Vesterbro viser sig fra sin smarteste side her en tørvejrsdag på Halmtorvets brosten.
Sinne Eeg får cyklen til at læne sig op ad et ungt træ og træder beslutsom ind på Café Apropos, hvor hun sætter sig og knapper sin elegante sorte frakke op i faste bevægelser, der har et anstrøg af den travlhed, som har præget hendes seneste timer:
»Jeg er ved at mikse mit nye album«, siger hun og fortæller, at hun oven i arbejdet med det nye album har haft mange jobs i kalenderen, men i øvrigt ret godt kan lide, når der er fart på i hendes tilværelse som en af det seneste årtis mest roste danske jazzvokalister.
Sinne Eeg rager op. Både i bogstavelig forstand med den betydelige højde strakt sundt og rankt. Og som en kunstner, der både på album og live viderefører jazztraditionen med en ærlig talt herlig naturlighed og imponerende kunnen.
LÆS OGSÅ Jazzprinsesse kildrer øret smukt uden at kradse
I de seneste år har hun »udviklet sig til en ægte jazzsangerinde, som både viser sensitivitet, improvisationsevne, modenhed, stor stemme og timing i sin sang«, hedder det blandt andet om Sinne Eeg fra fonden, der står bag uddelingen af Ben Webster-prisen og har besluttet, at i år er det denne her dame, der skal have den overrakt.
Det sker 28. marts i Jazzhouse ved en koncert med DR Big Bandet og dermed få dage inden, hun udgiver et nyt album.
Ben Webster-prisen er blevet uddelt siden 1977 og er før gået til jazzkoryfæer som Ernie Wilkins, Marilyn Mazur, Cæcilie Norby, Jesper Thilo og Niels-Henning Ørsted Pedersen. Det gør Sinne Eeg glad og stolt at komme i selskab med de navne:
»Det er superdejligt, at nogen lægger mærke til, hvad jeg laver. Det er en ret stor pris at få«, siger hun, inden vi kvikt bestemmer at nappe noget tapas, der kan tilfredsstille både en lille sult og nysgerrige smagsløg.
Fra hjem med flygel
Sinne Eeg har i nogle år haft et stort publikum både i og uden for Danmark og færdes med sin engelsksprogede blanding af klassiske jazznumre og egne kompositioner lige så ubesværet i Los Angeles, hvor hun for nylig optrådte, og i København, hvor hun har et par koncerter i april.
Hendes første publikum var familien hjemme i Lemvig, hvor hun voksede op i et hjem med flygel, og uden brun sovs og kartofler. Hendes far havde en lægepraksis, hvori hendes mor var sekretær. I deres hjem blev datterens tidlige interesse for musik opmuntret og støttet:
»Som barn var det ikke mindst klassisk musik, jeg lyttede til. Jeg lærte at spille klaver efter noder og spillede også saxofon. Mine forældre sendte mig i musikskole, og min far spillede selv«.
Forældrene var tilflyttere i Lemvig. Hendes mor er fra Aarhus, og hendes far voksede op i Himmerland og boede i Aarhus i sine studieår. Sinne Eeg og hendes storebror Lars, der er konservatorieuddannet jazzsaxofonist, voksede op i et hjem, som på nogle måder var langt fremme i skoene, fortæller hun, mens vi nipper til noget ristet rugbrød og bl.a. en reje pakket ind i en sovepose af frituredyppet dej:
»Vi fik rigtig meget hjemmelavet og sund mad. Mange grøntsager. Jeg var så selvfølgelig helt vild med brun sovs og kartofler, som mine veninder fik, og som jeg ikke måtte få derhjemme«.
I mange år troede Sinne Eeg, det var pianist, hun skulle være, og trænede også flittigt til at blive det:
»Jeg øvede mig røven ud af bukserne på klaver i mange år, men måtte erkende, at jeg bare ikke kunne drive det langt nok. Sangen havde jeg i begyndelsen ikke høje ambitioner med. Men da jeg begyndte at synge jazz, opdagede jeg, at jeg med min stemme ikke har de samme barrierer, som jeg har med klaveret. Min stemme er et instrument, der føles naturligt for mig«.
Sinne Eeg blev færdig på Vestjysk Musikkonservatorium i 2003 og debuterede samme år med albummet ’Sinne Eeg’. Dengang var det vanskeligere for hende at optræde, end det er i dag, siger hun:
»Jeg var meget genert og skulle acceptere, at jeg var nødt til at lære at synge foran et publikum. Ganske vist opfatter jeg mig selv som musiker og som en del af et band, når jeg optræder. Men når man er sangeren, er man jo bandets ansigt udadtil«.
I bukser og Ecco-sko
Tidligt røg Sinne Eeg ind i klicheerne om, hvordan sådan en kvindelig jazzsangerinde bør tage sig ud på en scene. Lige da hun havde afsluttet konservatorieuddannelsen, fik hun et tre måneder langt job på en klub i Kina sammen med et band. Bandet havde fået at vide, at klubbens dresscode var ’casual’. Så den første aften tog hun sine pæne bukser på under koncerten:
»Bagefter kommenterede ledelsen i jazzklubben min påklædning. Jeg fik at vide, at man gerne så, at jeg tog en cocktailkjole på. Ingen stillede jo krav til, hvad drengene havde på, så jeg blev sur. Også på mit fags vegne: Jeg er først og fremmest sanger, og dernæst er jeg kvinde. Jeg beholdt bukserne på i Kina«.
LÆS OGSÅ Dansk jazzdiva er på vej ud i verden
Siden dengang har Sinne Eeg fået det sådan, at hun nogle gange har lyst til at klæde sig meget feminint på, når hun optræder, hvad hun har gjort i mange amerikanske byer, i de nordiske lande, i Japan og i Kina og i de fleste europæiske lande gennem årene:
»Jeg har kunnet brække mig over de stereotype forventninger, der kan være til en kvindelig jazzsanger. Men når jeg selv synes, det er sjovt, kan jeg i dag godt lide at gøre noget ud af mig selv ved en koncert. Ikke fordi jeg skal. Og jeg gider altså stadig ikke stå i tårnhøje stiletter på scenen for at se smart ud. Jeg har Ecco-sko på. Det er Eccos de pæneste, men stiletter er det ikke«.
Hun skal kunne trække vejret i sine kjoler og være fri for ømme fødder, når hun optræder, så adgangen til for eksempel at improvisere er åben. På sit nye album har Sinne Eeg bevidst skrevet numre, der har noget af den energi, hun står for på en scene:
»Jeg prøver at pudse og polere mindre. Selvfølgelig er teknik vigtigt, men det er ikke så vigtigt for mig længere. Og så er mine nye numre knap så melankolske. Overvejende har mine egne numre før været mere stille, og ubevidst er jeg gået efter det smukke og det sørgmodige. Det er jo ikke, fordi jeg er sådan som person. Og på mit nye album kommer nogle andre sider af mig frem«.
fortsæt med at læse
