Ny musikfestival kommer til Kongens Have

Nordatlantisk. På grund af byggeriet af Inderhavnsbroen holder festivalen Frigg til i Kongens Have og ikke på Nordatlantens Brygge, som det ellers var planen. På programmet er blandt andre den færøske sangerinde Eivør Palsdottir (billedet).
Nordatlantisk. På grund af byggeriet af Inderhavnsbroen holder festivalen Frigg til i Kongens Have og ikke på Nordatlantens Brygge, som det ellers var planen. På programmet er blandt andre den færøske sangerinde Eivør Palsdottir (billedet).
Lyt til artiklen

Fr for Færøerne, I for Island og G for Grønland.

Navnet på den ny musikfestival Frigg referer til de nordatlantiske riger, der bidrager til to dage i Kongens Have i maj, hvor man kan opleve 25 bands på tre scener.

Og så refererer navnet selvfølgelig også til guden Odins hustru, Frigg, der stod for kærlighed.

Bag initiativet står de to færinger Hans Petur í Brekkunum og Steintór Rasmussen, der henholdsvis er daglig leder af Det Færøske Hus i København og stifter af Sommerfestivalen på Færøerne.

Og kærlighed er der brug for, mener Steintór Rasmussen. For de mange eksil-færinger, islændinge og grønlændere, der flytter til Danmark for at bosætte savner noget at mødes om.

»Vi har savnet, virkelig savnet, et stort kulturarrangement, hvor færinger og andre nationer, som føler sig lidt alene i Danmark kan finde et sted, hvor de kan mødes en gang om året. Ellers sidder de lidt alene i deres eksil«, mener festivalarrangøren.

Han afviser, at der med Frigg Festival er tale om et folkedragtsarrangement. I stedet regner han med at sælge 9.000 billetter til Nordatlantens eksilerede og en masse nysgerrige danskere, der gerne vil høre god musik, drikke øl og måske smage lidt fiskespecialiteter eller kigge på moderne strikdesign.

»Festivalen skal være et vindue for, hvad der rører sig kulturelt i de noget øde egne«, siger Steintór Rasmussen.

Frigg Festival foregår i Kongens Have i København 9.-10. maj. Billetsalget er gået i gang.

Læs mere på www.friggfestival.com

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her