskab, siger de selv, siddende i øvelokalet, der er så nyt, at køleskabet endnu ikke er ankommet og makrelsalaten derfor står i vindueskarmen.
Patrick Kociszewski og Casper Morilla startede bandet i 2010.
De kendte hinanden fra folkeskolen i Taastrup. Casper gik nogle klasser over Patrick, men gennem en fælles polsk kammerat mødtes de to.
Trommeslageren skred
De blev venner og begyndte at snakke om musik. På det tidspunkt havde Casper mest lyttet til ting som Prodigy, Coldplay og Fugees og troede, han skulle være professionel fodboldspiller.
Men da han fyldte 20, stoppede han. En dag ringede Patrick så og spurgte Casper, om han ville være med til at spille musik. Sådan bare for sjov. Patrick arbejdede i SuperBrugsen og tjente penge, som han havde købt musikudstyr for.
De startede med bandet Painted Daisies. Men da de skulle lave deres plade færdig, skred trommeslageren, og pladen blev aldrig udgivet.
Stræber ikke efter succes
De to venner blev » pissed« og besluttede at starte deres eget band, ændre stil og navn. Det navn blev Less Win.
»Vi var sure og så ingen grund til at stræbe efter at vinde«, siger Casper Morilla.
»Og så er der ikke noget billedskabende i navnet, når man læser det. Det skaber ikke billeder af en strand ligesom bandnavnet Dirty Beaches for eksempel. Det siger ikke noget som helst, og det passede godt dengang«, siger Patrick Kociszewski.
Laver ikke hits
Hvorfor ikke stræbe efter at vinde?
»I musikmiljøet og generelt handler det kun om succes, succes, succes. Man stræber efter succesen i stedet for at tænke på processen. For os handlede det om at skære det aspekt fra og sige, hvad er det, vi står her for«, siger Casper Morilla.
Var der megen stræben efter succes i jeres første band?
»Vi havde klart et håb om, at vi kunne nå nogle vegne. Men da den dør lukkede, tænkte vi, om det overhovedet var nødvendigt at nå nogle vegne. Kunne vi ikke bare lave noget, fordi det var sjovt og interessant og vi havde noget på hjerte? Den etik har vi stadig«, siger han.
Hvordan kommer den etik til udtryk i musikken?
»Vi skriver i hvert fald ikke hits«.
I det gamle band havde de en tendens til at gøre det hele lidt »lækkert«. En koklokke her og lidt salsa der. Men i det nye band kom der mere alvor og seriøsitet i musikken, siger de:
»Vi havde en drøm med vores musik, men da vores drømmes optimisme og uskylden bristede, blev vi alvorlige og indadvendte. Og det smittede af i vores musik. Der er jo ingen grund til at lade, som om man er happy, hvis man ikke er det«.
Abstraktioner og frustration
Vi spoler tiden tre dage frem. Stedet er Børneteatret på Christiania, og klokken er tæt på midnat. På den lille scene i det lille rum, hvis lave loft bliver holdt oppe af tykke træstolper, står Less Win.
De skodder deres cigaretter og sætter koncerten i gang. Lyden er støjende og derudad. Patrick Kociszewski og Casper Morilla skiftes til at synge.
Casper spiller guitar og kigger ligegyldigt ud over publikum, når han åbner for sin monotone stemme, mens Patrick synger mere desperat. Han lukker øjnene og dunker munden ind i mikrofonen, mens han vrider kroppen.
De aner ikke, hvad hinandens tekster handler om, men det er personlige ting – »en afladning for fantasier og mareridt, frygt og håb« – sløret med billeder, abstraktioner og ødelagte sætninger og fyldt med frustration, fortalte de i øvelokalet.
Bag dem fjedrer trommeslageren Matthew Moller og ligner en, der snart falder ned af sin skammel. De spiller en halv time og forsvinder med et »tak«.
Færdigt arbejde
Det var her, på Børneteatret, at Matthew først hørte Less Win. Han lavede lyd for bandet til den koncert, som blev deres sidste med den gamle trommeslager, der skulle ud at rejse.
Derfor stod duoen med en ny plade, men igen uden trommeslager. Løsningen var Matthew.
»Jeg kunne lide deres postpunkede lyd. Og så blev jeg draget af den energi og frustration, de lukkede ud til koncerten«, siger Matthew Moller, der er fra Tasmanien, men som drog til Danmark for over fem år siden for at besøge sin halvbror og spille musik.
I starten af 2013 var Less Win altså tre mand igen. Første udbytte af den konstellation var et bånd med fire numre. Det udgav de i maj. Indspillet, mixet og afsluttet på fire timer i bandets gamle øvelokale. Færdigt arbejde.
Usikkerheder gør musikken interessant
»Nogle gange har man brug for at give slip på ting og bare gøre det. Det skal ikke altid blive perfekt, og vi kan godt lide, det er lidt forkert nogle steder«, siger Patrick Kociszewski.
»Det gør ikke noget, man kan høre, det er mennesker, der spiller instrumenterne. Og som menneske har man gode og dårlige dage«, siger Casper Morilla, inden Patrick overtager igen:
»Og så er ideen om, at det hele let kan falde sammen, meget attraktiv. Der er en mulighed for at fejle, og den usikkerhed gør musikken mere interessant«.
Finder kreativitet i at gøre det hele selv
Det med bare at gøre det og gøre det selv hylder Less Win. De har altid gjort tingene selv.
Debutalbummet ’Great’ indspillede de selv i deres gamle øvelokale, som de selv omdannede til studie. Det er mere spændende for dem at arbejde på den måde.
»For vi får en anden kreativ energi ud ved at gøre det selv. Vi skal ikke ind i et etableret studie og reservere en blok på otte timer, gøre vores ting i de otte timer, inden vi skal skride igen«, siger Patrick Kociszewski.
Musikken er et tilflugtssted
På samme tid lærer de andre ting end bare at spille musik. Og de kan holde sig fri af pladeselskaber, der vil bestemme over dem, og holde sig ude af de kasser, de hader at blive proppet ned i.
»Musikken er vores tilflugtssted. Når jeg er ude som lærervikar, og Patrick sidder som speditør, og Matthew står bag baren på Props, får vi at vide, hvad vi skal gøre altid. Men her er det på vores præmisser«, siger Casper Morilla.
»Det skaber uafhængighed at gøre det selv. I den uafhængighed får vi en frihed til at gøre, hvad vi vil. Hvis vi kommer i lommen på nogen, og andre får en idé om, hvem vi skal være, mister vi den frihed. Så piller de den stille og roligt fra os. Og det er der ikke nogen, der skal have lov til«.
fortsæt med at læse
