Som en eksotisk sværmer sitrer en lys stemme over tordendybe, rumlende basrytmer og håndklappede rytmer.
Titlen er 'Phoenix', og med blot det ene udgivne nummer er den københavnske duo Kill J blevet et navn, som internationale pladeselskaber kappes om at tegne kontrakt med.
Selv om der er tale om et samarbejde mellem to musikere, er det udelukkende den kvindelige halvdel, der tegner bandet udadtil. Med sin lange, lange hårlok bagtil og kortklippede sidehår, er Julie Aagard da også en profil, man ikke lige overser.
Vi møder hende på Risteriet ved Halmtovet en tidlig formiddag for at finde ud af, hvem og hvad Kill J egentlig er.
Den 32-årige sangerinde snøfter og pudser næsen i et papirlommetørklæde. Hun er ikke helt kommet sig efter en lungebetændelse, men hendes smalle øjne er klare under det skarptskårne, lyse pandehår. Hun har ikke tid til at være syg. Der er knald på for tiden.
Blå bog
- Navn: Julie Aagaard
- Født 2. april 1981
- Opvokset i Hørsholm
- Bor på Nørrebro i København
- Uddannet cand.public og har en bachelor i litteraturvidenskab
- Udgør sammen med Lennart Rasmussen duoen Kill J
Lovende
Siden Kill J for fire måneder siden lagde 'Phoenix' ud på Soundcloud (online musikdelingstjeneste, red) har tingene taget fart. Som i raketfart. Den københavnske duo er - uden de selv har gjort noget for det - blevet spillet på BBC Radio One og The Guardians strikse anmelder Paul Lester har skrevet om dem.
»Jeg var ved at tisse i bukserne. Han er jo sindssygt kritisk og skarp«, fortæller Julie Aagaard.
Læs hvadThe Guardian skrev om Kill J
Hun kunne dog ånde lettet op, for musikskribenten kaldte Kill J »højst lovende« og skrev en overvældende positiv omtale.
Klassisk skolet
At Julie Aagaard skulle slå igennem som sangerinde har længe ligget i kortene. Men det ville oplagt have været på operascenen eller som fortolker af Brahms, Bach eller tyske lieder i noble koncertsale. Siden hun var 11, har hun fået undervisning i klassisk sang, og det var først som 20-årig, at Julie Aagaard reflekterede over, om det var den rette musikalske kurs.
»Jeg fik sådan en ikke særlig moden idé om, at man som klassisk sanger ikke skaber noget, men bare er et fortolkningsapparat. Jeg ville hellere være i kulissen og lave musikken og så lade andre fremføre den, nåede jeg frem til«.
Resultatet af overvejelserne blev, at Julie Aagaard helt brød med musikken i et par år og rejste til Californien for at studere på universitet. Her kastede hun sig ud i litteraturvidenskab og 'creative writing', og hun nød pusterummet fra musikken i fulde drag og fandt ud af, at hun var godt til at skrive.
Vi slår mig ihjel
Da hun kom tilbage til Danmark, fik hun kontakt til Lennart Rasmussen, som hun havde lavet musik med i gymnasietiden. Og så blev interessen genoplivet, og de to komponerede numre til andre og skrev også musik til dokumentarfilm. Indtil for et år siden, hvor de besluttede at lave deres eget, nemlig Kill J. Et bandnavn, der skal forstås ret bogstaveligt.
»Jeg er rimeligt tiltrukket af ideen om, at vi slår mig ihjel«, fortæller Julie alvorligt, og tager en tår kaffe, før hun uddyber:
»Jeg vil gerne lægge mit private jeg væk, før jeg går på scenen for at fjerne de filtre, der kan være. Jo mindre jeg er i vejen, jo nemmere bliver det at fortælle en historie«.
Den komplicerede antiheltinde
Nok udspringer historierne og følelserne af Julie Aagaards eget liv, men de er spejlet i store kvindefigurer fra litteraturen som Madame Bovary og Scarlett O'Hara, og der er skruet op for dramaet.
»Jeg er meget inspireret af den komplicerede antiheltinde. De der pisseirriterende figurer. Der er så meget gods og potentiale i det feminine perspektiv«, proklamerer Julie Aagaard.
Årene i den akademiske verden har ikke været spildt og kombineret med hendes klassiske sangteknik, byder hun ind med noget nyt i popuniverset. Og det er ikke noget feminint som i romantiske blonder og blomstrende vendinger sunget af en smuk, blond pige. Det er feminint som i rå kvindekraft parret med mord, blod og vold. For kontraster er indbegrebet af Kill J's univers.
Duoen renser konsekvent musikken for mellemtoner, så de dyrker en mørk, buldrende bund side om side med en fistlende, skrøbelig top i lydbilledet.
»Jeg får tit at vide, at jeg ser sød ud og synger vildt pænt, men jeg vil hellere have, at publikum absorberer det budskab, jeg krænger ud. Så det puttenuttede i min stemme, opvejer vi med Kill J«.
Kill J live lørdag 12. oktober
- 20.30 - Bremen Teater - CPH:DOX launch
- 23.00 - Gimle Roskilde - Gimle Sound-Tjek
Hurtigt og højt spring
Og det ser som nævnt ud som om opskriften virker. Alle synes at ville have en bid af Kill J.
»Der har ligget de vildeste emails ind min indbakke de seneste måneder«, fortæller Julie Aagaard.
Øjnene lyser af begejstring og spænding.
Der sker store ting for duoen, men fordi de er i forhandlinger, er det hemmeligt, hvad der præcist er på bedding. Men sangerinden tør dog godt fortælle, at de har fået forespørgsler fra en række internationale pladeselskaber og fået udenlandsk management.
»Altså tidligere bookede vi bare vores egne jobs«, siger hun for at understrege, at springet fra Do It Yourself-duo til professionelt niveau har været hurtigt og højt.
Mistede overblikket
Efter Kill J sendte et link til 'Phoenix' rundt til musikbloggere og bekendte, er nummeret blevet delt utallige gange, så der ifølge Aagaard har været tale om en »blogtsunami«.
»Vi mistede overblikket. Hvis man googlede nummeret med fem minutters mellemrum, kunne vi se, at det hele tiden lå nye steder. En dag ringede min veninde for eksempel og sagde 'Julie, ved du godt, at I ligger nummer tre på Hypetrak?' (online musikmagasin, red)«.
Kill J har stadig kun det ene nummer ude. Og det er ikke sådan, at duoen ligger inde med et stort lager af uudgivet materiale.
»Da vi havde release på singlen på Ideal Bar, kunne opvarmningsbandet spille dobbelt så længe, som vi selv kunne. Det var fucked up!«, griner Julie Aagard.
Tungen lige i munden
I løbet af efteråret udgiver duoen to singler mere, og så skulle der gerne følge et album. Og selv om opmærksomheden har avlet et stort forventningspres, finder Julie Aagard det befriende at sætte sig ved computeren sammen med makkeren Lennart Rasmussen og lave nye numre.
»Jeg ved præcis, hvad der sker, når jeg trykker på knapperne. Det er, når jeg forlader computeren og skal deale med alt det udenom, at jeg virkelig skal holde tungen lige i munden«.
Denne lørdag skal Kill J spille til CPH:DOX' lanceringsfest på Bremen og bagefter på Gimle i Roskilde. Med Lennart Rasmussen bag keyboards og mixer, mens Julie Aagaard håndterer to mikrofoner - en almindelig og en effektmikrofon.
LÆS OMTALE Laid Back spiller op til CPH.DOX' program-fest
I næste uge venter Madrid, så By:Larm i Oslo, efterårsturne som opvarmning for Fallulah og en lang række andre jobs. Det er den korte horisont.
I det større perspektiv vil duoen arbejde på at fasttømre den æstetiske og kunstneriske linje, siger Julie Aagaard:
»Vi bliver aldrig mainstream. Hvis det bliver for glat, ved jeg, at en af os vil sige 'Arh! Skal vi ikke lige fucke det op?'«.




























