Hun ligner ikke en rebel, som hun sidder der med krusningen af et smil på de røde læber og med det tilbageredte, korte gule hår.
Nej. Jenny Wilson ligner en stærk, men rolig kvinde. Med et fast blik i de krystalblå øjne overvejer hun nøje sine ord, som vi sidder i et af Kødbyens baghuse og taler om den ualmindelig barske vej frem til udgivelsen af hendes nye album, 'Demand The Impossible'. Et album, der flammer arrigt og politisk op.
Urolig over konsumsamfund og onlinekultur
Men som vi sidder der og sipper til hver sin kop te, taler hun mere afmålt og generelt. Om menneskets respektløse forhold til naturen. Om at hun har fået »kvalme«, og at hun ikke spiser kød mere.
Hun undres over konsumsamfundet, hvor vi går alt for meget op i at få købt et par nye Nike Air Max. Og hun er urolig over, at alle mennesker er opslugt af at være konstant online.
»I tunnelbanen sidder alle bøjet over hver sin skærm. Det ser jo helt sygt ud. Vi mister jo evnen til at fokusere i længere tid ad gangen. Jeg ved det, for jeg er jo selv en af dem«.
Måtte besejre sig selv, før hun kunne forandre verden
Det er en noget mere dæmpet samfundskritik sammenlignet med de mange serier af knytnæveslag, der falder på det nye album.
Som på svadaen fra ’University of My Soul’: »Libraries are shutting down/ schools are burning down/ our leaders must fall down/ and let the women wear the crown/ let them take over/ from the underground«.
Den brændende længsel efter frihed går igen på alle Jenny Wilsons plader. Denne gang griber hun bare ud efter mere end sin egen ungdom og kernefamiliens indre kampplads.
Samfundet skal omvæltes. Men Jenny Wilson tager stadig udgangspunkt i sig selv. Sangtitler som 'My History’ og 'Autobiography' fortæller om en helt personlig kamp inden i kampen.
For inden hun kunne forandre verden, måtte hun først besejre sig selv.
Blev slået omkuld, da kræften vendte tilbage
Jenny Wilson fik konstateret kræft for første gang i 2010. Det var sommer. I de følgende måneder fik hun kemo, tabte håret og kæmpede for at holde fast i livet som musiker. Det tog et par år, før hun følte sig helt fri af sygdommen og dens efterskælv.
»Men der gik kun et par måneder, så fortalte de mig, at det var vendt tilbage. Der gik præcis to år, efter at de fandt den første tumor, til de fandt den anden«.
Denne gang slog kræften Wilson omkuld. I første omgang havde hun ellers stålsat samlet handsken op.
»Den første gang gik jeg ind i sygdomsforløbet, som om det var et projekt: »Det her er mit projekt, jeg klarer det, præcis som jeg ville klare at lave en plade«. Det er bare et meget kedeligt projekt«.
Praktisk talt blev det både en kamp mod kræften og for musikken. Samtidig.
Kørte hårdt på
Lige inden lægerne sendte et jordskælv gennem Jenny Wilsons liv med kræftbeskeden, havde hun færdiggjort gospelversionerne af sit album 'Hardships'.
De skulle udgøre den ene halvdel af albummet 'Blazing', imens den anden halvdels elektroniske kompositioner skulle bruges i en danseforestilling, som Wilson færdiggjorde parallelt med operation og medicinering.
»Da det blev forår, og jeg netop var kommet ud af behandling og havde helt kort hår, begyndte vi at turnere med det samme. Jeg kørte hårdt på. Var hele tiden i gang med et eller andet«.
Fokuserede på det nære liv
Men anden gang, i sommeren 2012, kunne Wilson ikke mønstre samme jernvilje.
»Da jeg fik beskeden om, at det var kommet tilbage, tænkte jeg, jamen, for fanden, jeg har ikke lyst, jeg vil ikke ... Jeg blev så utrolig vred! Men da jeg så først var i det, følte jeg mig hverken vred eller specielt ked af det. Jeg sad bare tilbage med tanken: Det her er livet. Sådan her ser mit liv ud«.
Resigneret trak hun sig tilbage. Købte en hund og gik lange ture i Stockholms parker eller ude i Skærgården. Fem timer hver dag. Var sammen med sine børn og fokuserede på det nære liv. Gjorde livet simpelt og lod resten af verden og musikken være en tåge baggrunden.
»For første gang i hele mit liv tog jeg bare tid til mig selv. Og så tænkte jeg, okay, det er ikke let det her, og jeg har det rigtig dårligt lige nu, men det er okay. Jeg skal ikke springe op og ud af det her hul lige nu. Jeg må godt være hernede et stykke tid. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg har altid været på vej! På vej! På vej!«.
Helt udhvilet, helt vågen
38-årige Jenny Wilson blev født i Blekinge. Som helt ung rykkede hun til Malmø for at gå på højskole og blive forfatter. Men PJ Harvey vækkede musikeren i Wilson, der sammen med Karl-Jonas Winqvist og lillesøster Sara Wilson dannede det roste indierockband First Floor Power.
I 2005 solodebuterede hun med sin enspænderungdoms blå mærker i teksterne på indiepopalbummet 'Love and Youth', og for fire år siden fulgte den R&B-inspirerede 'Hardships', der beskrev familielivet som en krigszone. Den udkom siden som et gospelalbum.
Hun har hele tiden været i gang med at omformulere sin egen musik, og når hun ikke var i gang med at skrive ny musik, var hun på turné. Også når hun var højgravid.
»Men da jeg tog det her breakdown, accepterede jeg også, at jeg kunne ligge stille dernede på bunden. Og så blev jeg så himla ren af det. Jeg blev, hvordan skal jeg sige det, ... mentalt vasket ren. Det var, som om jeg kom ud på den anden side og følte mig helt udhvilet, helt vågen og superinspireret!«.
Kroppen er som et samfund
Det aktuelle album – hvis titel er hentet fra 1968'ernes utopiske længsel – begyndte Jenny Wilson allerede på for to år siden. Hun blev bare hele tiden afbrudt. Men i stedet for at gøre musikken til et smuthul ud af sin sygdom, smeltede den personlige vrede sammen med den vrede, der i det seneste år er flammet op i hele verden. Ikke mindst under det arabiske forår.
Jenny Wilson havde en forestilling om, at viljen til at omvælte verden var den samme, der gjorde oprør mod canceren.
»Kroppen er jo som et samfund. Hvis en enkelt del er syg, bliver det hele ramt. Og hvis samfundet ikke fungerer, må man kæmpe for at lave det om. Jeg følte, at min sjæl måtte gøre oprør. På samme måde som i Mellemøsten. Det handler ikke kun om at kræve det umulige, men om at kræve forandring. Nu rækker det, nu skal vi fremad! Fremad! Fremad!«.
Musik i mellemgulvet
Sangene begyndte som rytmer, mens Wilson lyttede til hiphop som Wu-Tang Clan og søgte efter en urban nattestemning i sine rytmer. Men det skulle ikke være intellektuelt og hænge klogt sammen. Den skulle ikke ramme hovedet, men i maven, forklarer Jenny Wilson og tager sig til mellemgulvet med begge hænder.
»På ’Hardships’ gik jeg ind i en uhørt fokuseret tilstand og kortlagde hele mit tema meget, meget nøje. Denne gang er jeg gået mere eksplosivt frem, har haft det sjovt og bare taget ordene og så gayng-gayng! gayng-gayng!«, siger hun og slår hånden rytmisk ned i bordet.
Inspireret af især Allen Ginsberg og beatdigternes strømme af tekst imiterer Wilson de taktfaste paroler fra gadens parlament. Hvis de altså råbte op om Gud, Judas og Tutankhamon. Hun samler de mytiske figurer for at trække på deres konflikter og lidelser i sit eget kampskrift. Og for at give det en orkans styrke.
»Ordene skulle være en sandstorm gennem hele albummet. En orkan, der blæste alt væk og stak i øjnene. Sand over alt, en konstant susen, noget uafværgeligt, noget, du ikke kan stå imod«.
Arven fra moderen
Jenny Wilson kommer ikke buldrende med moraler og idealer.
Hun spiser ikke kød. Til gengæld ryger hun cigaretter. Den personlige kamp og samfundets rådne tænder smelter sammen i det, hun kommer med: kampgejst.
Det ene øjeblik er hun gadeprofeten, der forkynder a change is coming up.
Det næste øjeblik er hun personlig med en linje som the scar is my autobiography. Og til sidst står hun på spøgelsesstationen. Prikket på skulderen af skæbnen og hentet af døden 50 years too soon.
Intet står stille
Som teenager oplevede hun, at hendes mor døde, da hun gik i 8. klasse. Nu har hun selv to børn på 7 og 12. Det er svimlende at tænke på skæbnen. Men i stedet for at tabe modet, skærper det hendes livsindstilling.
»Det, at min mor døde, da jeg var så ung, har gjort, at jeg har fokuseret på at udtrykke mig. Jeg bliver nødt til at skabe noget. Jeg skal sætte et aftryk i verden. Og jeg skal selv gøre det. Jeg skal ikke vente på, at nogle andre gør noget. Så bliver det måske aldrig gjort. Og jeg ved ikke, hvor længe jeg lever«.
Efter de sidste tre år er der faldet mere ro over Jenny Wilson. Hendes rastløse væsen har tabt noget af pusten.
Men hun fortsætter med at flytte sig og ændre sit musikalske udtryk. Intet står stille.
»Det er jo det, der er spændende ved at leve. Du er tvunget til at opfinde dig selv igen og igen og igen. Du finder hele tiden nye versioner af dig selv, når livet forandres omkring dig«.
fortsæt med at læse
