Med al den turbulens, der har været i John Mayers liv med de celebre, veldokumenterede og afsluttede forhold til Jessica Simpson og Jennifer Aniston, er det egentlig utroligt, at den 32-årige amerikaner har fået tid og ro til at skrive og indspille sit fjerde album.

Men netop ved at bruge kvalerne som inspiration for flere af sangene, hvis mål ifølge ophavsmanden selv er at være en slags »håndbog for knuste hjerter«, er det lykkedes for John Mayer at indspille sin bedste plade. Manden, der slog igennem med den nuttede ’Your Body Is A Wonderland’ og cementerede positionen med ’Daughters’, holder sig til trods for sin forkærlighed for ikoner som Jimi Hendrix, Eric Clapton og Ray Charles midt på vejen. Blændende guitarist Men for dælen, hvor kører han flot og solidt i sange som den første single, ’Who Says’, der indledes med det i hjemlandet uden tvivl foruroligende spørgsmål »who says I can’t get stoned«. En prunkløs, enkel og fornem sang om at blive voksen i fuld offentlighed. Der er meget mere af samme kaliber i sange som den næsten U2-agtige indleder ’Heartbreak Warfare’, ’All We Ever Do Is Say Goodbye’ med Beatles-harmonierne, den bløde duet med Taylor Swift, ’Half Of My Heart’, den solide bluesy ’Perfectly Lonely’, den smukke ’War Of My Life’ og en afmålt udgave af Bruce Springsteens ’I’m On Fire’ og Robert Johnsons klassiker ’Crossroads’. Her får John Mayer vist, hvor blændende en guitarist han også er. Et solidt udspil fra John Mayer, der med sindsro kan se frem til mange og lange ophold på hitlisterne med dette imponerede opbud af potentielle hitsingler fra kærlighedens sangmark, hvor holdbare melodier kan vokse op.