Med sin hvide smokingjakke og forkærlighed for at croone med vand i håret og swimmingpool i baggrunden lignede Bryan Ferry tidligt et billede på urokkelig og lettere dekadent konservatisme midt i rockmusikkens rastløse og uregerlige modernitet.
Bryan Ferry lignede overhovedet ikke det, han var. Nemlig søn af en nordengelsk minearbejder fra Durham. Ferry junior havde mere blik for klasse end klassekamp. Det er, hvad der kommer ud af det, når samfundet lukker døren på klem for social mobilitet og sender arbejderklassens sønner på art school som 17-årige.
LÆS ANMELDELSE
Ulastelig crooner giver den forliste kærlighed storbypulsFerry var med til at starte Roxy Music i 1970. Et blæret eksperiment og et helt særligt kapitel i rockmusikkens historie. Men Bryan Ferrys solokarriere har siden begyndelsen for 41 år siden været et billede på stilfuld konservatisme. Efterhånden er billedet og manden smeltet sammen.
Champagne, trofæhustruer og landsted
Bryan Ferry er blevet indbegrebet af engelsk landadel. Et liv som mangemillionær med champagne, trofæhustruer, landsted og en voksen søn, der som sit højeste mål i livet kæmper for retten til bedrive rævejagt på den gamle engelske måde. I familien Ferrys tilfælde kan man virkelig tale om social mobilitet.
Op til det sidste valg i Storbritannien gik Bryan Ferry ud og erklærede sig konservativ. Uden at gøre et stort nummer ud af det. Det samme kan man sige om den 69-årige popsangers nye album ’Avonmore’. Stilfuld og konservativ popmusik med et drys melankolsk længsel efter verden af i går.
Altså ikke den, der kom til udtryk som kulstøv indgroet i ansigtshudens porer, men som elegant swingpjattet jazzmusik og fornemme bygninger med gesvejsninger. Så selvfølgelig er det på det moderniserede og nu endnu mere fornemme D’Angleterre, at rockmusikkens selvskabte gentleman tager imod i København. Mindre kan ikke gøre det.
Hvad betyder ordet ’konservativ’ for dig?
»Det betyder ’if it ain’t broke, don’t fix it’«, ler Bryan Ferry.
»Jeg hader, når folk river smukke bygninger ned og opfører noget forfærdelig grimt noget i stedet. Jeg kan godt lide at konservere. Altså bevare ting, der er gode. Jeg kan da også godt lide nye ting, men mange af de dårlige ting i livet er knyttet til grådighed. Folk bygger grimt, fordi det er billigt, og de vil tjene på det. Det er synd og skam. Hvis ting bliver gjort af kærlighed, har de som regel blivende værdi«.
AC/DC leverer genkendelig tordenrock på nyt albumHavde du nogle betænkeligheder ved offentligt at erklære dig som konservativ?
Bryan Ferry flytter lidt på sig i stolen.
»Ja, det havde jeg faktisk. For jeg bryder mig generelt ikke om kunstnere, der blander sig i politik. Jeg foretrækker at tro, kunsten er hævet over det politiske og befinder sig i en højere og mere forfinet sfære«.
En tidløs type
Allerede i tiden med Roxy Music virkede du lidt som en mand fra en anden tid. Som måske kom fra et sted helt uden for tiden. Et mere forfinet og smukt sted, hvor man værdsatte andre ting?
»Jeg kan godt lide tidløse ting. Som et landskab, der kan være smukt dengang og nu. Jeg elsker historie. Det var mit yndlingsfag i skolen. Vi havde en skøn gammel lærerinde, som virkelig kunne få fortiden til at blive levende. Hun greb min fantasi«.
Har denne historiske tilgang påvirket din måde at fortolke musik på?
»Ja, det tror jeg«.
Jazzmusikken har tradition for at fortolke et standardrepertoire, mens kun få fra rockmusikkens verden har formået at knække koden. En af dem er Bryan Ferry, der så tidligt som 1973 etablerede sig som en af rockmusikkens få fortolkere af klasse. På sit nye album ’Avonmore’ har han foruden Stephen Sondheims ’Send In The Clowns’ valgt Robert Palmers ’Johnny & Mary’ fra 1980-albummet ’Clues’. Af alle sange i verden, hvorfor lige den? Det er spørgsmålet, en fortolker hele tiden må stille sig selv.
Country-stjerne bruger nyfunden frihed konstruktivt på nyt albym»Det skal være en sang, man stadig synes er interessant, når man har hørt den mange gange. Det må ikke være noget forbigående. Det skal være sange, jeg føler noget for. Jeg bryder mig ikke om at analysere det for meget, for det handler så meget om følelse«, forklarer Ferry og skænker teen, mens hans ord lægger sig blidt til rette på gulvtæppets luv.
»Jeg syntes, ’Johnny & Mary’ var en virkelig god sang, da den kom ud. En mand og en kvinde i en situation i deres hjem. Den var ret poetisk, synes jeg. En sang, man skal fortolke, skal ikke bare være god. Den skal have en åbning, hvor man kan bidrage med noget frisk. Ellers er det formålsløst. Mine mest succesfulde cover-versioner har været dem, der har lignet originalerne mindst. Som for eksempel ’A Hard Rain’s A-Gonna Fall’«, siger Ferry, der som en af de få har haft kunstnerisk succes med at behandle rockmusikkens kanon på samme måde som jazzmusikkens standards. Ikke som dybt personlige udsagn, men som rum for fortolkning.
Ved koncerten i København i oktober var ’Jealous Guy’ endnu engang et højdepunkt. Hvad er det med Ferry og Lennons sang?
»Dagen efter John Lennons død skulle vi spille ved et stort show i Tyskland. Jeg foreslog, at vi øvede ’Jealous Guy’ som ekstranummer og som hyldest til John Lennon. Jeg var en stor beundrer af hans kunst og hans sang. Som sagt, så gjort. Og publikum reagerede virkelig stærkt på den i positiv forstand. Med cigaretlightere og det hele. Det var quite a scene. Så da vi kom tilbage til England, gik vi i studiet og indspillede den. Jeg lavede sådan noget lidt japansk noget med strygere til sidst. Det forestillede jeg mig, han godt ville have kunnet lide. Den eneste gang, jeg mødte ham, var i Tokyo, hvor han var med sin kone, der jo var japansk«, siger Bryan Ferry, der har en god forklaring på, hvorfor han er så glad for at blande fortolkninger og originalmateriale.
»At skrive sange er en ensom affære. Du sidder der og prøver at finde noget i dig selv, som du har lyst til at udtrykke«, sukker Bryan Ferry. Så man glæder sig til det punkt, hvor man omsider kan samarbejde, kan gå i studiet og få det til at leve. Vejen er unægtelig kortere, når sangen ikke skal opfindes først, men kun skal findes.
Roxy Musics eksperimenterende musik og Bryan Ferrys stilfulde pop er to forskellige strategier, der aften efter aften skal smelte sammen i en koncert med Bryan Ferry, hvor Roxy-repertoiret fylder godt op. Hvordan forener han de to?
Årets sange: 1. december: 'Tåreflammer ned' af Love Shop»Det er lidt som at have en venstre og en højre hånd. Som morgenmad og aftensmad. Jeg kan godt lide at bo i byen, og jeg kan godt lide at bo på landet«, forklarer Bryan Ferry.
»Det var en spændende tid med Roxy Music. Det var så nyt alt sammen og vi følte virkelig, vi spillede på uudforsket territorium. Vi havde et spændende symbiotisk forhold kørende, og i et stykke tid var det virkelig interessant for mig med Eno, McKayes obo og Manzanera, der kunne spille alt, hvad jeg bad ham om på sin guitar. Men jeg tror, grupper har en begrænset levetid«, siger han.
Perfektionisten
»Jeg gør mig stor umage, når jeg laver musik«, fastslår Bryan Ferry, der er kendt som en perfektionist og tilbringer megen tid i sit studie i London.
Omhyggeligheden gælder også for hans meget roste ekskursioner ud i jazzmusikken, hvor han både har sunget oversete klassikere og senest på ’The Jazz Age’ har ’jazzificeret’ 13 af sine sange fra Roxy Music og solo-karrieren og ladet, som om Roxy Music var en historie fra 1920’erne og 1970’erne.
Synes du, det peger frem eller tilbage?
»På en måde begge dele. Så vidt jeg ved, er der vist aldrig før nogen, der har taget sit eget materiale og placeret det i en anden tidsalder. Samtidig kunne jeg vise folk, at musikken fra 1920’erne jo faktisk var ret smuk og stadig lyder dejlig. Det er altid dejligt at høre dygtige folk spille«, siger Bryan Ferry.
fortsæt med at læse
