Det var ment som en hyldest til det iranske fodboldlandshold, som netop nu dyster ved VM i Brasilien.
Men en musikvideo, hvor glade unge iranere synger, danser og blæser i truthorn, har fået iransk politi til at anholde to unge på 23 år, der optræder i videoen, samt en 26-årig fotograf, der optog videoen. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Videoen er optaget både i og uden for Iran, blandt andet i byen Shahroud, hvor de tre personer blev anholdt. Byens politichef, Rahmatollah Taheri, har kaldt musikvideoen for »vulgær«. Han opfordrer unge til »ikke at tage del i sådanne aktiviteter«.
Det iranske band Ajam Band, der er bosat i London, står bag sangen og videoen, der blandt andet viser unge kvinder, som ikke bærer hovedtørklæde, hvilket er påbudt i Iran. De unge i videoen vifter med iranske flag, mens de danser i biler, gader, huse og parker.
Anholdt for at danse til 'Happy'
I maj arresterede iransk politi seks unge iranske kvinder og mænd, fordi de medvirkede i en video, hvor de dansede til Pharrell Williams hitsang 'Happy'. De blev løsladt et par dage senere.
Iran løslader dansende Pharell-fansIranske konservative ser negativt på den vestlige kulturelle indflydelse, som de mener underminerer Irans islamiske republik. Derfor må kvinder ikke danse i offentligheden eller gå rundt udenfor uden at dække håret med et hovedtørklæde.
Desuden har regeringen forbudt bestemte hjemmesider.
Irans præsident, Hassan Rouhani, har ellers været fortaler for mere åbenhed for fremmede sociale og kulturelle fænomener.
fortsæt med at læse


























