John Mayer fyldte 36, da han gæstede et udsolgt Forum i København onsdag aften.
Men selv om det var den amerikanske musiker, der havde fødselsdagen, var det publikum, der fik gaverne, da Mayer blændede op for en ret så betagende kombination af hitparade og kompromisløshed.
Jeg skal ellers være den første til at indrømme, at jeg har haft svært ved at se fidusen i John Mayer. Svært ved at smide billedet væk af en solbrændt sødmælksdreng og følsom Guitar Hero med Nutella i håret, nøje tonede overarme og popstjernekæresten Katy Perry ventende i kulissen klædt ud som en flødeskumskage.
For siden manden debuterede for 12 år siden, har der eksisteret et løjerligt misforhold mellem hans blødsødne guitarpop og hans ry som brandfarlig charlatan. Derfor har jeg alle dage haft svært ved at finde ud af, hvad John Mayer gik ud på.
Men onsdag aften faldt brikkerne på plads.
FOTO FRA KONCERTEN John Mayer lagde Forum ned
'Mildt retarderede grimasser'
Den leflende popprins var i hvert fald blevet hjemme, og Mayer blev bakket op af et syv m/k stort band, der både talte korsangere, lapsteel guitar og en særdeles ivrig pianist, der tilsammen var med til at gøre koncerten til en musikalsk oplevelse, der langt overgik lyden af 10.000 kvinder i den fødedygtige alder, der skreg simultant.
Måske fordi en overraskende stor del af publikum viste sig at være mænd.
Jeg forstår dem nu godt, mændene, for der var vitterlig ikke meget lir at komme efter. Med undtagelse selvfølgelig af Mayers insisterende guitarspil – og ikke mindst de heftigt forvrængede ansigtsudtryk, der fulgte trop, når Mayer sang og spillede på samme tid. Og ja, det gjorde han langt det meste af tiden.
Hans ansigt blev fortrukket i en lang række mildt retarderet udseende grimasser, der per automatik afmonterede ethvert tilløb til tanken om, at Mayer spiller guitar, fordi det får ham til at ligne en græsk gud.
Til gengæld er han virkelig god til det. Og live fik flere af hans sange et absolut klædeligt skub ud af albumproduktionernes blødsødne comfort zone.
Mayer-fans får ingen erstatningskoncertMayer mangler de helt gode sange
En langhalset guitarsolo gled eksempelvis elegant over i en fornem udgave af ’I Don’t Trust Myself (With Loving You’), en blussende varmblodet ’Slow Dancing in a Burning Room’ fik selv Forum til at stråle på sin egen efterårsonsdagsagtige facon, imens en herligt flimrende fortolkning af Grateful Deads ’Friend of the Devil’ blev udstyret med en solo af den mere udknaldede og psykedeliske slags.
Mindre vellykket var en tung, træg og lige vel rocket version af ’Waiting on the World to Change’, der mest af alt lød som et forsvundet C-stykke til Toto-klassikeren ’Rosanna’, ligesom de afsluttende ekstranumre ’The Age of Worry’ og ’Gravity’ pirkede til formodningen om, at Mayer, selv om han spiller guitar som om hans liv afhang af det, stadig mangler de virkelig gode sange for at kunne spille en virkelig god koncert.
Alligevel klædte disse musikalske næsten-udskejelser den pæne dreng fra Connecticut, der nok har en stemme uden de helt store forkromede ornamenter, og som egentlig ikke er synderligt raffineret. Men som til gengæld har sin helt egen karismatiske klang.
Flere nuancer af Mayer
Og så blev salen heller ikke snydt for et lille, kælent medley bestående af akustiske udgaver af publikumsfavoritter som ’Stop This Train’, den sukrede ’Daughters’ samt gennembrudshittet ’Your Body is a Wonderland’.
Sange af ældre dato der sjældent får plads på sætlisten hos Mayer, hvilket vidner om en vis uforudsigelighed, der ellers kan være sjælden hos stjerner af hans kaliber.
Og netop den følelse af iver efter selv at bestemme, hvad man gør, var med til at skabe et noget mere nuanceret billede af en musiker, der i hvert fald for mig hidtil har fremstået som lidt af en duks rent musikalsk.
Det er slut nu. Ikke alene gik jeg hjem med et ret klart billede af, hvordan Mayer ser ud, når han oplever et seksuelt klimaks.
Med mig tog jeg også et markant stærkere indtryk af, hvem han egentlig er som musiker, og så er det svært at bede om mere for nu.
fortsæt med at læse
