Historien handler om så voldsom druk, at afvænning er næste mulige adresse. Andre ingredienser i portrættet består af hash i forrygende mængder, vold, offentlige slagsmål mellem kærester, spiseforstyrrelser og vægttab, depression og ulykkelig kærlighed. Med utroskab og sex på sidelinjen. Det vender vi tilbage til. For inde bag de stort lancerede skandaler handler det om musik. Fra en ung sangerinde med en så forbløffende vokal slagstyrke og erfaring i sine sange, at alverdens anmeldere er gået direkte i dørken over hende. »Det er så fængende, at det burde udkomme i kondom«, som den britiske avis The Sun skrev i sin anmeldelse af albummet ’Back to Black’ med sangerinden Amy Winehouse, da det udkom i England lige før jul. Nu er turen kommet til Danmark, hvor albummet netop er udkommet. Inden da har Amy Winehouse været på intens turne rundt i Europa for at gøre opmærksom på, at det ikke er en tilfældighed, at hun er udråbt til at være musikscenens helt store håb i år. I Berlin, for eksempel, hvor Amy Winehouse og hendes band forleden spillede en intim koncert på klubben Kalkscheune, kunne man formelig skære store blokke af forventning ud af den tætte luft. »Fantastisk at opleve hende i de rammer, inden det er sent. Hvilket formentlig er i næste uge«. »Tænk, at man kan komme så langt. Og så med jazz som ballast« – bare to af de sætninger, jeg fangede ind på blokken under den langsomme tur op gennem det sammenpressede publikum. Forfrossen Da den klejne og forfrosne sangerinde tidligere på dagen ankom til den gigantiske firkant Hotel Park Inn Berlin på den endnu mere overdimensionerede firkant Alexanderplatz, var der ingen antydninger af diva eller magi over den forfrosne Amy Winehouse. Tænderskærende af kulde i sine tynde gummisko og med den voldsomme sorte øjenskygge, som sne og regn havde tværet ud på kinderne, lignede hun snarere en forhutlet aktivist fra Ungdomshuset på jagt efter et nyt domicil end en kommende verdensstjerne. En af den slags piger, enhver mor med respekt for sig selv har lyst til at tage med hjem og byde på varm kakao. »Det har været lidt hektisk i de sidste par uger, men det er o.k. Jeg kan ikke så godt tillade mig at være slidt op allerede nu, vel? Slet ikke når jeg tænker på, at jeg på det her tidspunkt sidste år lå hjemme på mit køkkengulv i en måned, drak Jack Daniel’s og kun tænkte på at dø«, siger Amy Winehouse, da indtjekningen er slut, og dagens første interview er i gang. Under sit enorme sorte hår ligner hun en blanding af prinsessen og heksen fra et hvilket som helst eventyr, en, der lige har rejst sig efter en urolig nat på ærten. Sandheden er dog snarere, at Amy Winehouse er på en udmarvende manøvre på kryds og tværs af Europa for at henlede opmærksomheden på ’Back to Black’. »Da pressen hjemme i England i sin tid begyndte at stille mig spørgsmål om mit udseende og mine manerer, blev jeg først lidt fornærmet og sagde sådan noget som: »Hør nu her, jeg er en fucking musiker! Jeg vil kun snakke om min musik! Og i øvrigt fotograferes med en guitar«. Men den går ikke. Som sangerinde i vores verden kommer man som en hel pakke, og man er nødt til at fortælle folk om hele pakken. Til gengæld tror jeg, at folk er helt klar over, hvordan jeg ser ud, i modsætning til de rockbands, der kan få lov kun at tale om deres musik«, konstaterer hun resigneret og synker dybt ned i en sofa, som forekommer alt for stor til det spinkle legeme. Desværre utro Sådan er det med erfaringer. De samler sig til den modenhed, der nærmest sidestepper ud mellem den mørke vokal, de rå beats og de vers, der emmer af levet liv, på ’Back to Black’. En forbløffende sag for en så ung sangerinde. »Det kommer jo an på, hvad livet giver en. Der er sket meget i mit liv. Min første seriøse kæreste, Chris, ville jeg give alt, men han kunne ikke tage imod det. Det var den frustration, jeg skrev min første plade på. Min anden kæreste, Blake, fik nærmest et moderligt instinkt op i mig. Jeg mødte ham en dag, så, at her var en, som havde brug for, at nogen behandlede ham godt, og jeg puttede ham nærmest bogstaveligt talt ned i min taske og tog ham med hjem. Men desværre kom jeg så senere til at være ham utro, og det handler den nye plade om. Måske lyder det mere voksent, fordi jeg bedst kan lide gammel musik som jazz og soul«, lyder forklaringen fra Amy Winehouse selv. Sin musikalske oplæring kan hun i høj grad takke sin far, der har kørt taxa hele sit voksne liv, for. Han præsenterede lille Amy for sine jazzplader, og interessen blev hængende. »Jeg er altid blevet betragtet som en, der var lidt skør, så det undrede egentlig ikke mine veninder, at jeg hørte jazz. I skolen hørte vi mest hiphop, men når jeg kom hjem, var det jazz. Senere opdagede jeg selv soul, da jeg af venner fik nogle plader med pigegruppen Shangri-Las. Det har ændret mit liv og hele min musikalske smag. Der er så meget drama i det, det er liv og død og en atmosfære af knuste hjerter. Det er den mest deprimerende og samtidig opmuntrende musik, jeg har hørt«. Næppe overraskende kan man sige det samme om Amy Winehouses egen musik på debuten, ’Frank’, fra 2004 og den knap så regelrette ’Back to Black’. Begge album bæres igennem af en sangerinde med nogle dybder, der virker alt andet end tillærte. »Jeg har lært mig selv at synge ved at lytte til Dinah Washington, det kan man alligevel ikke lære af andre. Men jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle blive musiker. Jeg forestillede mere mig selv som sekretær eller en bartender, som sang jazzcovers mellem serveringerne«, siger Amy Winehouse, hvis karriere blev startet ved en tilfældighed, fordi en af hendes venner kendte en talentspejder på et pladeselskab. Amy Winehouse har brug for en kop te. En assistent bringer den ind i The Einstein Suite, som rummet hedder. Den unge sangerinde takker høfligt og smider gummiskoene op på det store sofabord. På cowboybukserne og hendes hænder er talrige påmindelser og hilsener printet ind med kuglepen. En ung, men hurtigt modnet sjæl, der i de seneste måneder har fået lov at brænde sig på de britiske mediers let opflammende skærsild. ’Nasty drunk’, ’Boozy singer’ og ’She’s class with a glass’ er blot et lille udvalg af de overskrifter, Amy Winehouse har kunnet læse om sig selv, siden hun udgav singlen ’Rehab’ med indledningen: »They tried to make me go to rehab, I said no, no, no«. I sofaen fniser Amy Winehouse lidt ad nogle af de mange ordspil, medierne har fundet på over hendes efternavn, og siger så: »Det er der ikke noget at gøre ved. Faktisk synes jeg, den slags er sjovt. Da jeg var færdig med pladen, var jeg så stolt af den, at jeg sagde til pladeselskabet, at de kunne gøre, hvad fanden de ville med den. At de så udgav ’Rehab’ som single, gjorde ikke rygterne om mig mindre sjove«. Så giver hun sig til at fortælle om virkeligheden bag sangen om afvænningsklinikken, som hendes far og pladeselskabet temmelig insisterende anbefalede hende at opsøge, da sprutten flød lidt for lifligt omkring hende. »På klinikken sagde de, at mit druk var symptom på en depression. Jeg sagde: »Ja, selvfølgelig, jeg drak, blev deprimeret, og så drak jeg endnu mere«. Men jeg er ikke alkoholiker. Jeg kan bare godt lide sange, man kan synge ned i en flaske whisky«, siger Amy Winehouse og smiler lidt ned i sin te. Når man hører hendes musik, er det meget let at glemme, at solisten er en 23-årig kvinde, der ifølge teksten til ’Rehab’ foretrækker læremestre som Ray Charles og Donny Hathaway frem for psykologer. »I’d rather stay home with Ray/ There’s nothing you can teach me, that I can’t learn from mr. Hathaway«, synger hun. »Jeg er en idiot« Men i selskab med Amy Winehouse i civil træder den unge pige hurtigt i karakter, og intervieweren famler indimellem efter fast grund i de kontante svars forbløffende blanding af naiv åbenhed og indsigt. Måske er tiden inde til at skifte taktik i sofagruppen og forsøge sig med mere åbne spørgsmål a la »hvorfor drikker Jeppe/Amy?«. »Fordi jeg ikke havde andet at lave. Eller kunne finde ud af noget. Hvis man vil skrive en virkelig ulykkelig sang, er alkohol en glimrende inspirationskilde, som også lægger lidt afstand til begivenhederne. Men alkohol har vel egentlig ikke lært mig andet, end at jeg er en ret dum person. Heldigvis er jeg ikke en person, der har det med at fortryde«, konstaterer hun og lader en stilfærdig latter trille hen over bordet. Hvorfor mener du, at du er dum? »Det kommer alt sammen af at være usikker, ikke bare usikker, men sådan rigtig fucking usikker. Jeg er stadig en idiot, en total narrøv. Jeg kommer meget let op at køre og bliver vildt hidsig, når jeg er fuld. Det er derfor, medierne hører om det. Men i øjeblikket går det godt, jeg er meget mere rolig. I aftes var jeg for eksempel skidefuld, uden at der skete noget ved det. Ikke desto mindre har de vilde drukture haft barokke konsekvenser for Amy Winehouse. Inden for kort tid har hun givet en nærgående kvindelig fan en på snotten, været oppe at slås på pubber med sin to år yngre kæreste og råbt »shut up, I don’t give a fuck« efter Bono midt i hans takketale ved en prisfest. »Det var måske egoistisk af mig. Men hvorfor skulle jeg være diplomat? Mine 15 minutter er i gang nu. Jeg er ligeglad med, hvad folk tænker, og har ikke den store tolerance over for fjolser. Jeg er ikke i musikbranchen for at få nye venner. Folk må tro, hvad de vil, jeg er her for at arbejde og ikke for sjov«. Hun har indgået en alliance med dette års store gennembrud i engelsk pop, Lily Allen, der på sin hjemmeside har skældt medierne ud for at fokusere for meget på historierne og for lidt på Amy Winehouses musik. »Det er pænt af hende. Hun er en rå tøs. Men jeg føler ikke, at jeg har brug for støtte, jeg skal nok klare mig selv. Jeg lytter alligevel aldrig til andre rådgivere end mit indre barn. For mig er det alt sammen bare publicity, og det kan vel ikke skade, så kunne en fyr som Pete Doherty da slet ikke udgive plader«. Ingen strategi Da jeg nævner den mulighed, at alle historierne om Amy Winehouse kunne være en genialt udtænkt pr-plan, hæver sangerinden for første gang sine sort optrukne øjenlåg helt op mod den gigantiske frisure. »Oh no. Der er kun mig. Jeg er ikke en strateg. Jeg er bare et menneske, der siger, hvad der falder mig ind«. Vi kigger lidt på hinanden, og jeg tænker over, at man kun kan håbe, at der er nogen, der passer lidt på den spinkle miss Winehouse, så hendes åbne frembusen ikke rammer hendes selv i panden igen. Politiken har modtaget støtte fra Universal Music til rejsen til Berlin.