Man kan med nogen ret hævde, at som sanger og sangskriver ligner John Mayers gyldne snit det gyldne gennemsnit.
At han er naboens søde, tilforladelige og lidt nørdede søn, der synger og skriver så fint om den drilske kærlighed, så det ikke rigtigt er til at stå for.
Hvilket alligevel ikke helt forklarer, hvorfor den 36-årige amerikaner har solgt mere end 20 millioner plader, har indhøstet grammyer og er tilbedt som en lille halvgud i Danmark, hvor vi ganske vist altid har meget glade for Naboens Søn og hans musikalske venner.
LÆS ARTIKEL Guitarguden John Mayer indtager Tivoli
En bedre forklaring får man en aften som denne i Tivoli, hvor John Mayer og hans band spiller op til promenadekoncert foran et stort og entusiastisk publikum, mens en dueblå sommeraften med lyserødt kantede skyer glider over i noget mere eventyrligt med vandfaldet glitrende på rutsjebanens hule bjergmassiv og kulørte lamper på Alhambra-kulissen, hvor gæsterne kan spise bøf og laks, mens de ser John Mayer spiller solen sort og ned.
På scenen er John Mayer en særlig skikkelse. Ikke at man kan se det. Med sine briller, t-shirt og afslappede cowboybukser ligner han om noget naboens søn. Men det er når han griber sin guitar, og det gør han med det samme, og han giver kun nødigt slip, at pråsen går op. John Mayer er en guitargud, der går rundt blandt mennesker og har det som sin mission, at gøre det guitarguddommelige menneskeligt.
9.000 kan komme tæt på John Mayer i TivoliPersonlig blues
Man kunne være kynisk og konstatere, at John Mayer er den perfekte pakke, der leverer kærlighedssange til pigerne og guitarli’r til drengene, men det ville være at forsimple attraktionen.
John Mayers virkelige præstation er, at han med mere nerve og varme end Eric Clapton formår at integrere en ekvilibristisk blues med enkle kærlighedssange, så de stadig føles som personlige anliggender.
Blues-giganterne har sat hinanden stævne i en figur, der mest af alt minder om den afslappede surfer Jack Johnson på en overskyet dag. Med et par bekymrede panderynker og tatoveringer på de muskuløse armer, der kæmper en forgæves kamp for at se mere seje end søde ud.
Originale greb
Mayer åbner ballet med ’Queen of California’, og selv om det valgte våben her er akustisk guitar, skærer han troværdige grimasser med underansigtet.
Som en rigtig guitarhelt af den gamle skole. Med alibiet i orden. For de lyde og løb Mayer aftvinger sine guitarer med skiftevis faste og originale greb vil imponere hele koncerten igennem. Robert Cray lavede stor popmusik på bluesmusikkens præmisser, men måden Mayer spiller blues på popmusikkens præmisser har om ikke større dybde, så en langt større rækkevidde.
Den superelegante guitarintro til ’Paper Doll’ spillet på en åbenlyst elsket og slidt guitar, nedbryder den sidste skepsis og glider elegant over i et nummer fremført med tilbagelænet ekvilibrisme. John Mayer er guitarhelten med det såre menneskelige ansigt og den varme teknik.
LÆS ANMELDELSE Fødselsdagsbarnet Mayer var i gavehumør i Forum
Ikke et øje tørt
Da teenageren John i sin tid stod i dagevis og øvede sig i kælderen på sit instrument indtil hans forældre overvejede drastiske sanktioner, lagde han grunden til en usædvanlig succes. En popstjerne, der ikke kysser pigerne, men kysser sit instrument på scenen og fortæller, at 15 år skal der til før en guitar bliver moden. Kønsmoden, fristes man næsten til at sige.
John Mayer gør alle de rigtige ting. Signerer på scenen de guitarer, de store drenge i forreste geled har medbragt til lejligheden. Fortæller publikum, at de er det bedste nogensinde, at Tivoli er eventyrlig, og at danskerne var de første, der havde øre for ham. Alt det, man vil høre som publikum. Da han som en slags finale skifter frem og tilbage mellem akustisk og elektrisk guitar uden at slippe nogle af delene og spiller sidstnævnte bagom ryggen på sig selv, er der ikke et øje tørt.
Da publikum synger omkvædet videre på en sang efter den er forbi, giver Mayer og bandet den en tur mere i manegen. Det er drønende professionelt og lydhørt og respektfuldt overfor publikum. Det er showmanship, men John Mayer formår at levere det, så det stadig er Naboens Søn, der står på scenen og til forveksling ligner den ægte vare fra forstaden.
Anmelder: Kom nu frem med issylen, John Mayer’I Don’t Trust Myself (With Loving You)’, ’Slow Dancing In A Burning Room’, ’Half Of My Heart’ og ’Neon’ er nogle af numrene i en hitparade, hvor guitarspillet hele tiden er det oplivende moment, som fjerner det påtrængende element af paradeoptræden. Det er her Mayers styrke ligger.
Guitarguden og Poppedrengen forløser hinanden i stedet for at slås om overtaget, og på sange som ’Going Down The Road Feeling Bad’ og ’Slow Dancing In Burning Room’ lyder Mayer som mere end et kompetent ekko af de traditioner, han hylder i sin musik.
Bag sig har Mayer et knusende stærkt band, der kender sin rolle i baggrunden, men alligevel får lov til at vise deres evner.
Guitaristen Zane Carney, trommeslageren Aaron Sterling og veteranen Doug Pettibone på pedalstål er individualisterne, der løfter kollektivet, så dagens lektie bliver lært.
Nemlig at John Mayer godt nok ikke er noget geni som sanger eller sangskriver, men at hans kombination af rødglødende teknik, afslappet attitude og en åbenhed, der gør identifikation legende let, er et både afvæbnende og musikalsk imponerende bud på, hvordan man ophøjer det gyldne gennemsnit til noget mere.
fortsæt med at læse
