Chromatics: Kill For Love

I stil med bands som Beach House og The Xx dyrker Portland-kvartetten Chromatics en drømmepoppet lyd, der vender vikeligheden ryggen og åbner en indre verden af henførende melodier og en produktion med slørede konturer.

Stærkt inspireret af 1980’ernes new wave har både New Order og The Cure sat sine mærker i Chromatics. Men det har Bruce Springsteen faktisk også. Hør bare åbningslinjerne på ‘Kill For Love’, titelnumeret på deres fænomenale fjerde album, der udkom i foråret.

Hvis ikke lige det var for de udflydende guitarakkorder og den prikken synthfigur kunne sangens melodi godt åbne op for en biltur ud af New Jersey. Men svævende på Ruth Radelets bittersøde stemme, tager Chromatics os et helt andet sted hen, ikke ud-, men indad.

På den smukt introverte ‘Kill For Love’ glider en sløv disco-puls gennem en gotisk katedral af ambiente klange, hvor der er plads til at lydenes ressonans kan folde sig ud og afslører en latent håbløshed.

Atmosfæren fortættes mod slutningen med guitarens intensiverede repetition, men når den klinger af igen, hænger Radelets stemme stadig tilbage i tomrummet som et ekko fra linjerne:

»I drank the water and I felt alright/ I took a pill almost every night/ In my mind I was waiting for change/ While the world just stayed the same«.

I deres skærende synthlyde er der noget glat og køligt over Chromatics, men de er aldrig et smertefrit bekendtskab. Og med ‘Kill For Love’ kan Chromatics lægge enhver i en hypnose af slidstærk tristesse, der strækker sig langt ind i 2013.