»Pladen er forrygende ud over enhver beskrivelse«, skrev Information, »Man ønsker i dén grad ikke at forlade 'The Cabin Project', når sidste tone er forstummet«, lød det i Berlingske, mens Gaffa kvitterede med seks stjerner og mente, at Marie Fisker og Kira Skovs projekt er en af de vigtigste udgivelser i dette årti på den danske musikscene.
Da albummet kom på gaden 1. september, blev anmelderne bjergtagede af duoen af kvindestemmer, der fletter sig ind i hinanden, så det er svært at skelne de to dybe, klangfulde stemmer fra hinanden.
I den forgangne uge har bandet givet en rost koncert i Aarhus, optrådt i Bruxelles, Groningen og Rotterdam, og den kommende optræden i Jazzhouse er udsolgt og en ekstra-koncert er netop blevet annonceret.
LÆS POLITIKENS ANMELDELSE Danske smertenssøstre synger så istapperne klirrer
Kort sagt: Marie Fisker og Kira Skovs samarbejde er blevet mere end almindeligt godt modtaget.
»Vi er selv utrolig glade for den her plade, for den er meget helstøbt, men vi er allesammen meget overvældede over opmærksomheden og den gode respons. Vi vidste, vi havde et stærkt kort på hånden, men vi er meget overvældede«, siger Marie Fisker, der tager telefonen under en pause fra en øvesession.
Tåget bjergsø
'The Cabin Project' er optaget i skovene nord for Toronto i foråret 2013. I ni dage isolerede de sig i en hytte, der tilhører tekniker og producer Mark Howard, der i 23 år har arbejdet sammen med Daniel Lanois (Bob Dylan, Neil Young, Marianne Faithfull, m.fl.). Med på holdet var også guitaristen Oliver Hoiness og multiinstrumentalisten Ned Ferm.
Her blev der spillet violin med udsigt over en tåget bjergsø, tamburinens rytme blev optaget på badeværelset, og sangstemmerne indspillet, mens de to kvinder gik rundt på verandaen en mørk aften.
»Det er helt unikt at bygge sådan en verden op sammen. Alle de dagligdags ting, man normalt skal hjem til efter en arbejdsdag, var væk. Man får en særlig kemi. Det er jo meget følsomt, når man indspiller, men det hele kommer ned på jorden, når man står og griner sammen i køkkenet og skræller kartofler. Det har betydet meget for kernen i projektet, at vi kunne være så tætte«, forklarer Marie Fisker.
Hvordan har det været at sidde med et færdigt album og vente over et år på at få det ud?
»Det var måske lidt frustrerende, da vi kom hjem fra Canada, hvor vi havde fået det hele i kassen. Det havde været så intenst, så der havde vi bare lyst til at få det ud. Men samtidig havde vi på fornemmelsen, at det var tidløs musik. Det er vokset ud af den klassiske sangskrivertradition, og numrene er blandet med Oliver (Hoiness, red.) og Neds (Ferm, red.) fantastiske touch af noget nyt med pedaler, beats og ting og sager, som gør det friskt og nyt, så det er ikke særligt relateret til tidens trends«.
Teenageveninder
De to sangerinder, der er i front, har kendt hinanden, siden de var 15 år. De mødtes gennem en fælles veninde, blev tætte og sang cover-numre af for eksempel Tom Waits og Tracy Chapman-numre sammen.
»Vi arrangerede dem med andenstemmer og kastede os over hvad som helst. Vi var også ude at give koncerter«, husker Marie Fisker.
Venskabet blev siden brudt, da Kira Skov rejste til USA og England og var væk i otte år. Men siden kom hun tilbage i Marie Fiskers liv.
»Da jeg gav min afgangskoncert på konservatoriet, dukkede hun op, og så fandt vi sammen og blev veninder igen«.
De optrådte for første gang sammen i 2007, hvor DR havde arrangeret et hyldestprogram for Johnny Cash, og her blev kimen til 'The Cabin Project' sået, da begge følte stor lyst til at udfordre og udforske duetten og dens muligheder yderligere.
»Det var egentlig en ret unik ting, og der opstod lysten til at lave noget sammen. Noget nært. Det har spøgt lige siden, og vi har prøvet at sætte det op, men har haft travlt hver for sig med de ting, vi har lavet. Men det har måske været perfekt at vente, for tiden i vores liv og karriere har gjort, at vi er blevet ret stærke solister, har fået vores eget ståsted, og det har gjort meget for modenheden«, mener Marie Fisker.
Kira Skov har igennem årene stået i front i rock 'n roll og blues-bandet Kira and the Kindred Spirits, fortolket Billie Holidays' klassikere og fik for nylig Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium i kølvandet på sin roste soloplade 'When We Were Gentle'.
LÆS ANMELDELSE
Kira Skov har lavet sit livs pladeMarie Fisker har som sanger og guitarist udgivet to soloalbum, fået anmelderros, vundet priser, og som sangerinde på en række Trentemøller-numre har hun stået på store scener og gæstet festivaler verden over.
Trentemøller dunkede i tomgang på OrangeHun har været vant til, at produktionen af plader godt kan vare længe, mens Kira Skov har været vant til at sende sine ting på gaden, så hurtigt som muligt.
»Men den her produktion har haft godt af at marinere, hvis man kan sige det sådan. Det har betydet, at vi har haft mulighed for at arrangere, at Mark (Howard, red.) skulle herover i forbindelse med udgivelsen, så vi nu kan indspille nye numre i dag og i morgen«.
Er I allerede i gang med album nummer to?
»Om det bliver bonus tracks eller hvad det bliver, ved jeg ikke. Men vi har fire, måske flere numre klar. Spørgsmålet er bare, hvor mange vi har tid til at indspille på de her to dage«.
Er The Cabin Project en parentes i jeres solokarrierer, eller har du og Kira Skov planer om en længerevarende duet?
»Det er svært art sige. Vi har snakket om at skulle forsætte med det...«, siger Marie Fisker uden at komme med et egentligt svar.
Stortalent sender tak til rockens mol-ædte desperadoerDyb, ikke dyster
Albummet, der er blevet til i træhytten ved en sø nord for Toronto, har en intens, mørk stemning, der er helt sin egen.
Alligevel oplever Marie Fisker, at hun som kunstner godt kan finde ind i det igen, når hun står i projektørlys på koncertscener eller optager nye numre i et konventionelt pladestudie i Danmark.
»Stemningen opstår af at være sammen og spille numrene igen. Det skaber den kemi, der skal til. Vi er ikke afhængige af en stærk natur uden for døren. Man skaber den magi, man kan, ud fra der, hvor man er. Nu har Mark (Howard, red.) været med os i halvanden uge og været på landevejen med os, så vi har fundet ind til 'cabin'-stemningen igen. Som professionelle kan vi performe hvor som helst«
Er det ikke svært at formidle et mørkt, indadvendt projekt som jeres på en koncertscene?
»Vi er vant til at bevæge os i den ende af musikken, som man måske kalder mørk, men for os er det mere noget, vi vil kalde 'med dybde'. Vi føler ikke, vi har lavet en mørk plade, men en intens og dyb plade. Der er også utroligt meget humor med, for eksempel i den måde, vi bruger instrumenterne på og blander et billigt, cheesy keyboard med den her alvorlige sang. Så det er ikke dystert, når vi spiller live, men man skal kunne rumme og gå ned i den dybde, det inviterer til. Det er skrøbelighed på en fin måde. Jeg håber ikke, det bliver selvhøjtideligt«.
fortsæt med at læse
